Hvilestillinger
I de første dage og måske den første tid efter operationen kan det være nødvendigt og behageligt for dig at benytte hvilestillinger med puder.
Liggende på ryggen
Anbring 2 puder under den opererede sides arm. Den ene pude placeres med et hjørne under skulderbladet og støtter skulder og overarm. Den anden pude støtter underarm og hånden
Liggende på siden
Anbring to puder under den øverste arm, så puderne støtter hele armen.
De første dage efter operationen, skal du holde armen i ro, evt. aflastet i en armslynge
Hvis hånden er hævet, kan det hjælpe, at aktivere underarmens muskler ved skiftevis at knytte og åbne hånden. Evt. med en rulle eller bold i hånden. Når du går omkring, skal du være opmærksom på ikke at spænde i nakke eller løfte skuldrene op om ørerne. Hvis du er meget anspændt, kan du benytte dig af hvilestillingerne.
Efter du er kommet hjem skal du flere gange om dagen tage armen ud af armslyngen og bevæge den for at stimulere venepumpen.
Begynd med rolige skulderøvelser, mens du støtter den opererede arm med den anden hånd
Støt armen med den anden hånd under albuen. Læn dig lidt fremover. Bevæg armen frem / tilbage og fra side til side indenfor smertegrænsen
Når du ikke bruger armslyngen mere skal armen have lov til at svinge naturligt (som den anden arm) når du går, for at aktivere venepumpen. Hvis du opdager, at du klemmer armen ind til kroppen, når du går, må du hellere hvile den i slyngen, lommen, bæltet eller i skjorten som Napoleon. Alt sammen for at fremme tilbageløbet af blod og lymfe fra armen. Hvis armen føles tung eller hævet, kan det lindre at ligge eller sidde med armen opad (puder, sofaryg) og lave venepumpeøvelser med hånd / albue.
Et par dage efter det sidst dræn er fjernet, kan du gå i gang med øvelserne i pjecen.
Skulderøvelser
Øvelserne udføres i langsomt tempo. Øvelserne må ikke medføre smerter. Hver øvelse gentages 10 gange. Vær opmærksom på at rette dig op, når du laver øvelser og bevæger dig.
Stående op ad en væg eller siddende på en stol
Hold armene ned langs siden. Kør skuldrene rundt i cirkelbevægelser, først den ene vej og så den anden vej.
Læg fingrene op på skuldrene. Udfør store cirkelbevægelser med albuerne. Først den ene vej og så den anden vej.
Fold hænderne. Stræk armene. Før armene langsomt op mod loftet, hold stillingen og sænk armene igen.
Hold armene ned langs siden med håndfladen fremad. Løft de strakte arme ud til siden, så højt op som muligt. Undgå at armene føres ind foran kroppen.
Læg hænderne i lænden med håndfladerne udad eller lad armene hænge ned langs siden. Træk skulderbladene sammen, hold spændingen lidt og giv roligt efter.
Før hænderne til nakken, så fingerspidserne mødes. Før langsomt albuerne bagud og giv roligt efter.
Hævelse af armen
Hvis armen holdes for meget i ro eller hænger nedad, eller hvis du glemmer og/eller er bange for at bruge din arm nedsættes funktionen af venepumpen. Dette afhjælpes ved at bruge armen mere naturligt til almindelig, daglige gøremål og udføre venepumpeøvelser (fx skiftevis knyt hånden og stræk fingrene med armen lidt opad). Brug evt. hvilestillinger hvor du ligger eller sidder med armen lejret lidt opad.
Venepumpeøvelser
Lig eller sid. Bøj og stræk albuen, mens hånden knyttes og åbnes. Gentag ca. 10 gange.
Øvelser for nakken
Træk hagen ind (lav dobbelthage)
Kig roligt fra side til side
Råd efter operationen
- Belast ikke over smertegrænsen
- Gåture, løb, svømning, yoga og cykling m.v. er fint.
- Brug armen som før, men undgå gentagne tunge løft.
- Du må gerne f.eks. sy, strikke, skrive eller bruge computer, en hold pauser ind imellem.
Genoptræning foregår i din egen kommune og indtil du bliver indkaldt skal du træne dagligt efter denne pjece.
Om lymfødem
Når lymfeknuderne i armhulen er fjernet, medfører det, at den normale lymfegennemstrømning forringes, og der vil være en risiko for, at man senere kan få en hævelse, i armen og/eller brystet, der hedder lymfødem.
Lymfødem kan opstå kort tid efter operationen, men det kan også opstå flere år efter. Mange oplever en forbigående hævelse i forbindelse med operationen, som ikke må forveksles med et lymfødem.
Kendetegn ved lymfødem
- spænding
- træthedsfornemmelse
- tyngdefornemmelse
- hævelse
- blivende mærker efter ur, ring o. lign.
Hvis du tror, du har fået lymfødem, kan du henvises af en speciallæge til en lymfødemterapeut, der kan vurdere og evt. behandle dig. Dette foregår på et hospital i din region.
Nyttige adresser
Patientforeningen Dalyfo for patienter med lymfødem: www.dalyfo.dk
Kræftens bekæmpelse: www.cancer.dk