Fjernelse af muskelknuder i livmoderen (myomektomi) - afsnit 5031/5032

Information om operationen samt forholdsregler før og efter operationen i afsnit 5031/5032.

Du skal have foretaget en operation og i denne informationspjece vil vi give dig svar på nogle af dine spørgsmål inden operationen.

Dekorativt billede

Forholdsregler før indlæggelsen

Medicin

For at nedsætte risikoen for blødning ved operationen, bør du 1 uge før indlæggelsen, ophøre med tage medicin, der indeholder:

  • Acetylsalisylsyre fx Kodimagnyl, Magnyl og Treo
  • NSAID-præparater fx Brufen, Diclon og Ibuprofen.
  • Blodfortyndende/antikoagulerende medicin. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du være opmærksom på at holde pause med medicinen, som du har aftalt med lægen ved din konsultation.
  • Hvis du er i tvivl, bør du rådføre dig med en læge.
  • Husk at medbringe din vanlige medicin under din indlæggelse.

Naturmedicin

Visse former for naturmedicin kan også påvirke kroppen i forbindelse med en operation. Vi anbefaler derfor, at du 14 dage før en planlagt operation ikke tager følgende former for naturmedicin:

  • Baldrian og perikum (fx Valeriana officinalis) og Johannesblod (fx hypericum perforatum) giver forlænget virkning af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids (fx Glycyrrhiza glabra) medfører blodtryksstigning.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær medfører en øget tendens til blødning.
  • Ephedra sinica (fx ma-huang, efedrin) og ginseng (fx Panax ginseng) kan medføre forhøjet puls og nedsætte virkningen af den blodfortyndende medicin, som du får forebyggende i forbindelse med en operation.

Alkohol og rygning

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du forbereder dig til operationen. Jo bedre din krop har det, jo større er chancerne for et godt resultat. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker mere end 7 genstande ugentligt samt ophører med at ryge 6 uger før operationen, eller snarest muligt. Se i øvrigt: www.sst.dk

Smertestillende behandling

Vi anbefaler, du indkøber tbl. Panodil og tbl. Ipren til efter udskrivelsen. Dette er håndkøbsmedicin.

Aftenen før operationen

Efter kl. 17 kan du ringe til det afsnit, hvor du skal indlægges og få oplyst mødetid på operationsdagen.

Udrensning

For at lette forholdene under operationen er det vigtigt, at den nederste del af tarmen er tømt. Du skal derfor udrenses med 1-2 stikpiller i endetarmen. Stikpillen/pillerne skal du tage kl. ca. 20.

Afhængig af hvilken sygdom du har, skal det gentages den dag, du skal opereres. Dette taler du med sygeplejersken om.

Fjernelse af kønsbehåring

Rasering foretages for at nedsætte risikoen for infektion i såret i forbindelse med operationen. Raseringen skal udføres, så der ikke er synlig hårvækst i stående stilling

Natten før operationen

Faste

For at mindske risikoen for opkastning under operationen, er det vigtigt, at mavesækken er tom. Derfor må du ikke spise eller indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi efter kl. 02.

Tørste

I løbet af natten må du drikke vand, saft, te, eller kaffe uden mælk - og ikke andet. Kl. 06 anbefaler vi, du drikker 2 glas sødt saftevand. Herefter må du ikke drikke mere. Har du diabetes, skal du drikke vand eller sukkerfri saft.

Morgenen på operationsdagen

Forberedelser

  • Du skal tage bad.
  • Det er vigtigt at rense navlen grundigt.
  • Du skal undlade creme, neglelak og makeup.
  • Du må ikke bære smykker eller have kontaktlinser i til operationen.
  • Ønsker du hovedbeklædning, udleveres denne af personalet.
  • Støttestrømper udleveres inden operationen og skal anvendes under hele indlæggelsen, da de nedsætter risikoen for blodpropper i benene.
  • Inden operationen får du medicin, som mindsker smerter og kvalme efter operationen.

Kikkertoperation

Hvis fibromerne sidder på ydersiden af livmodervæggen, kan de evt. fjernes ved en kikkertoperation gennem små snit på maven. Operationen foregår i fuld bedøvelse. For yderligere information se pjecen: ”Information om kikkertoperation i underlivet”.

Illustration af typer af muskelknuder. Der er stilket muskelknude, muskelknude i livmoderhulen og muskelknuder i livmodervæggen.

Operation gennem et snit på maven

Sidder fibromerne dybere i livmodervæggen, eller er de meget store, vil de blive fjernet ved en operation gennem et snit på maven. Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Fibromer, der fjernes ved operationen, bliver mikroskopisk undersøgt. Svaret foreligger efter 3-4 uger. Inden du bliver udskrevet, aftaler personalet med dig hvornår og hvordan, du får svar på undersøgelsen.

Komplikationer

Ved en operation er der en lille risiko for komplikationer. Det kan dreje sig om blærebetændelse, blødning eller betændelse i såret. I sjældne tilfælde kan der under operationen ske skade på det omkringliggende væv. Opstår der komplikationer, vil lægen sørge for, du får den rette behandling. Det er normalt at have let temperaturforhøjelse de første dage efter operationen.

Efter operationen

Opvågning

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor personale observerer dig og tager sig af dig. Du kommer tilbage til afdelingen efter et par timer.

Smerter og kvalme

Du kan forvente nogen smerter i maven og muligvis kvalme i dagene efter operationen. Dette er dog meget individuelt. Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt.

Kost og aktivitet

Vi stiler mod, at du kommer op at sidde og ud at gå allerede få timer efter operationen. Det er vigtigt, du selv er motiveret for at komme i gang igen. På patientstuerne findes en lamineret instruktion, der viser hvordan du mest hensigtsmæssigt kommer ud af sengen efter operationen.

Du må spise og drikke lige efter operationen.

Information og udskrivelse

Du vil blive informeret om din operation inden din udskrivelse. Du vil oftest kunne udskrives på operationsdagen eller dagen efter operationen. Har du et graviditetsønske, vil du blive informeret om, hvornår du kan forsøge at blive gravid.

Sygemelding

Har du brug for en sygemelding, vil du få den udleveret ved udskrivelsen. Sygemeldingen vil oftest være på 2 uger. Hvis du har fysisk krævende arbejde, kan du tale med lægen om, hvornår det vil være hensigtsmæssigt for dig at starte igen. Ofte vil fysisk krævende arbejde først kunne genoptages efter 3-4 uger.

Journalindsigt

Ønsker du at se din journal, kan du gå ind på www.minsundhedsplatform.dk eller www.sundhed.dk

Efter udskrivelsen

  • Du skal tage den med ro et par dage men kan i øvrigt leve normalt, og genoptage dine daglige gøremål. Du må regne med, at der går nogle uger, inden du helt har genvundet dine kræfter og din energi.
  • De første 2-3 uger bør du hverken løfte tunge ting (mere end 10 kg) eller dyrke hård sport (fx tennis og badminton).
  • Du må gerne dyrke let motion som gåture og cykling efter udskrivelsen samt køre bil, hvis du føler dig klar til det.
  • Du må gerne tage brusebad, men må først tage karbad, når såret er helet.
  • Samleje kan genoptages, så snart lysten er tilbage, og når det ikke er forbundet med smerter og ubehag, oftest efter ca. 3 uger.

Ved udskrivelsen vil du endvidere få udleveret og gennemgået en pjece om forholdsregler efter udskrivelsen.

Kontrol

Inden udskrivelsen bliver det afgjort, om der er behov for, at du går til kontrol i vores klinik.

Udlandsrejse

Da du er blevet opereret, er du ikke forsikret på vanlig vis de første 2 måneder efter operationen. Skal du ud at rejse, anbefaler vi derfor, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. 

Praktiske oplysninger

Parkering

Da Rigshospitalet har begrænsede parkeringsforhold:

  • kan indlagte patienter ikke få udleveret parkeringsbilletter
  • skal pårørende/besøgende bruge de opstillede parkeringsautomater
  • på offentlig vej er parkering mellem kl. 14.45 og kl. 06.30 gratis på Rigshospitalets område.

På vores afsnit kan informationssiden ”Parkering ved Rigshospitalet” udleveres, eller du kan finde relevante oplysninger på rigshospitalet.dk/praktisk.

Fjernsyn

Der er fjernsyn ved hver seng. For at kunne høre lyden, skal du bruge høretelefoner. Har du høretelefoner hjemme, kan du tage dem med, eller nye kan købes i 7-Eleven på Rigshospitalet.

Patientnet - trådløst internet

Der er mulighed for gratis at komme på internettet via din egen medbragte computer. Du skal kontakte afdelingens personale, hvis du ønsker at benytte dette. Informationer om Rigshospitalets hjemmeside samt en række sundhedshjemmesider kan findes på: patientnet.rh.dk.

Redaktør