Eksplorativ laparotomi, operation i underlivet

I denne information vil vi give dig svar på nogle af de spørgsmål, du sikkert har, inden du skal opereres.

Velkommen i
Afdeling for Kvindesygdomme

Du skal indlægges til operation, og med denne folder vil vi give dig svar på nogle af de spørgsmål, du sikkert har, inden du skal opereres. Afdelingens personale vil naturligvis også fortælle dig om den behandling, du skal gennemgå og svare på dine spørgsmål. Det er vigtigt, du læser denne pjece grundigt igennem både før og efter indlæggelsen.

Billede af personale, der klargør patient til operation

Forholdsregler før indlæggelsen
Medicin

For at nedsætte risikoen for blødning ved operationen, bør du 1 uge før indlæggelsen, ophøre med tage medicin, der indeholder:

  • Acetylsalisylsyre, fx Kodimagnyl, Magnyl og Treo.
  • NSAID-præparater, fx Brufen, Diclon og Ibuprofen.
  • Blodfortyndende/antikoagulerende medicin. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du være opmærksom på at holde pause med medicinen.

Hvis du er i tvivl, bør du rådføre dig med en læge.
Husk at medbringe din vanlige medicin under din indlæggelse.

Naturmedicin

Visse former for naturmedicin kan også påvirke kroppen i forbindelse med en operation. Vi anbefaler derfor, at du 14 dage før en planlagt operation ikke tager følgende former for naturmedicin:

  • Baldrian og perikum (fx Valeriana officinalis) og Johannesblod (fx hypericum perforatum) giver forlænget virkning af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids (fx Glycyrrhiza glabra) medfører blodtryksstigning.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær medfører en øget tendens til blødning.
  • Ephedra sinica (fx ma-huang, efedrin) og ginseng (fx Panax ginseng) kan medføre forhøjet puls og nedsætte virkningen af den blodfortyndende medicin, som du får forebyggende i forbindelse med en operation.

Alkohol og rygning

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du forbereder dig til operationen. Jo bedre din krop har det, jo større er chancerne for et godt resultat. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker mere end 7 genstande ugentligt samt ophører med at ryge 6 uger før operationen, eller snarest muligt, da det nedsætter risikoen for komplikationer.
Se i øvrigt: www.sst.dk

Smertestillende behandling

Vi anbefaler, du indkøber tbl. Panodil og tbl. Ipren til efter udskrivelsen. Dette er håndkøbsmedicin.

Aftenen før operationen

Mødetid:

Efter kl. 17 kan du ringe til den afdeling, hvor du skal indlægges, og få oplyst mødetid på operationsdagen.
Afsnit 5031: Tlf. 35 45 50 31
Afsnit 5032: Tlf. 35 45 50 32.

Udrensning

For at lette forholdene under operationen er det vigtigt, at den nederste del af tarmen er tømt. Du skal derfor udrenses med enten 1 stikpille i endetarmen eller klyx.

Fjernelse af kønsbehåring

Rasering foretages for at nedsætte risikoen for infektion i såret i forbindelse med operationen. Raseringen skal udføres, så der ikke er synlig hårvækst i stående stilling.

Natten før operationen

Faste:

For at mindske risikoen for opkastning under operationen, er det vigtigt, at mavesækken er tom. Derfor må du ikke spise eller indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi efter kl. 02.

Tørste:

I løbet af natten må du drikke vand, saft, te, eller kaffe uden mælk - og ikke andet.
Kl. 06 anbefaler vi, du drikker 2 glas sød saftevand. Herefter må du ikke drikke mere.
Har du diabetes, skal du drikke vand eller sukkerfri saft.

Morgenen på operationsdagen

  • Du skal tage bad og vaske hår.
  • Creme, neglelak og make up skal undlades.
  • Du må ikke bære smykker eller have kontaktlinser i til operationen.
  • Ønsker du hovedbeklædning, udleveres denne af personalet.
  • Støttestrømper udleveres inden operationen og skal anvendes under hele indlæggelsen, da de nedsætter risikoen for blodpropper i benene.
  • I visse tilfælde gives medicin, som mindsker smerter og kvalme efter operationen.

Husk at medbringe:

  • Toiletsager.
  • Morgenkåbe eller andet løst behageligt tøj samt indesko.
  • Høretelefoner til TV på stuen (kan evt. købes i 7-Eleven på Rigshospitalet).
  • Evt. læsestof.
  • Der er mulighed for gratis at komme på internetttet via din egen medbragte computer.

Operationen
Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår gennem et snit på maven i fuld bedøvelse. Operationen varer oftest 1-3 timer afhængig af fundet. Ved udbredt sygdom kan varigheden være 4-8 timer.
Hvor meget, der fjernes, vil være afhængig af, hvor cysten/cysterne sidder, og om den/de er godartede eller ondartede.

Illustration af livmoder

Som udgangspunkt fjernes så lidt som muligt, men operationen tilpasses den enkelte patient i forhold til, hvad der er aftalt med lægen.
Er der tale om ondartet sygdom fjernes livmoder, æggestokke, æggeledere, fedtforklædet ved tarmen og forstørrede lymfeknuder i underlivet og langs hovedpulsåren. Målet med operationen er at fjerne alt synligt kræftvæv, hvilket kan indebære fjernelse af et stykke tarm. Hvis det er muligt, sys tarmenderne sammen, men er det ikke en mulighed, vil der blive anlagt en stomi, som kan blive permanent. Får du lagt en stomi, vil en stomi-sygeplejerske tilse dig i afdelingen, og oplære dig i at passe stomien.

Hos nogle patienter med mere udbredt sygdom kan det være nødvendigt af foretage mere omfattende operationer, som f.eks fjernelse af blindtarmen, milten, galdeblæren, et lille stykke af bugspytkirtlen eller af urinvejene.

Vævet, der fjernes ved operationen, bliver efterfølgende mikroskopisk undersøgt. Personalet informerer dig inden udskrivelsen om hvor og hvornår, du kan få svar på undersøgelsen.

Komplikationer

Ved en operation er der altid en lille risiko for komplikationer. De er heldigvis oftest forbigående. Det er normalt at have let feber de første dage efter operationen.
Enkelte patienter kan få:

  • Lungebetændelse, blærebetændelse eller betændelse i såret.
  • Blodansamling i operationssåret.
  • Føleforstyrrelser ved arret (som oftest vil forsvinde efter 3-6 måneder).
  • Lav blodprocent, som følge af blødning ved operationen, og dermed behov for blodtransfusion.

I meget sjældne tilfælde kan der under operationen ske skade på det omkringliggende væv, eller der kan forekomme blødning, som kræver en ny operation for at stoppe denne.
 
Selve bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Se folderen Patientinformation – anæstesi/bedøvelse, og brug evt. samtalen med narkoselægen til at få svar på de spørgsmål, som du har vedrørende bedøvelse.

Efter operationen

Efter operationen bliver du kørt til et opvågningsafsnit, hvor personale observerer dig og tager sig af dig. Du bliver kørt tilbage på det gynækologiske sengeafsnit efter 1-2 timer.
Efter meget omfattende operationer, observerer man i op til 24 timer.

Smerter og kvalme

Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke og komme ud af sengen. Har du brug for yderligere smertestillende medicin, skal du sige det til din sygeplejerske. Du bliver ikke afhængig af medicinen i den korte periode, du har brug for den.

Hvornår skal jeg op efter operationen?

Vi stiler mod, at du kommer op at sidde og ud at gå allerede få timer efter operationen og igen i forbindelse med aftensmåltidet. Vi anbefaler, at du i alt er oppe ca. 2 timer på operationsdagen.

Kost og aktivitet

Vi stiler mod, at du kommer op at sidde og ud at gå allerede få timer efter operationen. Det er vigtigt, du selv er motiveret for at komme i gang igen.
På patientstuerne findes en lamineret instruktion, der viser, hvordan du mest hensigtmæssigt kommer ud af sengen efter operationen.
Du må spise og drikke lige efter operationen.

Hvor længe skal jeg være indlagt?

Ved stuegang taler lægen/sygeplejersken med dig om operationens forløb, og sammen planlægger vi din udskrivelse. Udskrivelsen vil som regel finde sted 1-2 dage efter operationen.

Hvis der har været indgreb på tarmen, kan det vare 2-4 dage inden tarmen rigtig begynder at arbejde igen, og dette vil ofte forlænge indlæggelsen, så udskrivelsen bliver 5-8 dage efter operationen.
Har du brug for en sygemelding, vil du få den udleveret ved udskrivelsen. Sygemeldingen vil oftest være på 2-4 uger.

Journalindsigt

Ønsker du at se din journal, kan du gå ind på www.sundhed.dk ca. 14 dage efter din operation.

Efter udskrivelsen
Hvordan skal jeg forholde mig, når jeg kommer hjem?

Du skal tage den med ro et par dage men kan i øvrigt leve normalt, og genoptage dine daglige gøremål. Du må regne med, at der går nogle uger, inden du helt har genvundet dine kræfter og din energi.

  • De første 2 uger bør du hverken løfte tunge ting (mere end 10 kg) eller dyrke hård sport (f.eks. tennis og badminton).
  • Du må gerne dyrke almindelig motion som gåture, løb og cykling straks efter udskrivelsen samt køre bil, hvis du føler dig klar til det.
  • Du må gerne tage brusebad, men må først tage karbad og svømme, når såret på maven er helet (2-3 uger).
  • Efter 2 uger kan du begynde på arbejde. Hvis du har fysisk krævende arbejde, kan du tale med lægen om, hvornår det vil være hensigtsmæssigt for dig at starte igen. Ofte vil fysisk krævende arbejde først kunne genoptages efter 3-4 uger.
  • Det er normalt, der er føleforstyrrelser ved arret efter en operation. Føleforstyrrelserne vil oftest forsvinde efter 3-6 måneder.

Smerter

Du vil være øm i maven de første uger efter operationen og skal derfor - efter behov - fortsætte med den anbefalede medicin. Du kan få udleveret medicin til det første døgn. Det er vigtigt, at du fortsætter med den anbefalede smertestillende medicin.
 
Når smerterne aftager efter nogle dage, kan du nedsætte antallet af tabletter og efterhånden holde helt op med at tage dem (oftest efter 1 uge). Vi vil råde dig til at læse indlægssedlen i medicinpakken, så du kan være opmærksom på eventuelle bivirkninger. Hvis du får bivirkninger, bør du ophøre med behandlingen og evt. tale med din praktiserende læge.

Mave-tarm funktion

De første dage efter operationen har du sandsynligvis ikke afføring. Hvis du drikker rigeligt væske, spiser godt og bevæger dig, kommer der hurtigere gang i tarmen. Hvis du ikke har haft afføring inden udskrivelsen, kan du tage Magnesia (tablet) 1-2 gram dagligt, indtil der har været afføring; Magnesia er håndkøbsmedicin.

Træthed

Det er almindeligt at føle sig træt de første uger efter operationen. Trætheden kan skyldes tab af muskelmasse, at du har spist mindre end du plejer, lav blodprocent og en stressreaktion. Vi anbefaler daglige gåture og varieret kost.

Psykisk reaktion

Der kan være dage, hvor humøret er dårligt uden nogen umiddelbar årsag. Dette kan skyldes en reaktion på operationen, og det vil aftage i takt med, at kræfterne vender tilbage.

Hvad med seksuallivet?

Lysten til sex og muligheden for tilfredsstillelse og orgasme kan være påvirket efter operationen. Hvis sygdommen tidligere har hæmmet dit seksualliv i form af smerter, vil disse gener oftest blive mindre og evt. helt forsvinde efter operationen. Samleje kan genoptages, så snart lysten er tilbage, og når det ikke er forbundet med smerter og ubehag.
Det er dog normalt, at der kan forekomme ubehag ved samleje i op til 8-12 uger efter operationen.

Hvis der opstår problemer:

Inden for de første 2 uger skal du kontakte sygeplejerskerne på afsnit 5031: tlf. 35 45 50 31 og afsnit 5032: tlf. 35 45 50 32, hvis du får:

  • Tiltagende smerter
  • Feber eller tegn på betændelse i operationssåret (rødme, varme, ømhed og hævelse)
  • Opkastninger og manglende afføring. Er der gået mere end 2 uger efter operationen, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen, hvis der er problemer.

Kontrol

Hvis du skal kontrolleres i Afdeling for Kvindesygdomme, vil tid og sted blive aftalt med dig inden udskrivelsen.

Udlandsrejse

Du er ikke forsikret på vanlig vis de første 2 måneder efter operationen. Skal du ud at rejse, anbefaler vi derfor, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab.

Praktiske oplysninger Parkering
Da Rigshospitalet har begrænsede parkeringsforhold:

  • kan indlagte patienter ikke få udleveret parkeringsbilletter.
  • Pårørende/besøgende skal bruge de opstillede parkeringsautomater på offentlig vej.
  • Parkering mellem kl. 14.45 og kl. 06.30 er gratis på Rigshospitalets område.

På vores afsnit kan informationssiden ”Parkering ved Rigshospitalet” udleveres, eller du kan finde relevante oplysninger på rigshospitalet.dk

Værdigenstande

Værdier og større pengebeløb mv. bør du ikke medbringe på hospitalet. Hospitalet er ikke ansvarlig, hvis du under indlæggelsen mister personlige ejendele.

Telefon

Ved hver seng er der en telefon. Du kan ringe til danske mobil- og fastnettelefoner helt gratis. Ønsker dine pårørende at ringe til dig, er prisen for opkaldet den normale telefoniopkaldstakst. Brugen af telefon og telefonnummeret vil fremgå af en skriftlig vejledning på patientstuen.

Fjernsyn

Der er fjernsyn ved hver seng. For at kunne høre lyden, skal du bruge høretelefoner. Har du høretelefoner hjemme, kan du tage dem med, eller nye kan købes i kiosken.

Patientnet - trådløst internet

Der er mulighed for gratis at komme på internettet via din egen medbragte computer. Du skal kontakte afdelingens personale, hvis du ønsker at benytte dette.

Informationer om Rigshospitalets hjemmeside kan findes på https://www.rigshospitalet.dk/praktisk-information

Bibliotek

Der er mulighed for at låne bøger på Rigshospitalets bibliotek i forhallen.

Præst

Hospitalspræsten kan kontaktes ved behov.

Redaktør