Fjernelse af mandler

Heri findes information om operation/undersøgelse ved fjernelse af mandler.

Med denne pjece vil vi gerne informere om din forestående operation/undersøgelse, hvor du skal have fjernet mandlerne.

Inden operationen

Du skal faste og tørste som aftalt med anæstesilægen.
Du skal have taget et bad og vasket hår på operationsdagen.
Du må ikke have kontaktlinser, neglelak og makeup på, når du kører til operationsgangen. Du bør så vidt muligt lade værdigenstande blive hjemme.
Det vil være muligt at have nærmeste pårørende (højst to) med på operationsgangen.

Faste og bedøvelse

Du kan læse mere om forholdene i forbindelse med faste og bedøvelse i pjecerne: ”Anæstesi/bedøvelse” og ”Om fuld og lokal bedøvelse”

Operationen

Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted og det kan være en god idé at medbringe læsestof eller lignende. 

Operationen foregår, mens du ligger på ryggen, med hovedet let bagoverbøjet. Munden bliver holdt åben under operationen, hvilket nogle gange kan medføre, at tungen bagefter er hævet og følelsesløs, og  mundvigene ømme og irriterede. Det er et forbigående fænomen.

Efter operationen

Du bliver observeret 4 - 6 timer på opvågningsstuen. 

Du udskrives samme eftermiddag/ aften, med mindre din tilstand gør det nødvendigt, at du overnatter.

Kosten efter operationen

Kold, flydende kost, f.eks. is, anbefales de første timer. Herefter kan du spise efter eget ønske.

Efterforløbet 

Efter operationen skal du ikke være alene det første døgn.

Du skal tage den med ro, men undgå at ligge i sengen.

Der er en mindre risiko for blødning fra sårene. Kommer der blødning, kan blødningen afhjælpes ved at spise isterninger, sodavandsis eller kolde drikke.

Sårskorperne falder af efter ca. én uge. I denne forbindelse kan der komme blødning, som kan afhjælpes på samme måde som ovenstående.

Stopper blødningen ikke, skal du ringe til Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi.

Bløder du meget eller kaster du blod op, skal du ringe 112. (Ambulancen kører til nærmeste skadestue). 

Der dannes hvid-gullige sårskorper i halsen. De kan give dårlig ånde, som forsvinder igen.

Der kan forekomme forbigående smagsforstyrelse.

Let temperaturstigning kan forekomme. Ved vedvarende temperaturstig-ning bør du søge egen læge.

Smerter

Efter operationen har du ondt i halsen. Smerterne kan stråle op mod ørerne. Smerterne opleves meget forskelligt og varer 10 – 14 dage. 

Der kan være lidt hævelse i halsen og derfor kan det være en god ide at sove med et par ekstra hovedpuder.

Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne: 

Paracetamol 

2 tabletter à 500 mg x 4 i døgnet(håndkøb)

Ibuprofen 

2 tabletter à 200 mg x 4 i døgnet (håndkøb) eller
1 tablet à 400 mg x 4 i døgnet (recept) 

Enkelte stærkere smertestillende tabletter vil blive udleveret fra hospitalet, og kan benyttes efter anvisning. 

Opstår der mavesmerter anbefaler vi at du kontakter egen læge. 

Restitution

Vi anbefaler 7 – 10 dages rekreation hjemme. Undgå fysiske anstrengelser f.eks. sports aktiviteter og sex.

Har du brug for dokumentation for indlæggelsen, kan du få det udleveret, inden du udskrives.

Du skal kontakte os, hvis: 

  • Du får vedvarende blødning
  • Du får feber over 38,5 grader 
  • Du får tiltagende smerter
  • Du får vejrtrækningsbesvær

Afbud

Hvis du bliver forhindret i at møde den aftalte dag, bedes det meddelt hurtigt muligt.

Redaktør