Fludarabin og Cyclofosfamid (Sendoxan) - behandling med

R-FC er en medicinsk kræftbehandling, der består af forskellige præparater, der virker mod din sygdom på forskellig måde. Behandlingen gives i serier, en serie varer 28 dage.

Denne patientinformation skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) kaldet R-FC, og hvordan behandlingen kan påvirke dig. Denne viden kan forberede dig på forløbet og de bivirkninger, der kan opstå. 

Inden behandlingen starter, bliver du også informeret mundtligt om virkning og bivirkninger til behandlingen. Patientinformationen kan danne udgangspunkt for samtaler mellem dig og personalet om forløbet.

Behandlingens indhold

Behandlingen R-FC består af flere forskellige stoffer, der virker mod din sygdom på forskellig måde. Navnet stammer fra forbogstaverne i de stoffer, der indgår i behandlingen.       

R= Rituximab, antistof, som er beskrevet i en selvstændig patientinformation

F = Fludarabin, kemoterapi som tabletter                                                               

C = Cyclofosfamid, kemoterapi som tabletter

For at forebygge bivirkninger til behandlingen får du forskellige former for understøttende behandling, se længere nede i patientinformationen.

Behandlingens virkning på din sygdom

Fludarabin og Cyklofosfamid er kemoterapi, der standser cellernes deling. De angriber især de celler, der deler sig hurtigt, sådan som kræftceller gør.

Kroppens normale celler bliver også påvirket af behandlingen. Derfor får de fleste patienter bivirkninger i forbindelse med behandlingen. Det er især knoglemarv, slimhinder, hud og hår, der bliver påvirket. 

Kemoterapi er cellegifte, der primært ødelægger celler, der deler sig hurtigt. Stofferne virker ved at beskadige cellers arveanlæg (DNA) og forhindrer dermed celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, eller som ikke kan reparere skadet DNA, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika. Kemoterapi udgør derfor en vigtig del af din behandling.

Behandlingsforløbet

Behandlingsforløbet består af flere behandlingsserier. Du vil typisk få 6 serier R-FC med 4 uger mellem hver serie. Det præcise antal serier afgør din læge ud fra netop din sygdom.

Hver serie er ens. Du får infusion med antistoffet Rituximab den første dag i hver serie. Behandlingen de øvrige dage består af kemoterapi som tabletter og eventuelt en indsprøjtning med en vækstfaktor.

Under behandlingsforløbet får du kontrolleret blodprøver for at se, hvor godt din sygdom reagerer på behandlingen. Du skal være forberedt på, at en behandling kan blive udsat, hvid din tilstand eller dine blodprøvesvar ikke tillader ny behandling. Dette tager din læge stilling til fra gang til gang. Der kan også være behov for at få taget blodprøver imellem serierne. 

Behandlingen er individuel og forskellig fra patient til patient. Behandlingen afpasses efter virkningen, graden og omfanget af eventuelle bivirkninger. Det er derfor forskelligt, hvor stor dosis, du skal have, og hvor længe du skal fortsætte med medicinen. Du får jævnligt taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker.

Sådan får du behandlingen

Behandlingen med Rituximab får du i ambulatoriet, den første gang skal du afsætte hele dagen til behandlingen. Hvis du ikke får bivirkninger ved den første behandling, kan du de efterfølgende gange få behandlingen hurtigere dvs. over ca. 1 time.

Tabletterne Fludarabin og Cyklofosfamid skal du tage derhjemme om aftenen i de første 3 dage i hver serie.

Først tager du tablet Fludarabin og 2 timer senere skal du tage tablet Cyklofosfamid.

Tabletterne må ikke deles, knuses eller tygges. Tabletterne skal synkes hele sammen med et glas vand. Hvis din dosis af Fludarabin og Cyklofosfamid  består af flere tabletter pr. dag, skal du tage alle tabletter samtidig.

Det er vigtigt, at du drikker rigeligt. mens du får medicinen - gerne et par liter væske hver dag - sørg for en god gennemskylning af blæren.

Understøttende behandling

For at nedsætte bivirkningerne ved behandlingen får du forskellige former for understøttende behandling:

Tablet Ondansetron virker mod kvalme og opkastning. De mest almindelige bivirkninger til Ondansetron er forstoppelse og hovedpine. Tablet Domperidon virker også mod kvalme. Der er sjældent bivirkninger til dem, men der kan opstå døsighed og løs mave. 

Tablet Allopurinol virker beskyttende på din nyrefunktion ved at nedsætte dannelsen af affaldsstoffer fra døde celler. Allopurinol kan i sjældne tilfælde give hududslæt.

Du får også forebyggende antibiotika mod alvorlige infektioner med tablet Sulfamethoxazol med trimethoprim i 3 måneder efter behandlingens start og tablet Valaciclovir forebyggende mod herpes.

Bivirkninger og komplikationer

Generelle bivirkninger

Alle mennesker er forskellige og reagerer derfor forskelligt på behandlingen. Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever bivirkninger. Afhængig af graden af bivirkninger og hvilke bivirkninger, det drejer sig om, kan lægen i samråd med dig nedsætte dosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.

Hvis du ønsker uddybende information, er du altid velkommen til at spørge personalet. Du kan også selv søge information om medicinen på internettet, fx på www.produktresume.dk eller www.medicin.dk.

Bivirkninger til Fludarabin og Cyclofosfamid

Bivirkningerne afhænger meget af:

  • Hvor høj dosis af stofferne, du får. Jo højere dosis, jo større risiko er der for at få bivirkninger
  • Hvor lang tid, behandlingen bliver givet. Jo længere tid du får tabletterne, desto mere udtalte kan bivirkningerne blive
  • Om du har andre sygdomme eller gener, som eventuelt kan blive værre af behandlingen

Det er derfor svært at beskrive bivirkningerne entydigt. Nedenfor kan du se mulige bivirkninger ved behandlingen, som du kan opleve at få i større eller mindre grad.

Infektion

Du har øget risiko for at få infektioner i perioder under din behandling. Det skyldes kemoterapiens virkning på de raske celler i knoglemarven. Derved kan antallet af hvide blodlegemer (leukocytter) blive nedsat. De hvide blodlegemer er vigtige i kroppens forsvar modinfektioner.

Det er derfor en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas eller begynder at fryse over kort tid og måske får kulderystelser. Kontakt altid afdelingen, hvis du får over 38,3 °C i temperatur. Lægen vurderer, om du skal indlægges og have behandling med antibiotika i drop, eller du kan være derhjemme og få antibiotika som tabletter.

Blodmangel (lav blodprocent)

Hvis du føler dig meget træt, har åndenød eller hjertebanken, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Dette kan ske, hvis behandlingen påvirker dine røde blodlegemer. Du kan da eventuelt have brug for at får blodtransfusion.

Blødning

Du kan få blødning. Det skyldes behandlingens virkning, som kan medføre, at antallet af blodplader (trombocytter) bliver nedsat. Blodpladerne er med til at standse blødning.

Gener i mund og svælg

Enkelte patienter kan få sår, blærer eller belægninger i eller omkring munden. Tablet Cyclofosfamid kan medføre en ændret smagsoplevelse, fx "metalsmag", dårlig smag eller at intet smager af noget.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge generne:

  • Hold munden ren, børst tænder med en blød tandbørste morgen og aften samt efter hovedmåltider
  • Tyg tyggegummi uden sukker, fordi det renser tandkødet og stimulerer dannelsen af spyt
  • Hold munden ren og tør omkring munden og hold læberne hele - brug gerne læbepomade

Kvalme

Der kan forekomme almen utilpashed samt appetitløshed. Enkelte patienter kan få kvalme af behandlingen.

Ved behov kan du få kvalmestillende medicin, som du kan tage derhjemme.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge appetitløshed og kvalme:

  • Spis, når du føler dig sulten. Gerne mange små måltider i løbet af dagen
  • Spis af en lille tallerken, da det ofte ser mere indbydende og mindre overvældende ud
  • Anret maden pænt, få eventuelt en anden til at anrette den for dig
  • Spis først og fremmest dét, du har lyst til
  • Spis letfordøjeligt, fx frugt, desserter, kiks og lignende
  • Supplér med nødder, mandler og mørk chokolade
  • Drik proteindrikke
  • Motion og frisk luft kan hos mange patienter nedsætte kvalme og vil ofte også øge appetitten

Ændret afføringsmønster

Dit afføringsmønster kan ændre sig. En del patienter får diarré, mens enkelte kan opleve det modsatte, forstoppelse.

Eventuelle problemer plejer ikke at vare ved, men tal med personalet herom, hvis du har behov for hjælp og vejledning.

Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang:

  • Drik rigelig væske
  • Hold dig i bevægelse, undgå sengeleje
  • Spis fiberrigt (grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter - svesker, abrikoser, rosiner, hørfrø)

Hvad kan du selv gøre ved let diarré:

  • Drik rigelig væske for at erstatte væsketabet som følge af diarréen
  • Spis bananer, dåsefrugt, supper, sportsdrikke for at holde saltbalancen
  • Gamle husråd som revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen

Hårtab

Behandlingen kan medføre, at dit hår bliver tyndere. Det er dog yderst sjældent, at man taber håret helt. Snak med sygeplejersken eller lægen, hvis du oplever hårtab som et problem.

Sjældne bivirkninger

I sjældne tilfælde kan Cyclofosfamid påvirke lungerne og/eller hjertet på længere sigt. Det kan vise sig i form af åndenød, hævede ben, kraftig hjertebanken eller fx smerter i brystet. Hvis du oplever sådanne problemer, skal du fortælle os det.

Andre bivirkninger

Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.

Senfølger

Øget risiko for anden kræftsygdom

Der er en let øget risiko for at få en anden kræftsygdom, herunder leukæmi eller forstadier hertil, når man har fået medicinsk kræftbehandling.

Tiden hjemme mellem behandlingerne

Nogle patienter kan passe deres arbejde imellem behandlingerne og have en hverdag næsten, som de plejer. Andre har brug for et par ekstra dage fri, nedsat tid eller helt at holde op med at arbejde i behandlingsperioden. Det afhænger også af, hvilket arbejde du har.

  • Spis og drik, så du får god næringsrig mad og drikke
  • Sørg for at få frisk luft og daglig motion fx gåture
  • Sørg for en god nattesøvn og tag gerne en middagslur
  • Bed familie og venner om hjælp til det praktiske

Kontakt altid afdelingen ved

  • Temperaturstigning over 38,3 °C eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 °C (målingerne foretages med 1 times interval)
  • Blødning som ikke standser af sig selv
  • Stærke smerter
  • Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
  • Åndenød eller stakåndethed
  • Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
  • Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
  • Udslæt
  • Forstoppelse som varer mere end 1-2 dage
  • Diarré som varer mere end 1-2 dage
  • Vedvarende opkastninger i mere end 1-2 dage
  • Hvis du har glem at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
  • Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin fx på grund af kvalme
Redaktør