Bugspytkirtel/galdegang - information inden operation

Operationen foregår gennem et snit tværs over maven lige under ribbenskanten.

Pancreatoduodenektomi (Whipple)

Denne pjece er en orientering til dig og dine pårørende om den kommende indlæggelse og operation.  Pjecen er et supplement til de samtaler du har haft og løbende får med læger og sygeplejepersonale på afdelingen.  Gode råd før indlæggelsen Det er vigtigt, at du er i så god fysisk form som muligt. Prøv at få lidt motion hver dag, gerne i form af at gå - eller en cykeltur.

Det er også vigtigt, at din ernæringstilstand ved indlæggelsen er så god som mulig. Gør derfor brug af de udleverede kostråd. Indtag gerne min. 3 proteindrikke dagligt (recept samt opskrifter udleveres i klinikken).

Det tilrådes at undgå alkohol og tobak da det kan øge risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen (anvend gerne nikotinplaster). Naturlægemidler og kosttilskud kan øge risikoen for blødning, påvirke blodtrykket eller forlænge udskillelsen af medicin, som anvendes til bedøvelse. Vi anbefaler derfor at holde pause med naturlægemidler og kosttilskud i ugen op til operationen.

Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse
Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse

Tal med din familie og nære venner, og lad dem gerne læse denne pjece. Skriv eventuelle spørgsmål ned, så du kan få svar i forbindelse med indlæggelsen. Det kan være en god ide at have en pårørende med ved indlæggelsen og til samtaler undervejs. Det betyder meget at have en at tale med bagefter, når man har fået vigtige informationer.

Det fremmer tarmfunktionen at tygge tyggegummi ½ time 3 gange om dagen, når man lige er opereret. Tag venligst en pakke tyggegummi med, når du kommer til indlæggelse.

HUSK: Hvis du er i tabletbehandling for sukkersyge/diabetes med Metformin, skal du holde pause med behandlingen de sidste 2 dage før operationen.

Indlæggelsen

Du bliver indlagt dagen før operationen til forskellige forberedelser. Du vil blive vist til rette på afsnittet.

En læge vil opdatere din journal og du får taget blodprøver.   I løbet af dagen taler du med en sygeplejerske fra afsnittet om dit indlæggelsesforløb. Ved samtalen aftales hvordan vi kan tage størst mulig hensyn til dine ønsker og behov.    I løbet af dagen taler du med en narkoselæge om bedøvelse og smertebehandling og med den læge, som skal operere dig.

Hjemmesko
Et par hjemmesko

Vær forberedt på, at der vil forekomme ventetid mellem de forskellige samtaler i løbet af dagen. Der vil være både mad og drikkevarer til rådighed.   Der vil ikke altid være mulighed for at overnatte på afsnittet natten før operationen. Du kan så vælge at sove hjemme og møde på afsnittet kl. 7 om morgenen på operationsdagen eller at overnatte på patienthotellet på hospitalets område, hvis du bor langt væk. Dette aftales med personalet den dag du indlægges. Det er en god ide at tage et par morgensko / indendørssko med under indlæggelsen. Medbring også gerne en løs og behagelig joggingdragt eller lignende, som kan bruges når du ikke ligger i sengen. Operationsdagen Du skal faste fra kl. 24, men du må drikke vand og gerne saft indtil kl. 6.   Du bliver vækket omkring kl. 6 for at gå i bad (hvis du ikke allerede har badet aftenen før).   På operationsgangen bliver du modtaget af narkosepersonalet. Inden du bliver bedøvet, bliver der anlagt et smertekateter (epiduralkateter) i ryggen. Katetret bliver fjernet igen efter 4 døgn.   Der anlægges et drop på siden af halsen, som bliver brugt til at tilføre både væske og medicin. Droppet fjernes når du kan spise og drikke tilstrækkeligt.   Operationen foregår gennem et snit tværs over maven lige under ribbenskanten. Under operationen lægges et dræn i bughulen til at fjerne den sårvæske, der altid dannes efter en større operation. Drænet fjernes efter 5 dage, med mindre der er en særlig grund til at lade det blive liggende.

Efter operationen bliver du kørt på opvågningsafsnittet, hvor du er til næste dag. Her vil der hele tiden være personale omkring dig. Vi kan arrangere, at du får besøg af dine nærmeste pårørende på opvågningsafsnittet.

Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse
Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse
Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse
Illustration fra ”Kræft i Bugspytkirtlen”, pjece fra Kræftens Bekæmpelse

Kirurgen vil give dig en kort information om operationens forløb, mens du er på opvågningsafsnittet. En mere detaljeret information får du, når du kommer op på afsnit næste dag.

Dagene efter operationen

I forbindelse med operationen fjernes en del af mavesækken. De første dage tømmer mavesækken sig derfor ikke som den plejer. Derfor lægges der en sonde i mavesækken under operationen som mavesaften kan suges op igennem. Sonden fjernes efter et par dage, når vi kan se at mad og drikke igen kan passere.

Du har et kateter i blæren, så du skal ikke spekulere på at komme af med urinen. Katetret fjernes dagen efter operationen og du kan herefter gå på toilettet, næsten som du plejer.

Aktivitet/vejrtrækning

Det er yderst vigtigt at være fysisk aktiv efter en operation. Det forebygger komplikationer som blodpropper og lungebetændelse. Du kommer dig både hurtigere og bedre efter operationen, hvis du kommer ud af sengen allerede fra første dag. Du vil få hjælp af plejepersonalet og en fysioterapeut til at komme op at sidde i en stol og/eller gå rundt på afsnittet flere gange dagligt. Vi regner med, at du den første dag er oppe i 4 timer og går 3 ture på gangen. Allerede næste dag kan du være oppe i 8 timer i løbet af dag og aften. Fysioterapeuten vil også hjælpe dig med vejrtrækningsøvelser.

Plejepersonalet hjælper dig med den personlige hygiejne og andre fornødenheder, indtil du igen kan klare det selv.

Smertebehandling

Det er helt nødvendigt at smertebehandlingen efter operationen er så effektiv, at du kan trække vejret helt igennem og kan gå rundt i afsnittet. De første døgn behandles operationssmerterne gennem det epiduralkateter, der er anlagt ved operationen. Ved hjælp af en pumpe doseres smertestillende medicin døgnet rundt. 4. døgn efter operationen bliver katetret fjernet. Du vil stadig have brug for smertestillende medicin, men nu overgår du til tabletbehandling. Vi bruger en kombination af 3 forskellige smertestillende midler, som supplerer hinanden rigtig godt. Det er vigtigt, at du gør personalet opmærksom på, hvis du oplever smerter som forhindrer dig i at være aktiv. Det er ofte nødvendigt at justere behandlingen undervejs.

Mad og drikke

De første dage efter operationen må du drikke vand og saft. Vi giver dig ekstra væske gennem droppet på halsen og supplerer på den måde den mad og drikke du indtager.

Efter et par dage begynder du at spise flydende kost og ca. 4 dage efter operationen almindelig mad. På stuegang vil lægen hver dag lægge en plan for, hvor meget du kan tåle at spise. Da en del af din bugspytkirtel er fjernet under operationen kan det påvirke evnen til at regulere blodsukkeret i blodet. Derfor måler vi dit blodsukker 3 gange i døgnet for at følge bugspytkirtlens funktion. Hvis du har behov for det, supplerer vi med Insulin.

På afsnittet får du udleveret en kostplan, som kan guide dig til at spise hensigtsmæssigt i tiden efter operationen. Det er meget vigtigt at få dækket behovet for næringsstoffer, når man skal komme sig efter en stor operation. Når du kommer til første besøg i klinikken efter udskrivelsen, er der også planlagt en samtale med en diætist. Mange har stor glæde af at have en pårørende med ved denne samtale.

Information

Du kan dagligt til stuegang få information om din operation og forløbet i øvrigt. Det kan være en god ide at en pårørende af og til deltager i stuegangen (efter kl. 09.00 på hverdage).

Udskrivelse/efterforløb

Du vil sædvanligvis kunne blive udskrevet 7 dage efter operationen. I enkelte tilfælde kan indlæggelsestiden forlænges som følge af komplikationer til operationen.

Inden udskrivelsen har vi en samtale, hvor der er mulighed for at få drøftet eventuelle tvivlsspørgsmål og få planlagt det videre forløb. Dine pårørende er velkomne til at deltage.

Inden du går hjem aftaler vi et kontrolbesøg i klinikken – formentlig den førstkommende tirsdag. På det tidspunkt har Afdeling for Patologi beskrevet helt præcis, hvad der er fjernet under operationen, og efterbehandlingen kan planlægges. Hvis det drejer sig om en kræftsvulst henvises du til medicinsk efterbehandling på en afdeling for kræftbehandling i nærheden af hvor du bor.

Allerede første hverdag efter udskrivelsen ringer din kontaktsygeplejerske fra klinikken til dig for sikre sig, at alt går efter planen. Vi holder ugentlig telefonisk kontakt til dig i den første tid og du har naturligvis også mulighed for at kontakte os. Hvis din indlæggelse forlænges eller forløber væsentlig anderledes end beskrevet i denne pjece, vil du i stedet få et individuelt tilrettelagt opfølgningsforløb.

Hvor kan jeg læse mere?

På Rigshospitalets hjemmeside www.rigshospitalet.dk findes bl.a. yderligere informationer om Afdeling for Organkirurgi og Transplantation. Se under Organkirurgi og Transplantation, Afdeling for

Hvordan kan jeg kontakte Rigshospitalet?

Ved behov for kontakt før indlæggelsen ring venligst til:

Afdeling for Organkirurgi og Transplantation Visitationskontoret Telefon: 35 45 21 29 mellem kl. 10.00 og 12.00, dagligt.

Parkering

Bemærk venligst at det ikke er muligt at parkere på Rigshospitalets område i forbindelse med en indlæggelse. Der henvises til offentlig vej som kræver parkeringsbillet fra de opstillede automater. Yderligere information kan ses på Rigshospitalets hjemmeside www.rigshospitalet.dk.

Redaktør