Behandling af attakvis dissemineret sklerose med glatimer acetat

Glatiramer acetat (Copaxone) virker ved at påvirke hvide blodlegemers funktion på en kompliceret måde, der gør at risikoen for at der udløses skleroseattakker nedsættes.

Glatiramer acetat (Copaxone)

Glatiramer acetat (Copaxone) anvendes til behandling af attakvis dissemineret sklerose. Copaxone er et syntetisk stof sammensat af fire forskellige aminosyrer bundet sammen i lange kæder i tilfældig orden (aminosyrer er byggestenene i alle æggehvidestoffer). Copaxone virker ved at påvirke hvide blodlegemers funktion på en kompliceret måde, der gør at risikoen for at der udløses skleroseattakker nedsættes.

Hvad er attakvis dissemineret sklerose?

Der er to typer sygdomsaktivitet ved dissemineret sklerose: 1) attakker (sygdomsangreb) og 2) progression (gradvis forværring). Ved attakker forstås relativt pludselig opståede eller forværrede symptomer, der ofte igen aftager i løbet af dage, uger eller måneder. Symptomer efter attakker kan især i begyndelsen af sygdommen forsvinde helt. Hvis man har haft flere attakker, eller har haft ét enkelt attak og tegn på at der fortsat er sygdomsaktivitet på en MR-scanning, kan man stille diagnosen attakvis dissemineret sklerose.

I nogle tilfælde har en patient haft gener, der meget vel kan være et første attak af sklerose, uden at der er tilstrækkelige tegn på sygdomsaktivitet til at man kan stille en egentlig sklerosediagnose. I sådanne tilfælde taler man om et klinisk isoleret syndrom. I nogle tilfælde starter man behandling med Copaxone allerede efter et klinisk isoleret syndrom. Formålet er i dette tilfælde at nedsætte risikoen for at udvikle egentlig dissemineret sklerose.

I tilfælde, hvor der er et langsomt fremadskridende sygdomsforløb med forværring af tilstanden fra år til år, og hvor der tidligere har været eller fortsat er attakker, taler man om et sekundær progressivt sygdomsforløb. Er sygdommen langsomt fremadskridende, uden at der har været attakker, taler man om primær progressiv sklerose.

Hvordan påvirker Copaxone sygdommen?

Copaxone kan nedsætte antallet af attakker hos sklerosepatienter med attakvis sygdom. Det drejer sig om skleroseramte, hos hvem symptomerne optræder i attakker, men hvor tilstanden mellem attakkerne er stabil uden forværring. Kontrollerede undersøgelser med deltagelse af et stort antal patienter har vist, at Copaxone ved attakvis sklerose

  • kan nedsætte antallet af attakker med ca. 30%
  • kan mindske attakkernes sværhedsgrad
  • kan reducere de ardannelser, der ses i hjernen ved MR-skanning af skleroseramte
  • kan forsinke udviklingen af varige symptomer.

Derimod kan Copaxone hverken standse eller helbrede dissemineret sklerose, og allerede erhvervede, kroniske symptomer bedres ikke af behandlingen.

Hos patienter med et klinisk isoleret syndrom, hvor MR-scanning tyder på en høj risiko for senere at udvikle sklerose, kan behandling med Copaxone nedsætte risikoen for at udvikle sklerose med op mod 50%.

Hvem tilbydes behandling?

Behandling Copaxone ved attakvis dissemineret sklerose er forbeholdt patienter, hvor diagnosen er stillet med fuld sikkerhed, og hvor der er tegn på aktivitet i sygdommen visende sig ved, at der har været mindst to sikre attakker, og at det seneste attak har fundet sted inden for de sidste 12 måneder. Desuden kan behandling tilbydes patienter efter et klinisk isoleret syndrom, hvor der ud fra en MR-scanning vurderes at være høj risiko for at udvikle sklerose.

Ikke alle tilfælde af symptomforværring er attakker. F.eks. er symptomforværring i forbindelse med infektioner eller symptomforværringer af mindre end 24 timers varighed ikke attakker. Det samme gælder de svingninger i tilstanden fra dag til dag eller uge til uge, som mange patienter oplever. Sådanne tilfælde er ikke udtryk for igangværende sygdomsaktivitet, og de giver ikke i sig selv anledning til behandling.

Hvordan foregår behandlingen?

Behandling med Copaxone igangsættes og følges op på landets neurologiske ambulatorier, hvorfra medicinen bliver udleveret. Man skal således ikke selv skal betale for medicinen. Afhængigt af præparatvalg tages medicinen som indsprøjtning under huden eller ind i musklen, for eksempel på lårene. Indsprøjtning under huden kan bedst sammenlignes med, hvordan sukkersygepatienter tager insulin. Det kan ikke indtages gennem munden, da det nedbrydes i mave-tarmkanalen. Den skleroseramte eller en pårørende oplæres i selv at foretage indsprøjtningerne af Copaxone, og kun meget sjældent bliver der brug for, at en hjemmesygeplejerske skal foretage injektionerne. De behandlede patienter kommer sædvanligvis til kontrol hos lægen og ambulatoriesygeplejersken efter tre og seks måneder og derefter hver 6. måned. Hos lægen bliver man udspurgt om symptomer, attakker og evt. bivirkninger, og tilstanden bliver bedømt ved en kort neurologisk undersøgelse, og der bliver taget blodprøver.

Registrering

Efter hver kontrol hos lægen indberettes oplysninger om attakker, bivirkninger og sygdomsstatus for den enkelte patient til Sclerosebehandlingsregistret på Rigshospitalet, hvor de opbevares i en database med henblik på at følge virkningen af behandlingen på længere sigt.

Bivirkninger og forsigtighedsregler

Bivirkninger til behandling med Copaxone er hyppigst irritation, rødme eller eventuelt smerte på injektionsstederne. I nogle tilfælde kan man efter nogen tid få ømme knuder i huden på injektionsstederne. Nogle patienter oplever en eller flere gange at få pludselige smerter i brystkassen, rødme, hjertebanken eller åndenød i forbindelse med injektionerne. Det kan være skræmmende men er harmløst, og forsvinder i løbet af fra få minutter til en halv times tid. Denne bivirkning kan komme igen, men der kan gå måneder eller år imellem. Årsagen kendes ikke.

Graviditet og amning

Det vides ikke med sikkerhed, om Copaxone kan give fosterskader. Behandlingen bør derfor kun i undtagelsestilfælde gives til gravide, ligesom kvinder i den fødedygtige alder med aktivt seksualliv bør anvende sikker prævention (p-piller, spiral, kondom eller pessar med sæddræbende creme) eller være steriliserede. Hvis disse forhold ændrer sig undervejs hos en kvinde i behandling, skal hun straks underrette den behandlede læge. Der savnes erfaring vedrørende amning, og det frarådes indtil videre.

Hvornår bør behandlingen ophøre?

Copaxone virker ikke på alle sklerosepatienter, og behandlingen bør ophøre, hvis sygdomsaktiviteten øges, og symptomerne forværres kraftigt, eller hvis man kommer ind i et kronisk, fremskredent stadium af sygdommen, hvor fortsat behandling vil være uden gavnlig effekt. Behandlingen må også ophøre, hvis der opstår alvorlige bivirkninger. Hvis en patient gentagne gange undlader at møde op til kontrol, blodprøvetagning m.v. eller ikke tager medicinen regelmæssigt som foreskrevet, vil behandlingen blive standset og medicinudleveringen ophøre.

Redaktør