Attakvis dissemineret sklerose med beta-interferon, behandling

Information til patienter om behandling af attakvis dissemineret sklerose med beta-interferon

Information til patienter

Lægemidlet beta-interferon anvendes til behandling af attakvis dissemineret sklerose.

Beta-interferon fremstilles ved gensplejsningsteknik, og er en kunstig udgave af et signalstof, som kroppens immunforsvar i forvejen selv danner under virusinfektion. Det findes i to typer: Interferon-beta-1a og Interferon-beta-1b, som behandlingsmæssigt er ligeværdige.

I de anvendte doser har beta-interferon vist sig at dæmpe sygdomsaktiviteten og de betændelsesreaktioner, der ses ved sklerose. Derved nedsættes antallet af sygdomsangreb (attakker) på hjerne og rygmarv.

Hvad er attakvis dissemineret sklerose?

Der er to typer sygdomsaktivitet ved dissemineret sklerose hhv.:

  1. attakker (sygdomsangreb) og
  2. progression (gradvis forværring). 

Ved attakker forstås nyligt opståede eller forværrede symptomer, der oftest igen aftager i løbet af dage, uger eller måneder. Symptomer efter attakker kan undertiden forsvinde helt.

Hvis man har haft flere attakker, eller har haft et enkelt attak og tegn på, at der er fortsat sygdomsaktivitet ved en MR-scanning, kan man stille diagnosen attakvis dissemineret sklerose.

I nogle tilfælde har man haft gener, der kunne være et første attak af sklerose, uden at der er tilstrækkelige tegn på sygdomsaktivitet til, at man kan stille en sklerosediagnose. Her taler man om et klinisk isoleret syndrom. I visse tilfælde starter man behandling med beta-interferon allerede efter et klinisk isoleret syndrom. Formålet er i givet fald at nedsætte risikoen for at udvikle dissemineret sklerose.

Ved et langsomt fremadskridende sygdomsforløb med forværring af tilstanden fra år til år, og hvor der tidligere har været eller fortsat er attakker, taler man om et sekundært progressivt sygdomsforløb.

Er sygdommen langsomt fremadskridende uden attakker, taler man om primært progressiv sklerose.

Ikke alle tilfælde af symptomforværring er et attak. F.eks. er symptomforværring i forbindelse med infektion eller symptomforværring af mindre end 24 timers varighed ikke at anse for et attak. Det samme gælder de svingninger i tilstanden fra dag til dag eller uge til uge, som mange patienter oplever. Sådanne tilfælde er ikke udtryk for igangværende sygdomsaktivitet, og de giver ikke i sig selv anledning til behandling.

Hvordan påvirker beta-interferon sygdommen?

Talrige kontrollerede undersøgelser med deltagelse af et stort antal patienter har vist, at beta interferon ved attakvis sklerose gennemsnitligt nedsætter antallet af attakker med ca. 30 %, mindsker attakkernes sværhedsgrad, reducerer de ardannelser, der ses i hjernen ved MR-skanning af skleroseramte, og forsinker udvikling af varige symptomer.

Derimod kan beta-interferon hverken standse eller helbrede dissemineret sklerose, og allerede erhvervede, kroniske symptomer bedres ikke af behandlingen.

Hos patienter med et klinisk isoleret syndrom, hvor MR-scanning tyder på en høj risiko for senere at udvikle sklerose, kan behandling med beta-interferon nedsætte risikoen for at udvikle sklerose med op mod 50 %.

Hvem tilbydes behandling?

Behandling med beta-interferon ved attakvis dissemineret sklerose er forbeholdt patienter, hvor der er tegn på aktivitet i sygdommen visende sig ved, at der har været mindst to sikre attakker, og at det seneste attak har fundet sted inden for de sidste 12 måneder. 

Desuden kan behandling tilbydes patienter efter et klinisk isoleret syndrom, hvor der ud fra en MR-scanning vurderes at være høj risiko for at udvikle sklerose.

Hvordan foregår behandlingen?

Behandling med beta-interferon sker via landets neurologiske ambulatorier, hvorfra medicinen bliver udleveret. Man skal ikke selv betale for medicinen.

Afhængigt af præparatvalg tages medicinen som indsprøjtning under huden eller ind i musklen, for eksempel på lårene. Indsprøjtning under huden kan sammenlignes med, hvordan sukkersygepatienter tager insulin. 

Det kan ikke indtages gennem munden, da det nedbrydes i mave-tarmkanalen. 
Patienten eller en pårørende oplæres i selv at foretage indsprøjtninger af beta-interferon, og kun sjældent er der brug for, at en hjemmesygeplejerske foretager injektionerne.

De behandlede patienter kommer sædvanligvis til kontrol hos lægen og sygeplejersken efter tre og seks måneder og derefter hver 6. måned. 

Hos lægen bliver man udspurgt om symptomer, attakker og evt. bivirkninger, og tilstanden bliver bedømt ved en kort neurologisk undersøgelse, og der bliver taget blodprøver.

Registrering

Efter hver kontrol hos lægen, indberettes oplysninger om attakker, bivirkninger og sygdomsstatus for den enkelte patient til Sklerosebehandlingsregistret på Rigshospitalet, hvor de opbevares i en database med henblik på at følge virkningen af behandlingen på længere sigt.

Bivirkninger og forsigtighedsregler

De fleste patienter, der behandles med beta-interferon, får bivirkninger i starten. 

Hyppigst ses irritation, rødme og eventuelt smerte på injektionsstederne. Omtrent halvdelen af de behandlede får influenzalignende symptomer efter hver indsprøjtning, sædvanligvis af ca. ½ døgns varighed. Det drejer sig om feber, muskelsmerter og almen utilpashed. Symptomerne kan behandles med paracetamol, diclon eller ibuprofen. Ofte aftager eller svinder disse gener i løbet af de første måneders behandling.

Sjældnere bivirkninger er menstruationsforstyrrelser og følelsesmæssige svingninger. Enkelte undersøgelser har rapporteret depression som en mulig bivirkning. Behandlingen bør derfor ikke anvendes til skleroseramte, der tidligere har haft alvorlig depression.

Behandlingen bør heller ikke gives til patienter med dårlig lever- eller nyrefunktion eller dårligt kontrolleret epilepsi, da der, omend sjældent, ses påvirkning af knoglemarv og leverfunktion eller påvirkning af stofskiftet. Derfor kontrolleres disse funktioner ved regelmæssige blodprøver under behandlingen.

Nogle patienter i behandling med beta-interferon danner antistof mod præparatet, forbigående eller permanent. Antistoffer i høj mængde kan ophæve virkningen af beta-interferon. Derfor tages hver 6. måned blodprøver til bestemmelse af antistoffer under de første to års behandling. 

Høj mængde af antistof kan medføre, at der skal skiftes til et andet præparat, eller at der skal tages yderligere blodprøver for at undersøge, om behandlingen med beta-interferon stadig har effekt.

Graviditet og amning

Behandling med beta-interferon menes ikke at medføre væsentlig risiko for fosterskade. Behandlingen bør dog alligevel ikke gives til gravide, ligesom kvinder i den fødedygtige alder bør anvende sikker prævention (p-piller, spiral, kondom eller pessar med sæddræbende creme eller pause/ ophør af seksualliv) eller være steriliseret. Betainterferon må ikke gives til kvinder, der ammer. Ved graviditet skal man straks tage kontakt til Skleroseklinikken.

Hvornår bør behandlingen ophøre?

Beta-interferon virker ikke på alle sklerosepatienter, og behandlingen bør justeres, hvis sygdomsaktiviteten øges, eller hvis man kommer ind i et fremskredent stadium af sygdommen, hvor fortsat behandling er nytteløs. 

Behandlingen bør også ophøre ved alvorlige bivirkninger, eller hvis blodprøverne viser, at man danner store mængder antistoffer mod betainterferon.

Hvis en patient gentagne gange undlader at møde op til kontrol, blodprøvetagning m.v. eller ikke tager medicinen regelmæssigt som foreskrevet, vil behandlingen blive standset og medicinudlevering ophøre.

Præparater 

  • Betaferon® - Interferon-beta-1b fra firmaet Schering. Det gives i en dosis på 8 millioner enheder hver 2. dag ved indsprøjtning under huden. 
  • Extavia® - Interferon-beta-1b fra firmaet Novartis. Det gives i en dosis på 8 millioner enheder hver 2. dag ved indsprøjtning under huden. 
  • Avonex™ - Interferon-beta-1a fra firmaet Biogen. Det gives i en dosis på 30 mikrogram 1 gang om ugen ved indsprøjtning i en muskel. 
  • Rebif® - Interferon-beta-1a fra firmaet Serono. Det gives i en dosis på 22 eller 44 mikrogram 3 x ugentlig ved indsprøjtning under huden.
Redaktør