Ganz-operation - information om

Det umiddelbare formål med Ganz-operationen er at mindske smerterne og at øge aktivitetsniveauet.

Hoftedysplasi

Hoftedysplasi er en hoftelidelse, hvor hofteskålen udvikles for stejlt og fladt og/eller vender bagud i forhold til den normale stilling og form. Dette medfører ugunstige mekaniske forhold i form af nedsat stabilitet og/eller kollisionsfænomen i leddet mellem hofteskål og lårbenshals. Hoftedysplasi kan medføre, at der udvikles slidgigt i hofteleddet i en relativ ung alder.

Symptomer

Tilstanden er medfødt eller udvikles tidligt i barndommen. En række faktorer kan formentlig disponere for udvikling af hoftedysplasi. Hoftedysplasi giver hyppigst symptomer hos kvinder i alderen 15-35 år, men kan dog også optræde både tidligere og senere. Halvdelen af patienterne har hoftedysplasi i begge hofter. De typiske symptomer på hoftedysplasi er smerter i lysken, som eventuelt kan stråle ned mod knæet. Smerterne forværres ved aktivitet eller når man sidder med hoften bøjet i længere tid (f.eks. ved bilkørsel). Nogle patienter oplever klik eller fornemmelse af aflåsning i hofteleddet. Mange patienter vil have hurtig udtrætning og nedsat aktivitetsniveau. De fleste patienter har måttet stoppe tidligere idrætudøvelse pga. ubehag og smerter i hoften.

Forventning til Ganz-operation

Det umiddelbare formål med Ganz-operationen er at mindske smerterne og at øge aktivitetsniveauet. På længere sigt er formålet at mindske risikoen for hofteledprotese ved at undgå eller forsinke udviklingen af slidgigt i hoften. Forløbet efter operationen kan være meget forskelligt fra patient til patient, men alle skal gå med to krykker og må belaste 30 kg på det opererede ben i 8 uger. Første ambulante kontrol er tre måneder efter operationen. De første uger og måneder vil du opleve, at det vil gå stærkt fremad med genoptræningen. Herefter kommer en periode, hvor fremskridtene er mindre, og det går langsommere frem til slutresultatet. Du kan forvente, at din tilstand kan blive bedre op til et år efter operationen. De fleste patienter vil have ændret følsomhed på lårets yderside.

Hvem kan tilbydes Ganz-operation

Ganz-operationen tilbydes yngre patienter med hoftedysplasi eller baguddrejet ledskål, som samtidig har symptomer fra hoften. Det er en betingelse for succes af den ledbevarende behandling, at der endnu ikke er udviklet betydende slidgigt.

Forberedelse til Ganz-operation

Træning

I det omfang det kan lade sig gøre, er det en god idé at træne op til en operation. Hvis man er i nogenlunde form, vil det gøre det lettere at komme på benene efter operationen. Da du kommer til at gå med albuestokke efter operationen, kan det ligeledes være en god ide at træne overkroppen / armene, især med armstrækninger.

Rygning: 

Tobaksrygning øger risikoen ved bedøvelse og forsinker sår- og knoglehelingen. Hvis du er ryger, skal du stoppe med dette, når du beslutter dig for operation. Kontakt evt. din egen læge, hvis du har behov for hjælp til rygestop. 

Kost: 

Kroppen har brug for proteiner til at vedligeholde og genopbygge muskler og danne nyt væv. Derfor er det en god ide at spise en proteinrig kost en måned før operationen (fisk, fjerkræ, magert kød, fedtfattige mælkeprodukter og æg).  Operation og genoptræning vanskeliggøres i betydelig grad ved overvægt. Din BMI på operationstidspunktet skal være under 30. 

Medicin: 

Hvis du tager medicin dagligt, bør du medbringe det ved indlæggelsen. En del medicin øger blødningstendensen. Får du blodfortyndende medicin (Plavix, Marevan, Hjertemagnyl, Burana/Ibumetin eller medicin som indeholder acetylsalicylsyre) skal du holde pause 7 dage før operationen.  Alle ændringer i læge ordineret medicin bør ske i samråd med din praktiserende læge.

Indretning af hjemmet: 

Den første tid efter operationen er du mindre mobil, primært på grund af smerter, så overvej nøje, om hjemmets indretning kan tilpasses din situation. Mange vil også have behov for hjælp til indkøb, rengøring, etc. Dette kan med fordel arrangeres før operationen/indlæggelsen. 

Medbring: 

Du bør medbringe behageligt tøj, som du kan træne i, flade sko med skridsikker sål, toiletsager, færrest mulige værdigenstande, samt denne informationspjece.

Operationsdagen

Du må ikke spise fra kl. 02.00 natten før operationen. Du må drikke vand, saftevand, kaffe og te (uden mælkeprodukter) indtil kl. 06.00. Hvis du ikke overnatter på hospitalet, skal du møde kl. 07.00 på afdeling 6043. Inden du møder, skal du have været i brusebad. Du skal vaske dig med almindeligt sæbe og tørre dig med et rent håndklæde. Du skal undlade make-up, neglelak, piercinger og smykker.

Ganz-operationen

Operationen varer ca. en time. Vi tilstræber mindst muligt kirurgisk traume og ar efter operationen, derfor bruger vi en minimal adgang gående fra forkanten af hoftebenskammen og ned i lysken. Længden på arret vil typisk være 8-10 cm.

Ved operationen frigøres ledskålen fra bækkenet, hvorefter den roteres til optimal placering i forhold til lårbenshovedet, således at de anatomiske forhold bedres, og her fastgøres den med skruer. Efter operationen dækkes såret med et lille plaster, som du kan gå i bad med.

Højre hofte med dysplasi før og efter Ganz-operation
Illustration: Højre hofte med dysplasi før og efter Ganz-operation
Røntgenbillede før og efter operation
Røntgenbillede før og efter operation

Risici

Ved alle operationer er der en risiko. De væsentligste er betændelse i såret og blodprop i venesystemet i benet. Begge disse risici er meget små og vi forsøger at forebygge dem med antibiotika og blodfortyndende medicin.

Ved Ganz osteotomi er der nogle specielle risici:

  • En lille nerve, som forsyner ydersiden af låret med følesans, bliver ofte beskadiget under operationen. Dette kan give følelsesløshed på ydersiden af låret. Følesansen vil ofte komme tilbage, men det kan vare op til 2 år. Det vil på længere sigt sædvanligvis ikke give gener, hvis følesansen ikke vender tilbage.
  • Ved operationen kommer vi tæt på de store kar og nerver til benet. Der er en mindre risiko for beskadigelse af disse strukturer.
  • Ved udmejsling af ledskålen kan det ske, at der kommer en revne gennem bækkenet. Hvis dette sker, må man ikke træde på benet i tre måneder, og der er øget risiko for manglende knogleheling. Herudover vil denne komplikation næppe få nogen betydning for langtidsresultatet.
  • En meget sjælden komplikation er, at man under udmejsling af hofteskålen beskadiger selve hofteleddet. Dette vil øge risikoen for slidgigt senere.
  • En mindre forskel på benlængden kan forekomme. 
  • Endelig kan der opstå en situation, hvor knoglerne ikke heler efter operationen. Hvis dette er tilfældet, kan man blive nødt til at operere igen og lægge knogletransplantat ind i  områder med manglende heling.
  • Efter en Ganz osteotomi med store korrektioner, kan det forekomme, at man kun kan bøje 90 grader i hofteledet.

Efter operationen

Blodtab:

Operationen medfører et vist blodtab. Blodtabet kan gøre, at du føler dig træt og uoplagt. Lægerne vurderer, om du skal tilbydes en blodtransfusion.

Kost:

Plejepersonalet vil støtte dig i at få en god kost og nok at drikke, fordi det har indflydelse på, hvordan du har det.  Det er ligeledes vigtigt at holde gang i maven, så det er plejepersonalet særligt opmærksomme på. 

Træning:

Du må straks gå med 30 kg støtte på det opererede efter operationen. Det forventes, at du mobiliseres til toilettet på operationsdagen, og at du kommer op at sidde. Efter operationen tager vi et røntgenbillede af hoften for at vurdere resultatet. Du skal fortsætte med at gå med 2 krykkestokke og 30 kg støtte i 8 uger efter operationen. Herefter lægger du krykkestokkene og begynder at gå normalt med fuld støtte.

Fysioterapi:

Du vil dagen efter operationen se en fysioterapeut, som vil instruere dig i brugen af albuestokke, øvelser, samt at gå på trapper. Se venligst fysioterapeuternes træningsprogram. De første 8 uger efter operationen må du kun støtte med 30 kg. Derfor skal du bruge to albuestokke. Det er vigtigt, at du selv gør en aktiv insats med genoptræningen for at opnå et selvstændigt funktionsniveau. Træningen består, foruden fysioterapi, i at kunne varetage daglige gøremål, som bad og påklædning og at gå på toilettet. 

Ergoterapi og hjælpemidler:

Umiddelbart vil du ikke have behov for hjælpemidler. Hvis det alligevel skønnes, at du vil have gavn af visse hjælpemidler, kontakter afdelingen vores ergoterapeut med henblik på dette.

Smerter:

Første dag efter operationen får du smertestillende gennem et tyndt kateter, der er lagt ind ved såret. Herefter får du smertestillende tabletter, og det har du brug for i de første uger efter operationen. Smerter kan forsinke din genoptræning, så det er vigtigt, at du tager smertestillende medicin, så du alligevel kan træne. 

Udskrivelse

Du skal regne med at være indlagt i 2-3 dage efter operationen. Inden du kan udskrives, skal du kunne gå på trapper og være smertedækket tilfredsstillende.  Du vil få udleveret medicin til 1 døgn, plaster, en agraftang til at fjerne dine hudclips, en ambulant tid og eventuelt hjælpemidler efter aftale med ergoterapeuten. Du må gerne selv arrangere din hjemtransport. Hvis ikke det er muligt, vil du få tilbudt transport fra din hjemkommune. Her kan dog forekomme ventetid. 

Efter udskrivelsen

Du behøver ikke have plaster på operationssåret mere end 24 timer, medmindre det væsker fra såret.  Det kan dog være praktisk i forhold til sit tøj at have et plaster på. Bliver plasteret fugtigt, f.eks. efter brusebad, skal det skiftes. Hvis det begynder at sive fra såret, eller det bliver rødt og varmt, og du får feber, skal du kontakte afdeling 2164. 

Sygefravær:

Du skal påregne sygemelding fra dit arbejde i ca. 2 måneder ved moderat belastende arbejde og ca. 3 måneder ved fysisk hårdere arbejde. Dette kan variere, alt efter hvilket job du har. Studie- eller skolegang kan genoptages tidligere.

Du kan / skal:

  • Ligge med en pude mellem knæene, når du ligger på den raske side.
  • De første 8 uger må du kun gå med 30 kg støtte. Efter 8 uger må du støtte fuldt på det opererede ben. 
  • De første 8 uger bør du primært lave aktive øvelser i stående stilling med forsigtige cirkulerende bevægelser i hoften.

Du må ikke:

  • Ligge på den opererede side de første 8 uger.
  • Ligge på den raske side og løfte benet mod tyngdekraften de første 8 uger.
  • Ligge på ryggen og løfte det opererede ben mod tyngdekraften de første 8 uger.
  • Bevægelser i yderstillinger og egentlig styrketræning bør først ske 8 uger efter operationen.

Ambulant kontrol:

Du kan forvente ambulante kontroller 3 måneder, 1 år og 10 år efter operationen.

Lægeteam

Ganz-operationer på Rigshospitalet foretages af Overlæge Nikolaj Winther.

Kontaktoplysninger

Du skal kontakte vores sekretariat, hvis der opstår tegn på infektion, eller du har andre spørgsmål. Sekreatariatet træffes hverdage i dagtiden. Har du spørgsmål derudover, der ikke kan vente, kan du ringe til sengeafdelingen, hvor du har været indlagt.

Redaktør