Blærepunktur, Information til forældre

Information til forældre omkring hvordan en blærepunktur foregår hos børn under 2 år ved mistanke om urinvejsinfektion.

En blærepunktur er en undersøgelse, hvor urin udtages direkte fra blæren.

Hvem får foretaget en blærepunktur?

Blærepunktur bliver foretaget på børn under 2 år, hvor lægen har mistanke om urinvejsinfektion.

Hvad er formålet?

Formålet med en blærepunktur er hurtigt og sikkert at undersøge, om barnet har en urinvejsinfektion. Urin er normalt sterilt og ved at undersøge urin direkte fra blæren, ved vi, at de bakterier, der måtte findes, ikke skyldes forurening af prøven med de bakterier, der naturligt findes omkring ble-barnets urinrørsåbning.

Hvilke forberedelser er der inden blærepunkturen?

Hvis barnet ikke er akut påvirket, laver vi blærepunkturen, efter at barnet har fået lokalbedøvende plaster på maven, og det har siddet et lille stykke tid. Spædbørn kan få sukkervand inden undersøgelsen, da det virker beroligende.

Hvis barnet er akut påvirket, laver vi undersøgelsen uden forudgående lokalbedøvelse.

Hvordan foregår det?

Lægen kan vælge at ultralydsskanne barnets blære for at sikre, at den er fyldt. Herefter afvasker vi den nederste del af barnets mave med sprit, og vi vasker barnets urinrørsåbning med en steril klud. Barnet skal derefter ligge i ”frøstilling” (se billede), og sygeplejersken hjælper med at holde barnet roligt, mens lægen stikker en tynd nål gennem huden og ned i blæren, hvorfra
der udtages 3-5 ml urin.

Hvis barnet tisser i forbindelse med undersøgelsen, forsøger sygeplejersken at opsamle urinen i et sterilt plasticbæger.

Når undersøgelsen er overstået, sætter vi et lille plaster over indstiksstedet.

Er der nogen risiko ved at få foretaget blærepunktur?

Der kan efter en blærepunktur være lidt forbigående blod i urinen. I sjældne tilfælde, er der stukket et lille hul på tarmen, men det er uskadeligt, og hullet lukker spontant med det samme.

Hvornår får vi resultatet af blærepunkturen?

Kort tid efter blærepunkturen er foretaget (få minutter), får I svar på en urin-stix.

Urin-stixen er et foreløbigt svar, som giver information om, hvorvidt der fortsat er mistanke om urinvejsinfektion, og om barnet skal behandles med antibiotika.

Efter ca. 3 dage kommer der svar på, om der er bakterier i urinen.

Er der særlige forholdsregler vi skal tage efter blærepunkturen?

Nej, der er ikke særlige forholdsregler efter en blærepunktur, udover alm. omsorg.

Barn i frøstilling.
Barn i frøstilling.
Redaktør