Corpuscancer, operation

I denne information vil vi give dig svar på de spørgsmål, du sikkert har, inden du skal opereres for kræft i livmoderen.

Velkommen i
Afdeling for Kvindesygdomme

Du skal indlægges til operation, og med denne folder vil vi give dig svar på nogle af de spørgsmål, du sikkert har, inden du skal opereres. Afdelingens personale vil naturligvis også fortælle dig om den behandling, du skal gennemgå og svare på dine spørgsmål.

Det er vigtigt, du læser denne pjece grundigt igennem både før og efter indlæggelsen.

Billede af patient siddende i hospitalseng

Medicin

For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen, bør du pausere med visse medicintyper før operationen:

  • Acetylsalisylsyre fx Kodimagnyl, Magnyl og Treo stoppes en uge før.
  • NSAID-præparater fx Brufen, Diclon og Ibuprofen stoppes to dage før.
  • Blodfortyndende/antikoagulerende medicin. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du være opmærksom på at holde pause med medicinen, som du har aftalt med lægen ved din konsultation.
  • Hvis du er i tvivl, bør du rådføre dig med en læge.
  • Husk at medbringe din vanlige medicin under din indlæggelse.

Naturmedicin

Visse former for naturmedicin kan også påvirke kroppen i forbindelse med en operation. Vi anbefaler derfor, at du 14 dage før en planlagt operation ikke tager følgende former for naturmedicin:

  • Baldrian og perikum (fx Valeriana offi- cinalis) og Johannesblod (fx hypericum perforatum) giver forlænget virkning af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids (fx Glycyrrhiza glabra) medfører blodtryksstigning.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær medfører en øget tendens til blødning.
  • Ephedra sinica (fx ma-huang, efedrin) og ginseng (fx Panax ginseng) kan medføre forhøjet puls og nedsætte virkningen af den blodfortyndende medicin, som du får forebyggende i forbindelse med en operation.

Alkohol og rygning

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du forbereder dig til operationen. Jo bedre din krop har det, jo større er chancerne for et godt resultat.
Derfor anbefaler sundhedsstyrrelsen, at du ikke drikker mere end 7 genstande ugentligt samt ophører med at ryge 6 uger før operationen, eller snarest muligt, da det nedsætter risikoen for komplikationer.

Se i øvrigt: www.sst.dk.

Smertestillende behandling

Vi anbefaler, du indkøber tbl. Panodil og tbl. Ipren til efter udskrivelsen. Dette er håndkøbsmedicin.

Aftenen før operationen

Mødetid:

Efter kl. 17 kan du ringe til det afsnit, hvor du skal indlægges og få oplyst mødetid på operationsdagen.
Sengeafsnit 5031: Tlf. 35 45 50 31.

Udrensning

For at lette forholdene under operationen er det vigtigt, at den nederste del af tarmen er tømt. Du skal derfor udrenses med 1 stikpille i endetarmen. Stikpillen skal du tage ca. kl. 20. Afhængig af hvilken sygdom du har, skal det gentages den dag, du skal opereres. Dette taler du med sygeplejersken om.

Fjernelse af kønsbehåring

Rasering foretages for at nedsætte risikoen for infektion i såret i forbindelse med operationen. Raseringen skal udføres, så der ikke er synlig hårvækst i stående stilling.

Natten før operationen

Faste:

For at mindske risikoen for opkastning under operationen, er det vigtigt, at mavesækken er tom. Derfor må du ikke spise eller indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi efter kl. 02.

Tørste:

I løbet af natten må du drikke vand, saft, te, eller kaffe uden mælk - og ikke andet.
Kl. 06 anbefaler vi, du drikker 2 glas sød saftevand. Herefter må du ikke drikke mere.
Har du diabetes, skal du drikke vand eller sukkerfri saft.

Morgenen på operationsdagen

Øvrige forberedelser:

  • Du skal tage bad og vaske hår.
  • Det er vigtigt at rense navlen grundigt.
  • Du skal undlade creme, neglelak og make up.
  • Du må ikke bære smykker eller have kontaktlinser i til operationen.
  • Ønsker du hovedbeklædning, udleveres denne af personalet.
  • Inden operationen får du medicin, som mindsker smerter og kvalme efter operationen.
  • Støttestrømper udleveres inden operationen og skal anvendes under hele indlæggelsen, da de nedsætter risikoen for blodpropper i benene.

Husk at medbringe:

  • Toiletsager.
  • Morgenkåbe eller andet løst, behageligt tøj samt indesko.
  • Høretelefoner til TV på stuen (kan evt. købes i 7-Eleven på Rigshospitalet).
  • Evt. læsestof.
  • Der er mulighed for gratis at komme på internettet via din egen medbragte computer.

Operationen

Mange mennesker gør sig tanker om, hvad der foregår med deres krop under en bedøvelse. Vi lægger stor vægt på, at du bliver behandlet med respekt og omsorg - også mens du er bedøvet.

Operationen foregår i fuld bedøvelse gennem et snit på maven. Ved operationen får du fjernet livmoderen, livmoderhalsen og æggelederne. Som regel også æggestokke og evt. lymfeknuder. Dette aftales med lægen inden operationen.
Når livmoder og livmoderhals er fjernet, sys toppen af skeden sammen med en tråd, der forsvinder af sig selv. I nogle tilfælde fjernes der lymfeknuder ved operationen. Du diskuterer dette med operatøren inden operationen.

Illustration af en livmoder

Væv, der fjernes ved operationen, bliver mikroskopisk undersøgt. Svaret foreligger efter ca. 2 uger. Inden du udskrives, aftaler personalet med dig, hvornår og hvordan du får svar på undersøgelsen.

De fleste kvinder, der bliver opereret for celleforandringer eller kræft i livmoderen bliver raske. I nogle tilfælde vil den mikroskopiske undersøgelse dog vise, at der er behov for yderligere behandling i form af kemoterapi. Denne behandling vil foregå på en specialafdeling.

Komplikationer

Ved en operation er der en lille risiko for komplikationer. Det kan dreje sig om blærebetændelse, blødning eller betændelse i såret. I sjældne tilfælde kan der under operationen ske skade på det omkringliggende væv.
Opstår der komplikationer, vil lægen sørge for, du får den rette behandling.
Det er normalt at have let temperaturforhøjelse de første dage efter operationen.

Efter operationen
Opvågning

Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor personale observerer dig og tager sig af dig. Du kommer tilbage til afdelingen efter et par timer.

Smerter og kvalme

Du kan forvente nogen smerter i maven og muligvis kvalme i dagene efter operationen. Dette er dog meget individuelt.
Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke og komme ud af sengen. Du vil få udleveret fast smertestillende medicin, men har du brug for yderligere, må du endelig sige til.
I nogle tilfælde lægges der før operationen et epiduralkateter som supplement til smertebehandlingen. Hvis dette er relevant for dig, vil anæstesilægen have informeret dig inden operationen.

Kost og aktivitet

Vi stiler mod, at du kommer op at sidde og ud at gå allerede få timer efter operationen. Det er vigtigt, du selv er motiveret for at komme i gang igen.
På patientstuerne findes en lamineret instruktion, der viser hvordan du mest hensigtsmæssigt kommer ud af sengen efter operationen.

For at forebygge risikoen for blodpropper vil du dagligt få en blodfortyndende indsprøjtning under indlæggelsen, og denne skal du fortsætte med 30 dage efter udskrivelsen.
Dette vil du blive oplært i under indlæggelsen. Medicinen og yderligere information vil du få af sygeplejersken, når du bliver udskrevet.

Du må spise og drikke lige efter operationen. Proteinrig kost og proteindrikke fremmer helingen af sårene og giver øget energi.

Information og udskrivelse

Lægen informerer dig om operationen, og vi planlægger din udskrivelse. Du vil oftest kunne udskrives 1-3 dage efter operationen.

Sygemelding

Har du brug for en sygemelding, vil du få den udleveret ved udskrivelsen. Sygemeldingen vil oftest være på 3-4 uger.

Journalindsigt

Ønsker du at se din journal, kan du gå ind på www.sundhed.dk ca. en uge efter din operation.

Efter udskrivelsen
Forholdsregler

Du skal tage den med ro nogle dage men kan i øvrigt leve normalt og genoptage dine daglige gøremål. Du må regne med, at der går nogle uger, inden du helt har genvundet dine kræfter og din energi.

  • Vi anbefaler, at du anvender dine støttestrømper, til du har genvundet dit normale aktivititetsniveau. Strømperne kan håndvaskes i lunkent vand med sæbe.
  • De første 2-3 uger bør du hverken løfte tunge ting (mere end 10 kg) eller dyrke hård sport (fx tennis og badminton).
  • Du må gerne dyrke let motion som gåture og cykling efter udskrivelsen samt køre bil, hvis du føler dig klar til det.
  • Du kan have lidt blødning fra skeden den første uge, og herefter brunligt udflåd op til 3-4 uger efter operationen.
  • Når såret i toppen af skeden løsner sig efter ca. 10 dage, kan der forekomme lidt frisk blødning.
  • Undlad at bruge tampon, så længe der er blødning.
  • Du må gerne tage brusebad, men må først tage karbad og svømme, når du ikke længere bløder fra skeden.

Seksuallivet

Efter en sygdom og en operation kan der være forbigående gener med seksuallivet. Dette er helt normalt. Såret i toppen af skeden er længere tid om at hele, og derfor kan du og din partner først genoptage samleje efter 6 uger, og kun hvis du er holdt op med at bløde. Fjernelse af livmoderen forandrer ikke din skedes størrelse, og din seksuelle funktion påvirkes ikke. Det er dog normalt, at der kan forekomme ubehag ved samleje i op til 8-12 uger efter operationen. Har du stadig problemer med seksuallivet efter denne periode, er det muligt at søge hjælp. Der er ofte en forklaring på og en mulighed for at afhjælpe disse gener. Du kan eventuelt tale med personalet om det ved den ambulante opfølgning.

Psykisk reaktion

De fleste bliver forskrækkede og bange, når de får at vide, at de har kræft. Det tager sin tid at komme over den følelse. Frygten for at sygdommen skal komme tilbage, forsvinder måske aldrig helt, men den bliver oftest mindre med tiden.
Det er vigtigt at tale med din familie og venner samt plejepersonalet om dine tanker og bekymringer.
Kræftens bekæmpelse tilbyder også rådgivning og information om muligheder for støtte. Din egen læge vil kunne henvise dig til en psykolog, hvis du har brug for dette.

Ved udskrivelsen vil du endvidere få udleveret og gennemgået en pjece om forholdsregler efter udskrivelsen.

Opfølgning

Den ambulante opfølgning efter operationen aftales med lægen, når du får svar på den mikroskopiske undersøgelse.

Rehabilitering

Kræftens Bekæmpelse har forskellige tilbud til kræftpatienter.
Rigshospitalet tilbyder desuden et kursus for kvinder som er færdigbehandlet for kræft i underlivet. Herudover har kommunerne tilbud om rehabilitering til kræftpatienter.
Se pjecer i afdelingen og spørg evt. personalet.

Udlandsrejse

Da du er blevet opereret, er du ikke forsikret på vanlig vis de første 2 måneder efter operationen. Skal du ud at rejse, anbefaler vi derfor, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab.

Praktiske oplysninger
Parkering

Da Rigshospitalet har begrænsede parkerings- forhold:

  • kan indlagte patienter ikke få udleveret parkeringsbilletter
  • skal pårørende/besøgende bruge de opstil- lede parkeringsautomater på offentlig vej
  • er parkering mellem kl. 14.45 og kl. 06.30 gratis på Rigshospitalets område.

På vores afsnit kan informationssiden ”Parkering ved Rigshospitalet” udleveres, eller du kan finde relevante oplysninger på rigshospitalet.dk.

Værdigenstande

Værdier og større pengebeløb mv. bør du ikke medbringe på hospitalet. Hospitalet er ikke ansvarlig for, hvis du under indlæggelsen mister personlige ejendele.

Telefon

Ved hver seng er der en telefon. Du kan ringe til danske mobil- og fastnettelefoner helt gratis. Ønsker dine pårørende at ringe til dig, er prisen for opkaldet den normale telefoniopkaldstakst. Brugen af telefon og telefonnummeret vil fremgå af en skriftlig vejledning på patientstuen.

Fjernsyn

Der er fjernsyn ved hver seng. For at kunne høre lyden, skal du bruge høretelefoner. Har du høretelefoner hjemme, kan du tage dem med, eller nye kan købes i 7-Eleven på Rigshospitalet.

Patientnet - trådløst internet

Der er mulighed for gratis at komme på internettet via din egen medbragte computer. Du skal kontakte afdelingens personale, hvis du ønsker at benytte dette.

Du finder mere information på Rigshospitalets hjemmeside: www.rigshospitalet.dk/praktisk-information

Bibliotek

Der er mulighed for at låne bøger på Rigshospitalets bibliotek i forhallen.

Redaktør