Forholdsregler efter neoglans

Heri findes information om forholdsregler efter neoglans.

Du skal komme til kontrol 14 dage efter operationen. Her bliver forbindingen på låret fjernet. Hvis donorstedet er helet op, sættes der lidt gaze henover for at beskytte huden, der stadig er sart. Du vil blive instrueret i, hvordan du skifter det og får gaze med hjem, det skal skiftes dagligt. Hvis der fortsat er små steder, hvor huden ikke er helet helt op, får du en ny forbinding på.

Hudtransplantatet på penis

Når forbindingen omkring penis bliver fjernet, 5 dage efter operationen, holdes det transplanterede område på penis rent ved at duppe forsigtigt med saltvandsvædet gaze.

Du må gå i bad på 6. dagen efter operationen, du skal dog dække din penis til med fx et kondom. Om natten skal der påsættes gaze rundt om penis for at beskytte mod friktion. Om dagen må transplantatet gerne få frisk luft. Når du tisser, er der en risiko for, at strålen er blevet mere spredt, end den plejer at være. Måske bliver du nødt til at sidde ned på toilettet. Måske er den bedste løsning at tisse i en kolbe.

Hudpleje

Huden både på penis og på låret har tendens til at blive tør. Smør med en god parfumefri lotion, 1-2 gange dagligt det første år efter operationen. Ved at smøre huden daglig, opnår du, at huden bliver mere elastisk. Huden bliver mere modstandsdygtig ved belastning, og du opnår et bedre kosmetisk resultat. 
Karbad, havbad og svømmehal frarådes indtil sårene er helet op.

Infektionstegn

Efter operation er der en risiko for at få en infektion. Fra forbindingen på låret skal du være opmærksom på lugt og rødme rundt om forbindingen.
På penis skal du være opmærksom på rødme, hævelse og sivning med pus.
Endvidere skal du kontakte afsnittet ved temperaturforhøjelse på over 38 grader.

Fysisk aktivitet

Må genoptages når både donor- og modtagersted er helet op.

Solbadning

Donorstedet må ikke udsættes for direkte sollys 12 måneder efter operationen.  Årsagen til dette er, at huden kan blive rød og fortykket, og der er øget risiko for forbrænding. Efter de første 12 måneder anvend da en solcreme med mindst faktor 30.

Seksualitet

Seksuel aktivitet må genoptages, når transplantatet er helet op – ca. 4-6 uger efter operationen. Der er mulighed for samtaler med afsnittets kliniske sexolog.

Redaktør