Cyclofosfamid (Sendoxan) - behandling med

Behandlingen med Cyclofosfamid er meget individuel og forskellig fra patient til patient. Behandlingen afpasses dels efter virkningen, dels efter graden og omfanget af eventuelle bivirkninger.

Patientvejledning

Indledning

Vi håber, du kan bruge denne patientvejledning som en hjælp til at få et overblik over den behandling, vi anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse patientinformationen for bedre, at kunne støtte dig i behandlingsforløbet.
Inden behandlingen starter, vil du også blive informeret mundtligt om behandlingens virkning og bivirkninger. Pjecen kan danne udgangspunkt for samtaler mellem dig og personalet om forløbet.

Præparatnavne

Den behandling, du er blevet tilbudt, består af tabletter med indholdsstoffet Cyclofosfamid. Cyclofosfamid tabletter hedder også Sendoxan. 

Behandlingens virkning på din sygdom

Det aktive stof i tabletterne tilhører den type medicin, som hedder kemoterapi. Cyclofosfamid hæmmer kræftcellernes vækst.

Behandlingsforløbet

Behandlingen med Cyclofosfamid er meget individuel og forskellig fra patient til patient. Behandlingen afpasses dels efter virkningen, dels efter graden og omfanget af eventuelle bivirkninger. Det er derfor forskelligt, hvor stor dosis Cyclofosfamid, du skal have, og hvor længe du skal fortsætte med medicinen. Du vil jævnligt få taget blodprøver for at se, hvordan behandlingen virker. Samtidig er blodprøverne også med til at vise, hvordan du tåler behandlingen.
Lægen og sygeplejersken vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb.

Sådan gives behandlingen

Cyclofosfamid må ikke deles, knuses eller tygges. Tabletterne skal synkes hele sammen med et glas vand.
Det er vigtigt, at du drikker rigeligt, mens du får medicinen – gerne et par liter væske hver dag – for at sørge for en god gennemskylning af blæren. Hvis din dosis Cyclofosfamid består af flere tabletter pr. dag, skal du tage alle tabletterne om morgenen.

Bivirkninger generelt

Alle mennesker er forskellige og reagerer derfor forskelligt på behandlingen. Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever bivirkninger. Afhængig af graden af bivirkninger og hvilke bivirkninger, det drejer sig om, kan lægen i samråd med dig reducere dosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen. 

Bivirkninger ved Cyclofosfamid beskrives i det efterfølgende. Hvis du ønsker uddybende information, er du altid velkommen til at spørge personalet. Du kan også selv opsøge information om medicinen på internettet, f.eks. på: www.produktresume.dk eller www.medicin. dk.

Bivirkninger ved Cyclofosfamid

Bivirkningerne afhænger meget af:

  • Hvor høj dosis af stoffet, der bliver givet. Jo højere dosis, desto større risiko er der for bivirkninger
  • Hvor lang tid, Cyclofosfamid bliver givet. Jo længere tid man får tabletterne, desto mere udtalte kan bivirkningerne blive
  • Om man har andre sygdomme eller symptomer, som eventuelt kan forværres af Cyclofosfamid

Det er derfor vanskeligt at beskrive bivirkningerne entydigt. I det efterfølgende omtales mulige bivirkninger ved behandlingen, som du således kan opleve i større eller mindre grad.

Infektion

Du kan have øget risiko for infektion. Det skyldes behandlingens indvirkning på de raske celler i knoglemarven. Derved kan antallet af hvide blodlegemer (leukocytter) blive nedsat. De hvide blodlegemer er vigtige i kroppens forsvar mod infektioner.

Det er derfor en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas eller begynder at fryse over kort tid og måske får kulderystelser. Kontakt os altid, hvis du får over 38,3 i temperatur.

Blodmangel (lav blodprocent)

Hvis du føler dig meget træt, har åndenød eller hjertebanken, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Dette kan ske, hvis behandlingen påvirker dine røde blodlegemer. Du kan da eventuelt have brug for blodtransfusion.

Blødning

Du kan måske få blødning. Det skyldes også behandlingens virkning, som kan medføre, at antallet af blodplader (trombocytter) bliver nedsat. Blodpladerne er med til at standse blødning.

Hårtab

Behandling med tablet Cyclofosfamid kan muligvis bevirke, at dit hår bliver tyndere. Det er dog yderst sjældent, at man taber håret helt. Snak med sygeplejersken eller lægen, hvis du oplever hårtab som et problem.

Gener i mund og svælg

Enkelte patienter kan få sår, blærer eller belægninger i eller omkring munden. Tablet Cyclofosfamid kan også medføre en ændret smagsoplevelse, f.eks. ”metalsmag”, dårlig smag, eller at intet smager af noget.  

Hvad kan du selv gøre for at forebygge generne:

  • Hold munden ren, børst tænder med blød tandbørste morgen og aften samt efter hovedmåltider
  • Tyg tyggegummi uden sukker, fordi det renser tandkødet og stimulerer dannelsen af spyt
  • Hold huden ren og tør omkring munden og hold læberne hele – brug gerne læbepomade

Kvalme

Der kan forekomme almen utilpashed samt appetitløshed. Enkelte patienter kan få kvalme af tabletterne. 
Ved behov kan du få kvalmestillende medicin, som du kan tage derhjemme.

Hvad kan du selv gøre for at modvirke appetitløshed eller kvalme:

  • Spis, når du føler dig sulten. Gerne mange små måltider i løbet af dagen
  • Spis af en lille tallerken, da det ofte ser mere indbydende og mindre overvældende ud
  • Anret maden pænt; få eventuelt en anden til at anrette den for dig
  • Spis først og fremmest dét, du har lyst til  
  • Spis let fordøjeligt, f.eks. frugt, desserter, kiks og lignende
  • Supplér med nødder, mandler og mørk chokolade
  • Drik proteindrikke
  • Motion og frisk luft kan hos mange patienter nedsætte kvalme og vil ofte også øge appetitten

Ændret afføringsmønster

Dit afføringsmønster kan ændre sig. En del patienter får diarré, mens enkelte kan opleve det modsatte, nemlig forstoppelse. 
Eventuelle problemer plejer ikke at vare ved, men tal med personalet herom, hvis du har behov for hjælp og vejledning.

Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang:

  • Drik rigeligt med væske
  • Hold dig i bevægelse, undgå sengeleje
  • Spis fiberrigt (grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter - svesker, abrikoser, rosiner, hørfrø)

Hvad kan du selv gøre ved let diarre:

  • Drik rigeligt med væske for at erstatte væsketabet som følge af diarréen
  • Spis bananer, dåsefrugt, supper, sportsdrikke for at holde saltbalancen.
  • Gamle husråd som revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen

Sjældne bivirkninger

I sjældne tilfælde kan Cyclofosfamid påvirke lungerne og/eller hjertet på længere sigt. Det kan vise sig i form af åndenød, hævede ben, kraftig hjertebanken eller f.eks. smerter i brystet. Hvis du oplever sådanne problemer, skal du fortælle os det.

Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.

Kontakt altid Afdeling for Blodsygdomme ved:

  • Temperaturstigning over 38,3 ˚C eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 ˚C 
  • (målingerne foretages med 1 times interval)
  • Blødning som ikke standser af sig selv
  • Stærke smerter
  • Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
  • Åndenød eller stakåndethed
  • Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
  • Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
  • Udslæt
  • Forstoppelse gennem flere dage
  • Diarré som rækker ud over 1-2 dage
  • Vedvarende opkastninger i mere end ca. 1-2 dage
  • Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
  • Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin f.eks. på grund af kvalme
Redaktør