Borgstrøms test

Information til patienter der skal have foretaget Borgstrøms test.

Formål med undersøgelsen

Formålet med denne undersøgelse er at undersøge om din bugspytkirtel (pancreas) fungerer med normal produktion af fordøjelsessekreter.

Forberedelse inden undersøgelsen

Du skal være fastende. Det betyder at du ikke må spise og drikke fra midnat på dagen før undersøgelsen. Indtagelse af medicin må kun ske efter aftale med lægen eller sygeplejersken.

Hvis du er i behandling med enzymtilskud, fx. Creon (kapsler eller granulat), skal du holde pause med dette i et døgn før undersøgelsen.

Selve undersøgelsen

Der bliver lagt en tynd sonde (plastslange) gennem dit ene næsebor ned til din tyndtarm. Slimhinden i dit næsebor bliver lokalbedøvet med en spray, og sonden bliver vædet i en lokalbedøvende creme. Sonden nedlægges gennem næsen samtidig med at du drikker lidt vand. Synkebevægelsen gør, at du næsten ikke mærker sonden i svælget.

At sonden er korrekt placeret i tyndtarmen i tæt relation til bugspytkirtlen kontrolleres af sygeplejersken ved røntgengennemlysning på undersøgelsesstuen. Stråledosis i denne forbindelse er meget lille og
indebærer en minimal risiko. Når sonden er på plads, skal du drikke 2 glas flydende ernæringsdrik for at stimulere bugspytkirtlen.

I den følgende ½ - 1 time ophentes gennem sonden tarmsekret, som opsamles til analyse. Sonden fjernes, og undersøgelsen er slut.

Du må spise og drikke umiddelbart efter undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

Der vil gå ca. 14 dage før du får svar på undersøgelsen. Dette foregår som oftest i klinikken efter aftale.

Redaktør