CT-skanning (Med IV- og drikkekontraststof)

En CT-skanning med IV- og drikkekontraststof er en røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Kontraststoffet bruges til at gøre forskellen mellem organer tydeligere.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning). CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Vi bruger to slags kontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, væv, tarme og andre organer tydeligere.

Undersøgelsen varer 10-20 minutter, men det er en god idé at afsætte cirka 1½ time, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Du skal eventuelt have taget en blodprøve

Inden undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, hvis du har:

  • diabetes
  • en nyresygdom eller er opereret i nyrerne
  • en hjertesygdom
  • forhøjet blodtryk
  • urinsyregigt.

Blodprøven skal vise, om dine nyrer kan tåle kontraststoffet. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, skal sende dig til blodprøvetagning inden undersøgelsen, hvis det er aktuelt for dig. Blodprøven må normalt højst være 3 måneder gammel. Hvis du er indlagt, er der andre forholdsregler. Kontakt den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du er i tvivl.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig til skanning. Sig det også til os ved selve skanningen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt tøj fra det område, der skal undersøges.

Vi gør dig klar til kontraststof

Før du bliver skannet, lægger vi en nål i en blodåre i din arm, så vi kan give dig kontraststof under undersøgelsen.

Undersøgelsen

Du skal drikke ½ liter kontraststof, før du bliver skannet. Derefter skal du vente i 30 minutter, mens kontraststoffet fordeler sig i tarmene. Vi hjælper dig til rette i CT-skanneren. Du skal ligge helt stille under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden. Undervejs får du også kontraststof i blodåren. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag og en følelse af varme i kroppen.

Efter undersøgelsen

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får det dårligt efter undersøgelsen eller får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Undlad blodprøver 4 timer efter skanningen

Få taget eventuelle blodprøver inden skanningen. Efter undersøgelsen skal du vente mindst 4 timer med at få taget blodprøver, da resultatet ellers kan være misvisende. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du vente endnu længere.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør