Forstoppelse

En del smertestillende medicin kan medføre forstoppelse. Der er dog også andre årsager til forstoppelse.

Forstoppelse er kendetegnet ved:

  • Hård afføring som kommer sjældnere end normalt
  • Mindre mængde afføring
  • Træg afføring
  • Nedsat appetit
  • Kvalme og evt. opkastning

Forstoppelsesdiarre

Hvis tarmene er fyldt med hård afføring, kan du få forstoppelsesdiarre. Forstoppelsesdiarre opstår ved at kun tynd afføring passerer forbi
den hårde afføring. Afføringen vil komme pludseligt, være vandtynd og måske være kombineret med hårde knolde (se afføringsskala nedenfor).

Årsager til forstoppelse

En del smertestillende medicin kan medføre forstoppelse. Forstoppelsen kan opstå fordi:

  • Der dannes mindre slimhindesekret, hvorfor afføringen ikke glider så let
  • Ved morfin og morfinlignende medicin ændres tarmens peristaltik (tarmens bevægelser således, at passagen gennem tarmen tager længere tid, og afføringen herved hårdere).
Billedet viser et skema over afføring

Behandling og forebyggelse af forstoppelse

Når du får smertestillende medicin kan det være nødvendigt, at du dagligt tager afføringsmiddel for at forebygge forstoppelse.
Smerteklinikkens sygeplejersker kan rådgive og vejlede dig om opstart og regulering af afføringsmiddel. Når der er fundet en god løsning for dig, er det vigtigt, at du fastholder behandlingen.

Hvis du på et tidspunkt stopper den smertemedicinske behandling, vil din tarmfunktion i hovedreglen normaliseres igen, og afføringsmiddel vil da ikke længere være nødvendigt.
Omvendt kan du opleve at forstoppelsen tiltager ved øgning i smertestillende medicin.

Afføringsmidler 

De fleste afføringsmidler virker efter 8-12 timer, og du kan derfor med fordel tage dem om aftenen. Derved virker det sammen med den naturlige afføringsrytme, som for de fleste mennesker er at gå på toilettet om
morgenen.

Typer af afføringsmidler

  • Peristaltikfremmende afføringsmidler fremmer tarmens naturlige bevægelser. Denne medicin fås både som dråber og tabletter. Eksempelvis: Perilax, Toilax, Picolon og Laxoberal.
  • Osmotiske afføringsmidler virker ved at trække væsken tilbage til tarmen, således at afføringen ikke bliver hård. Denne medicin fås som mikstur, tabletter eller i breve. Eksempelvis: Laktulose, Magnesia og Movicol.
  • Rumopfyldende stoffer virker ved at holde på væsken i tarmen, og derved give afføringen fylde, hvilket giver tarmen noget at arbejde med. Eksempelvis: Hørfrø, klid og HUSK
  • Ombinationspræparater har flere af ovenstående virkninger på én gang. Det fremmer tarmens bevægelser, giver afføringen fylde og virker smørende. Eksempelvis: Agiolax

Tilskud til afføringsmiddel

Hvis du er i fast behandling med smertestillende medicin som har forårsaget forstoppelse, kan der søges om tilskud til afføringsmiddel fra Lægemiddelstyrelsen. Dette sker via smerteklinikken eller din egen læge.

Hvad kan du selv gøre?

Som supplement til behandling med afføringsmiddel er der desuden flere ting, som du selv kan gøre for at forebygge forstoppelse:

  • Spis groft og grønt, fx: rå grøntsager, kål, frisk frugt, svesker og figner
  • Daglig fysisk aktivitet
  • Drik 1,5 liter væske– ikke kun kaffe og te
  • Hav faste toilettider
  • Giv dig god tid på toilettet
  • Sørg for at have en god toiletstilling
Redaktør