Glukosebelastning 2 måneder efter fødslen

Her findes information om glukosebelastning, der skal foretages 2 måneder efter fødslen.

Du har fået tid til glukosebelastning 2 måneder efter du har født.

Hvordan laves undersøgelsen?

Forberedelse:

  • Du skal spise normal fuldkost (inklusiv kulhydrater og fedt) i 3 dage inden undersøgelsen.
  • Du skal faste og tørste fra aftenen før kl. 22.30. Det indebærer også ingen rygning og ingen brug af tyggegummi.
  • Er du syg, har feber eller får antibiotika bedes du kontakte afdelingen med henblik på udsættelse af undersøgelsen.
  • Får du epilepsimedicin, må du gerne tage dette med lidt vand – al anden medicin skal du vente med at tage til efter undersøgelsen.
  • Du må gerne amme, også under undersøgelsen.

Selve undersøgelsen:

Du får målt fasteblodsukker og bliver vejet. Herefter skal du drikke 3 dl. sukkervand (evt. tilsat citronsaft) og vente i afdelingen i 2 timer. I de 2 timer må du ikke spise, drikke, ryge eller sove, du skal holde dig i ro, men må gerne gå på toilettet. Du må tygge sukkerfrit tyggegummi, som du selv medbringer. Medbring gerne lidt læsestof eller lignende til ventetiden. Der er gratis Wi-Fi i venteværelset.

Efter 2 timer får du målt dit blodsukker i fingeren eller øret, og du får svar med det samme. Herefter må du spise og drikke igen.

Undersøgelsen varer ca. 2½ time.

Gener/bivirkninger ved undersøgelsen?

Enkelte kan få kvalme eller blive lidt utilpasse, det kan afhjælpes ved at lægge sig på en briks i venteværelset.

Du kan med fordel medbringe en madpakke, som du kan spise efter undersøgelsen er slut.

Afbud

Såfremt du skulle blive forhindret i at komme, bedes du ringe til diabeteslaboratoriet på tlf. 35 45 47 59, mellem kl. 12.30 – 14.00 og få ændret tiden.

Ved forsinkelse eller afbud på selve undersøgelsesdagen bedes du ringe 34 54 13 36.

Redaktør