Glukosebelastning - Vejledning til patienter

Information til patienter der skal have foretaget en glukosebelastningsundersøgelse.

En glukosebelastning udføres først og fremmest, når der er tvivl om, hvorvidt en person har diabetes mellitus (sukkersyge). Blodsukkerniveauet vil være unormalt forhøjet efter indtagelse af en bestemt mængde glukose (druesukker), hvis der er tale om sukkersyge.

Hvor og hvornår foregår undersøgelsen?

På undersøgelsesdagen møder du på Afdeling for Klinisk Biokemi (Blegdamsvej). Tidspunktet for undersøgelsesdagen gives af
din stamafdeling. Er du indlagt, sørger afdelingen for transport.

Forberedelse til undersøgelsen

I mindst tre dage før undersøgelsen skal du have spist normal fuldkost. Du må ikke spise, drikke, tygge tyggegummi, ryge eller indtage nikotinpræparater fra kl.
22.00 aftenen før undersøgelsen. Det er tilladt at drikke 1-2 glas vand (kun
vand!).

På prøvetagningsdagen skal du før prøvetagningen undgå: cykling, løb og at dyrke sport/motion.

Vanlig medicin tages uændret

Føler du dig sløj eller har feber før undersøgelsen, bedes du kontakte din stamafdeling.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du bliver spurgt om du er fastende. Hvis du IKKE er fastende, kan undersøgelsen ikke udføres, og du vil derfor blive indkaldt til undersøgelsen igen.

Du får efter ca. 15 minutters hvile evt. taget en blodprøve i en blodåre i albuebøjningen lige som ved en normal blodprøvetagning. Herefter skal du drikke 250 ml vand indeholdende glukose (druesukker) evt. tilsat citron. Smagen er sødlig, men ikke ubehagelig. Det er vigtigt, at du drikker hele sukkeropløsningen i løbet af ca. 5 minutter.

Der er ingen bivirkninger ved undersøgelsen, udover at sukkeropløsningen kan give lidt kvalme.

Efter 120 minutter udtages endnu en blodprøve for at måle ændringen i blodsukkerniveauet i blodet. Du skal holde dig i ro under undersøgelsen. Medbring evt. læsestof, så ventetiden ikke virker for lang.

Er undersøgelsen smertefuld?

Bortset fra blodprøvetagningen hvor du mærker et stik, gør det ikke ondt at få foretaget en glukosebelastning.

Hvor længe varer undersøgelsen?

Undersøgelsen varer ca. 2½ time. Derefter må du spise og drikke frit.

Svar på undersøgelsen

Du får sædvanligvis svar på undersøgelsen ved næste ambulante besøg. Hvis du er indlagt, får du svar ved stuegang, så snart svaret foreligger. Afdelingen kan eventuelt aftale et andet tidspunkt for svarafgivelse med dig.

Afbud

Hvis du af en eller anden årsag må melde afbud, bedes du ringe til din stamafdeling.

Spørgsmål vedrørende undersøgelsen

Hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, bedes du kontakte Afdeling for Klinisk Biokemi.

Redaktør