EDTA, børneclearance

Vi undersøger, hvordan din nyre fungerer. Dette gør vi ved at sprøjte sporstof ind i kroppen på dig og derefter tage blodprøver.

Børneclearance 

Når vi undersøger, hvordan dine nyrer fungerer med blodprøver, kalder vi det en Børneclearance.  

Hvad skal du gøre inden undersøgelsen 

Du kan smøre Emla-creme, også kaldet ”tryllecreme”, på i albuebøjningerne og på håndrygge. Emla kan du købe på apoteket, og det smøres på ca. 1 time inden undersøgelsen. Det bedøver stedet, hvor du bliver stukket. 

Hvis du er under 6 år, skal du have lagt en lille plastiknål (venflon) i armen, inden du møder hos os. Den skal vi bruge til at indsprøjte det sporstof, vi bruger til undersøgelsen. Det vil du og dine forældre få besked om af den afdeling, hvor du plejer at komme. Er du over 6 år, møder du direkte på vores afdeling.

Hvad gør vi, når vi undersøger dig  

Til Børneclearance-undersøgelsen tager vi blodprøver to gange.

Først tager vi en blodprøve og sprøjter sporstof ind i armen. Det du får sprøjtet ind, kommer rundt i hele kroppen, og dine nyrer laver det om til tis, så det kommer ud igen.  

Har du et kateter til behandling eller et venflon, bruger vi det til indsprøjtning af sporstof og til blodprøverne.  

2 timer efter at du har fået sprøjtet sporstoffet ind, tager vi en ny blodprøve for at se, hvor meget af sporstoffet, der er tilbage i blodet. I de 2 timer du skal vente, må du gerne gå en tur, tegne eller lege. Hvis du er sulten, må du gerne spise, og du må gerne gå på toilettet. Når du har fået taget blodprøven, er du færdig med undersøgelsen. 

Hvis dine nyrer er lidt langsomme til at tisse sporstoffet ud, tager vi 4 blodprøver mere fordelt over 1 time ud af det venflon, du har i armen eller fra dit kateter, og så er du færdig.

Svar på undersøgelsen 

Vi undersøger dine blodprøver, og sender svaret til den afdeling, hvor du plejer at komme. 

Redaktør