Bryst, strålebehandling

Du har fået konstateret kræft eller forstadier til kræft i brystet, og som led i din behandling skal du have strålebehandling.

Du har fået konstateret kræft eller forstadier til kræft i brystet, og som led i din behandling skal du have strålebehandling. Du skal have i alt _____ gange fordelt på alle hverdage mandag til fredag.

Planlægning af strålebehandlingen

For at planlægge din strålebehandling skal du have scannet brystkassen. Scanningen viser, hvordan vi bedst kan give dig strålebehandlingen. Under scanningen bliver du lejret på en plade, der bliver indstillet til dig. Desuden får du sat 3-4 små tatoverings prikker på overkroppen, så vi ud fra dem kan genfinde din rette placering ved de efterfølgende strålebehandlinger.
I visse tilfælde vil planlægningen af strålebehandlingen kræve, at der tages hensyn til vejrtrækningen. Det gør selve planlægningen lidt mere omstændig. Hvis det gælder i dit tilfælde, vil du blive informeret om det, når du møder til planlægningen.

Planlægningen varer op til 2 timer. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Ved planlægningen får du udleveret ”Råd og Vejledning under strålebehandling” samt tid til første strålebehandling. Umiddelbart før start på strålebehandling vil du blive tilbudt en samtalemed en sygeplejerske/radiograf fra behandlingsapparatet.
Ved den første strålebehandling vil du få udleveret et skema med tider til de efterfølgende strålebehandlinger.

Strålebehandlingen

Første strålebehandling tager ca. 30 min., da apparaturet skal indstilles til din behandlingsplan. Til de efterfølgende strålebehandlinger er der afsat 15-20 min. pr. dag. Selve strålerne kan ikke ses og gør ikke ondt. Under strålebehandlingen ligger du på den plade, der blev indstillet til dig på planlægningsdagen.

Bivirkninger

Som du kan læse nedenfor, kan der opstå forskellige bivirkninger relateret til din strålebehandling. Præcis hvilke og hvor mange du får, kan vi ikke vide på forhånd. Sygeplejerskerne vil umiddelbart kunne afhjælpe de fleste gener, ellers får du en tid i din klinik, hvor du vil blive tilset af en læge.

De hyppigste bivirkninger til din strålebehandling er påvirkning af huden. Der kan komme rødme af brystet, som kan være alt fra lidt rødme til en meget kraftig rødme. Eventuelt begynder huden at skalle, og det kan væske lidt. Efter strålebehandlingen heler huden igen. 

Desuden oplever de fleste patienter, at der opstår varmefornemmelse, kløe og tørhed i huden under strålebehandlingen.

På længere sigt vil du kunne opleve, at huden og vævet bliver hårdere, og nogle vil opleve små karsprængninger og mørkfarvning af huden.

Disse bivirkninger kan være permanente. Nogle patienter oplever en forbigående hoste under strålebehandlingen, da behandlingsområdet involverer lidt af lungen. Denne hoste opstår som regel under behandlingen, og forsvinder igen efter behandlingen. Hvis du efter endt strålebehandling får lungebetændelse, er det vigtigt at du informerer din læge om, at du har fået strålebehandling, da lungebetændelsen kan skyldes strålebetinget irritation i lungen.

Hvis du får strålebehandling mod venstre side af brystkassen, hvor hjertet er placeret, kan der på langt sigt opstå senfølger i form af åreforkalkning. Risikoen for dette er meget lille.

Hvis dit behandlingsområde involverer armhulen, kan der opstå lymfødem. Det vil sige, at lymfeknuder der normalt dræner væske fra armen, kan blive påvirkede af strålebehandlingen, og der kan opstå hævelse af armen. Det kan komme under din behandling og i tiden efter. Hvorvidt dette gælder dig, vil du have fået at vide ved informationssamtalen med lægen.

Nogle patienter oplever smerter når, de synker, da behandlingsområdet hos nogle kommer tæt på spiserøret.

De fleste patienter vil opleve en grad af træthed under behandlingen. 

Kost

Under strålebehandlingen anbefaler vi en god, alsidig og proteinrig kost Hvis du har behov for det, kan sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat vejlede dig om kost og ernæring.
Det er vigtigt, at du ikke taber dig under din strålebehandling.

Rygning

Vi anbefaler, at du undlader at ryge under din strålebehandling, og vi hjælper gerne med at skabe kontakt til din kommune, der kan hjælpe med rygestopkursus. Rygning nedsætter virkningen af din strålebehandling. Rygning virker livsforkortende.

Alkohol

Vi anbefaler, at du under din strålebehandling holder dig til sundhedsstyrelsens anbefalinger om maks. 7 genstande om ugen for kvinder.

Motion

Under din strålebehandling må du gerne motionere. Lyt til din krop og hold pause, når du bliver træt. Mange oplever, at motion har en god effekt på den træthed, der kan komme under strålebehandlingen. Desuden har motion en gavnlig effekt på psyke og humør.

Antioxidanter

Under din strålebehandling anbefaler vi, at du undlader at tage kosttilskud i form af antioxidanter (f.eks. A, C, E vitamin samt Q10), da disse kan hæmme strålebehandlingens effekt. Du må gerne få antioxidanter, der forekommer naturligt i kosten.

Videre forløb

En af de sidste dage i behandlingen tilbydes du en samtale med en læge i din klinik. Her vil dit strålefelt blive tilset, og evt. bivirkninger til behandlingen blive vurderet. Desuden vil du få oplyst, hvor dit videre kontrolforløb skal foregå henne.
Tiden til den afsluttende samtale vil du få udleveret af personalet ved behandlingsapparatet.

Henvendelse

Hvis du under din strålebehandling har behov for at ringe til os, kan du mandag-fredag henvende dig fra 8.30-15.45 til personalet ved det apparat, hvor du går til strålebehandling. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel, som udleveres ved første strålebehandling.

I weekenden kan du i samme tidsrum som på hverdage ringe på 35 45 11 31

I akutte situationer relateret til din strålebehandling kan du efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45
- bed om onkologisk visitation. Her vil du tale med en sygeplejerske.

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, klinik 3981 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at rette henvendelse til personalet ved apparatet eller i klinikken. 

Redaktør