Dotatoc-scanning, børne

Dotatoc-scanningen undersøger kroppen for hormondannende væv.

Børne PET/CT Dotatoc-scanning

Når vi undersøger din krop for hormondannende væv, kalder vi det for en Dotatoc PET/CT-scanning. 

Hvad skal du gøre inden undersøgelsen

Du kan smøre Emla-creme, også kaldet ”tryllecreme”, på i albuebøjningerne og på håndrygge. Emla kan du købe på apoteket, og det smøres på ca. 1 time inden undersøgelsen. Det bedøver stedet, hvor du bliver stukket. 

Hvis du er under 6 år, skal du have lagt en lille plastiknål (venflon) i armen, inden du møder hos os. Den skal vi bruge til at indsprøjte det sporstof, vi bruger til undersøgelsen. Det vil du og dine forældre få besked om af den afdeling, hvor du plejer at komme. Er du over 6 år, møder du direkte på vores afdeling. 

Har du brug for noget afslappende medicin eller for at blive bedøvet, så du kan ligge stille under billedoptagelsen, skal du tale med den afdeling, hvor du plejer at komme.  

Hvad gør vi, når vi undersøger dig 

Først sprøjter vi sporstof ind i din arm. Har du et kateter til behandling eller et venflon, bruger vi det til indsprøjtning af sporstoffet. Herefter skal du tage den med ro i 45 min., men du må gerne gå på toilettet og spise og drikke, hvis du ikke skal bedøves. 

Efter 45 min. er sporstoffet optaget i din krop. Inden du bliver scannet, skal du gå på toilettet og tisse. 

Du skal ligge på et leje, og med en scanner tager vi billeder af din krop. Du beholder dit tøj på under billedoptagelsen. Hvis du har metalknapper eller lynlåse i dit tøj, skal du tage det af, da det ellers kan forstyrre billederne.  

Når vi sprøjter lidt kontrastvæske ind i plastikslangen i din arm, kan føles som om at du bliver varm i kroppen, og det kan også føles, som om at du skal tisse, men det forsvinder straks igen.  

Det er vigtigt, at du ligger stille under scanningen og du er velkommen at se film undervejs, men det kan vi tale om, når du kommer. Scanningen varer 15-30 min.

Efter undersøgelsen skal du i det næste døgn sørge for at drikke rigeligt.  

Svar på undersøgelsen 

Vi kigger på dine billeder, og sender svaret til den afdeling, hvor du plejer at komme.  

Redaktør