Ballonudvidelse af nyrernes pulsårer - hjemme igen

Efter ballonudvidelse af nyrernes pulsårer er der forholdsregler, det er vigtigt at være opmærksom på.

Ubehag eller smerter

Ring 112, hvis du får pludselige smerter i lænden

Der er en lille risiko for blodpropper efter behandlingen. Ring 112, hvis du får stærke smerter i lænden. Det kan være tegn på en blodprop.

Ring 112 ved kraftig blødning

Hvis det pludseligt bløder kraftigt fra det sted, hvor kateteret er gået ind, eller der er en voksende blodansamling omkring det område, skal du ringe 112, lægge dig ned og presse hårdt på såret. Det er yderst sjældent, at det sker.

Hold øje med såret

Der kan gå betændelse i et sår, også selvom der kun er lavet en lille åbning på huden. Kontakt os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis såret bliver rødt, væsker, hæver eller buler ud, eller hvis du pludselig får høj feber.

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Pleje og hygiejne

Undgå visse typer medicin mod diabetes lige efter behandlingen

Du må tidligst tage medicin mod diabetes med metformin, orabet eller glucophage 2 dage efter behandlingen, og kun hvis din nyrefunktion er blevet undersøgt og er normal.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din behandling har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage og for, hvor godt ballonudvidelsen holder. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.rigshospitalet.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Undgå hård motion og tunge løft

Lysken må ikke blive belastet. Derfor må du ikke cykle, dyrke motion eller løfte tunge ting over 2 kilo (1 kilo i hver hånd) i den første uge.

Gå i mindst 30 minutter om dagen

Det er vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig igen efter behandlingen. Vi anbefaler en daglig gåtur på mindst en halv time for at forebygge svækkede muskler og blodpropper.

Praktiske forhold

Sygemelding

Alt efter typen af arbejde kan du starte allerede dagen efter at du er udskrevet, eller så snart du føler dig parat til det. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Gå til opfølgning hos den læge eller afdeling, der har henvist dig

Du skal gå til kontrol af dit blodtryk og din nyrefunktion hos den læge eller afdeling, der har henvist dig til os. Du skal selv kontakte lægen eller afdeling.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første 3 måneder efter behandlingen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Redaktør