Behandling og forebyggelse af ascites

Information om behandling og forebyggelse af Ascites, som er væske i bughulen.

Ascites er væske i bughulen. Der er forskellige behandlingsmuligheder og flere
ting du selv kan gøre for at forebygge ascites

Hvad er ascites?

Ascites er væske i bughulen og kan opstå, hvis der er for stort tryk i leveren. Dette ses ofte ved skrumpelever (levercirrose), hvor leveren bliver hård. Blodet har svært ved at løbe igennem leveren, og derfor presses der væske ud af blodbanen og ud i bughulen.

Gør ascites ondt?

Det kan være meget generende at have væske i bughulen. Nogle kan ikke passe deres tøj, fordi maven vokser, andre bliver hurtigt forpustede og føler besvær ved at klare det samme i hverdagen som tidligere. Ascites kan også give smerter eller spændinger i maven og nedsat appetit.

Behandlingsmuligheder

Oftest kan væsken fjernes med vanddrivende medicin, som gør at du tisser mere og dermed kommer af med væsken. I nogle tilfælde er det ikke nok med vanddrivende medicin, og i andre tilfælde kan kroppen ikke tåle medicinen. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at fjerne væsken fra bughulen gennem en tynd slange - et ascitesdræn. Det er en læge, der vurderer dit behov for at få en ascitestapning.

Ascitestapning

Aftapning af ascites foretages af lægerne - i din seng på afsnittet.

Inden drænet lægges, bliver du lokalbedøvet med en lille nål, der hvor drænet skal indføres.

Når bedøvelsen virker, fører lægen en tynd slange ind i bughulen. Det gør ikke ondt, men det kan føles lidt ubehageligt.

Slangen sættes til en pose, hvor væsken bliver opsamlet. Der kan være forskel på, hvor lang tid der går, inden bughulen er tømt. Det afhænger af væskemængden, og hvor hurtigt det løber. Det kan forløbe over få timer til flere dage.

En sygeplejerske fjerner drænet, når bughulen er tømt, og forbinder herefter indstiksstedet. I nogle tilfælde kan der sive væske fra såret, så der skal lægges en større forbinding.

Prøver fra tapningen

Der vil ofte blive taget prøver fra ascitisvæsken. Det kan f.eks. være prøver, der viser om der er betændelse i væsken eller andre prøver lægen har ordineret.

Kan ascites komme igen?

Ja, væske i bughulen kan komme igen, og nogle har derfor behov for at få lagt et ascitesdræn jævnligt. Det kan svinge fra uger til måneder.

Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge ascites?

Undgå salt

Er du leverpatient kan du selv gøre meget for at undgå væske i bughulen. Du kan nedsætte saltforbrugt på og i maden og undgå snaks som chips, peanuts og lakrids.

Spis proteinrig mad

Proteinrig mad modvirker også væske i bughulen. Proteiner findes i kød, fjerkræ,
fisk, æg, mælk, ost, korn, gryn, mel, bønner, linser, kikærter, frø, nødder, grønsager og frugter. Se også www.leverforeningen.dk, som har foldere om kostvejledning.

Hvis du har svært ved at spise nok proteiner, kan du supplere med ernæringsdrikke med ekstra protein. Disse kan købes på apoteket, men tal med din læge om at få det på recept.

Hold øje med din vægt

Har du væske i bughulen, skal du holde godt øje med din vægt. Det kan du gøre ved at veje dig hver morgen, efter du har tisset, og før du spiser morgenmad. Husk at skrive vægten ned hver dag, så du på den måde ved om du tager på i vægt eller taber dig.

Taber du dig mere end et ½ kg i døgnet, bør du kontakte din læge for at høre, om dit vanddrivende medicin skal justeres.

Ascitestapningen foregår i patientens egen seng på afsnittet
Ascitestapningen foregår i patientens egen seng på afsnittet
Redaktør