Attakvis dissemineret sklerose med interferon-beta - behandling af

Interferon-beta anvendes til behandling af attakvis dissemineret sklerose. Interferon-beta er en kunstigt fremstillet udgave af et signalstof, som kroppens immunforsvar danner under virusinfektioner.

Interferon-beta

Interferon-beta anvendes til behandling af attakvis dissemineret sklerose. Interferon-beta er en kunstigt fremstillet udgave af et signalstof, som kroppens immunforsvar danner under virusinfektioner. Kroppens eget interferon-beta kan også i beskeden grad dæmpe sygdomsaktiviteten ved sklerose, og behandling med interferon-beta dæmper de betændelsesreaktioner, der ses ved sklerose. Derved nedsættes antallet af sygdomsangreb (attakker) på hjernen og rygmarven. Naturligt interferon-beta er uhyre vanskeligt at fremskaffe i større mængder, men interferon-beta fremstilles nu ved gensplejsningsteknik. Det findes i to typer: Interferon-beta-1a og Interferon-beta-1b.

Hvad er attakvis dissemineret sklerose?

Der er to typer sygdomsaktivitet ved dissemineret sklerose: 1) attakker (sygdomsangreb) og 2) progression (gradvis forværring). Ved attakker forstås relativt pludselig opståede eller forværrede symptomer, der ofte igen aftager i løbet af dage, uger eller måneder. Symptomer efter attakker kan især i begyndelsen af sygdommen forsvinde helt. Hvis man har haft flere attakker, eller har haft ét enkelt attak og tegn på at der fortsat er sygdomsaktivitet på en MR-scanning, kan man stille diagnosen attakvis dissemineret sklerose.

I nogle tilfælde har en patient haft gener, der meget vel kan være et første attak af sklerose, uden at der er tilstrækkelige tegn på sygdomsaktivitet til at man kan stille en egentlig sklerosediagnose. I sådanne tilfælde taler man om et klinisk isoleret syndrom. I nogle tilfælde starter man behandling med interferon-beta allerede efter et klinisk isoleret syndrom. Formålet er i dette tilfælde at nedsætte risikoen for at udvikle egentlig dissemineret sklerose.

I tilfælde, hvor der er et langsomt fremadskridende sygdomsforløb med forværring af tilstanden fra år til år, og hvor der tidligere har været eller fortsat er attakker, taler man om et sekundær progressivt sygdomsforløb. Er sygdommen langsomt fremadskridende, uden at der har været attakker, taler man om primær progressiv sklerose.

Hvordan påvirker interferon-beta sygdommen?

Interferon-beta kan nedsætte antallet af attakker hos sklerosepatienter med attakvis sygdom. Det drejer sig om skleroseramte, hos hvem symptomerne optræder i attakker, men hvor tilstanden mellem attakkerne er stabil uden forværring. Flere kontrollerede undersøgelser med deltagelse af et stort antal patienter har vist, at interferon-beta ved attakvis sklerose

  • kan nedsætte antallet af attakker med ca. 30%
  • kan mindske attakkernes sværhedsgrad
  • kan reducere de ardannelser, der ses i hjernen ved MR-skanning af skleroseramte.
  • kan forsinke udviklingen af varige symptomer.

Derimod kan Interferon-beta hverken standse eller helbrede dissemineret sklerose, og allerede erhvervede, kroniske symptomer bedres ikke af behandlingen.

Hos patienter med et klinisk isoleret syndrom, hvor MR-scanning tyder på en høj risiko for senere at udvikle sklerose kan behandling med interferon-beta nedsætte risikoen for at udvikle sklerose med op mod 50%.

Hvem tilbydes behandling?

Behandling med interferon-beta ved attakvis dissemineret sklerose er forbeholdt patienter, hvor diagnosen er stillet med fuld sikkerhed, og hvor der er tegn på aktivitet i sygdommen visende sig ved, at der har været mindst to sikre attakker, og at det seneste attak har fundet sted inden for de sidste 12 måneder. Desuden kan behandling tilbydes patienter efter et klinisk isoleret syndrom, hvor der ud fra en MR-scanning vurderes at være høj risiko for at udvikle sklerose.

Ikke alle tilfælde af symptomforværring er attakker. F.eks. er symptomforværring i forbindelse med infektioner eller symptomforværringer af mindre end 24 timers varighed ikke attakker. Det samme gælder de svingninger i tilstanden fra dag til dag eller uge til uge, som mange patienter oplever. Sådanne tilfælde er ikke udtryk for igangværende sygdomsaktivitet, og de giver ikke i sig selv anledning til behandling.

Hvordan foregår behandlingen?

Behandling med interferon-beta igangsættes og følges op på landets neurologiske ambulatorier, hvorfra medicinen bliver udleveret. Man skal således ikke selv skal betale for medicinen. Afhængigt af præparatvalg tages medicinen som indsprøjtning under huden eller ind i musklen, for eksempel på lårene. Indsprøjtning under huden kan bedst sammenlignes med, hvordan sukkersygepatienter tager insulin. Det kan ikke indtages gennem munden, da det nedbrydes i mave-tarmkanalen. Den skleroseramte eller en pårørende oplæres i selv at foretage indsprøjtningerne af interferon-beta, og kun meget sjældent bliver der brug for, at en hjemmesygeplejerske skal foretage injektionerne. De behandlede patienter kommer sædvanligvis til kontrol hos lægen og ambulatoriesygeplejersken efter tre og seks måneder og derefter hver 6. måned. Hos lægen bliver man udspurgt om symptomer, attakker og evt. bivirkninger, og tilstanden bliver bedømt ved en kort neurologisk undersøgelse, og der bliver taget blodprøver.

Registrering

Efter hver kontrol hos lægen indberettes oplysninger om attakker, bivirkninger og sygdomsstatus for den enkelte patient til Sclerosebehandlingsregistret på Rigshospitalet, hvor de opbevares i en database med henblik på at følge virkningen af behandlingen på længere sigt.

Bivirkninger og forsigtighedsregler

De fleste patienter, der behandles med interferon-beta, får bivirkninger i starten. Hyppigste bivirkninger er irritation, rødme og eventuelt smerte på injektionsstederne. Hos de fleste patienter aftager eller svinder disse gener i løbet af de første ugers behandling. Omtrent halvdelen af de interferonbeta behandlede får influenzalignende symptomer efter hver indsprøjtning, sædvanligvis af nogle timers varighed. Det drejer sig om feber, muskelsmerter og almen utilpashed. Symptomerne kommer ofte kun efter de første injektioner, og kan behandles med paracetamol (som findes i Panodil, Pamol, Pinex m.v.) og ibuprofen (som findes i f.eks. Ipren). Sjældnere bivirkninger er menstruationsforstyrrelser, ængstelse og følelsesmæssige svingninger. Enkelte undersøgelser har rapporteret depression som en mulig bivirkning. Behandlingen bør derfor ikke anvendes til skleroseramte, der tidligere har haft alvorlige depressioner. Ligeledes kan behandlingen heller ikke gives til patienter med dårlig lever- eller nyrefunktion eller til patienter med dårligt kontrolleret epilepsi.

Der kan, omend yderst sjældent, ses påvirkning af knoglemarven og leverfunktionen eller påvirkning af stofskiftehormonerne. Derfor kontrolleres disse funktioner ved regelmæssige blodprøver under behandlingen.

En del af patienterne i behandling med interferon-beta danner antistoffer mod præparatet, enten forbigående eller permanent. Antistofferne kan, hvis de optræder i høje mængder, ophæve virkningen af interferon-beta. Derfor tages hver 6. måned blodprøver til bestemmelse af antistoffer under de første to års behandling. Høje mængder af antistoffer kan medføre, at lægen beslutter, at behandlingen skal ophøre, at der skal skiftes til et andet præparat, eller at der skal tages yderligere blodprøver for at undersøge, om behandlingen med interferon-beta stadig har effekt.

Graviditet og amning

Behandling med interferon-beta giver ikke væsentlig risiko for fosterskader, men giver muligvis en øget risiko for tidlige aborter og en let nedsat fødselsvægt.

Behandlingen bør kun i undtagelsestilfælde gives til gravide, ligesom kvinder i den fødedygtige alder med aktivt seksualliv bør anvende sikker prævention (p-piller, spiral, kondom eller pessar med sæddræbende creme) eller være steriliserede. Hvis disse forhold ændrer sig undervejs hos en kvinde i behandling, skal hun straks underrette den behandlede læge. Interferon-beta må ikke gives til kvinder, der ammer.

Hvornår bør behandlingen ophøre?

Interferon-beta virker ikke på alle sklerosepatienter, og behandlingen bør ophøre, hvis sygdomsaktiviteten øges, og symptomerne forværres kraftigt, eller hvis man kommer ind i et kronisk, fremskredent stadium af sygdommen, hvor fortsat behandling vil være uden gavnlig effekt. Behandlingen må også ophøre, hvis der opstår alvorlige bivirkninger, eller hvis blodprøverne viser, at man danner store mængder antistoffer mod interferon-beta. Hvis en patient gentagne gange undlader at møde op til kontrol, blodprøvetagning m.v. eller ikke tager medicinen regelmæssigt som foreskrevet, vil behandlingen blive standset og medicinudleveringen ophøre.

Præparater

Avonex™ - Interferon-beta-1a fra firmaet Biogen. Det gives i en dosis på 30 mikrogram 1 gang om ugen ved indsprøjtning i en muskel.
Betaferon® - Interferon-beta-1b fra firmaet Schering. Det gives i en dosis på 8 millioner enheder hver 2. 
dag ved indsprøjtning under huden.
Extavia® - Interferon-beta-1b fra firmaet Novartis. Det gives i en dosis på 8 millioner enheder hver 2. dag ved indsprøjtning under huden.
Rebif® - Interferon-beta-1a fra firmaet Serono. Det gives i i en dosis på 22 eller 44 mikrogram 3 gange om ugen ved indsprøjtning under huden.

Redaktør