Amning for brystreducerede

Information om amning for brystreducerede.

Denne pjece er til dig, som har fået lavet en brystformindskende operation, og som gerne vil amme dit barn.

Billede af baby, der bliver ammet.

Kan jeg amme?

Muligheden for at amme efter en brystformindskelse afhænger af, hvor velbevaret mælkegange, nerveforsyninger og blodforsyning er efter operationen, hvor lang tid, der er gået siden operationen, samt hvor meget brystvæv, der er blevet fjernet.

Kvinder, der er brystformindskede, tilbydes en samtale i ammekonsultationen i løbet af graviditeten, for at afklare disse forhold og lægge en plan for ammeforløbet.

Rigtigt mange faktorer har indflydelse på amning, herunder fødslens forløb, søvn og barnets evne til at sutte. Dog er der erfaring med, at brystopererede mødre har en lavere ammefrekvens end mødre, som ikke er brystopererede.

Det er derfor godt at være forberedt på de ekstra udfordringer, der kan komme. Den eneste måde at finde ud af hvad din brystoperation betyder for amningen er, ved at starte amningen op, og se hvordan det går.

Operationsteknik

Brystformindskelse kan laves på forskellige måder, og ikke alle kvinder ved, hvilken form for brystoperation, de har fået udført. Nogle operationsteknikker
er mere hensigtsmæssige i forhold til andre, når det drejer sig om amning.

Generelt kan man sige, at det er en fordel, at der er benyttet en operationsteknik, som bevarer mælkegangenes forbindelse til brystvorterne. Det kaldes en stilkoperation.

Det har også en betydning, hvor lang tid der er gået, siden man er blevet opereret. Jo længere tid, der er gået fra man bliver brystopereret, til man skal amme, jo bedre er prognosen. Det skyldes, at nerver og mælkegange kan gendannes i et vist omfang.

Hvordan påvirker en brystformindskelse ammeforløbet?

Er man blevet brystformindsket, kan det få betydning i flere faser af ammeforløbet. Når man har fjernet brystvæv, er der risiko for, at man også har skadet mælkegange. Det kan betyde, at mælken i et eller flere områder ikke har afløb.

I forbindelse med operationen kan der ligeledes være nervetråde, der er blevet skåret over, og som gør at kommunikationen mellem bryst og hjerne går lidt langsommere. Når barnet sutter, stimuleres nervetrådene omkring brystvorten, og der går besked til hjernen om at frigive det mælkeproducerende hormon, prolaktin. Det er denne stimulation af brystet, der i de første dage efter fødslen sørger for, at mælkeproduktionen startes op. Derfor ser man, at mælken ofte løber senere til hos en brystopereret kvinde.

Barnets vægt

At mælkeproduktionen kan blive forsinket, betyder for nogle, at barnet taber sig for meget i vægt. Vi anbefaler derfor, at barnet vejes inden I udskrives. Vi anbefaler også, at I følges med vægtkontrol i Efterfødselsklinik 1002 eller hos sundhedsplejersken.

Et vægttab på op til 10% af barnets fødselsvægt er normalt de første 4-5 dage, hvorefter vægten langsomt skal begynde at stige. Der kan være behov for, at barnet tilbydes lidt modermælkserstatning som supplement til amning, indtil
mælken er løbet til.

For at mælken kan løbe til så hurtigt som muligt, anbefaler vi, at du ammer dit barn mindst 8 gange dagligt, efter det første døgn. Du kan også med fordel stimulere mælkeproduktionen, ved at bruge en brystpumpe sideløbende med amningen.

Senere i ammeforløbet kan der komme udfordringer i forhold til at producere nok mælk.

Her kan man benytte en brystpumpe, for at forsøge at øge mælkemængden.

Nedløbsrefleksen

Da kommunikationen mellem bryst og hjerne kan være hæmmet, kan du komme ud for problemer med nedløbsrefleksen. Nedløbsrefleksen får mælken til at løbe fra mælkekirtlerne og ned til brystvorterne. Nedløbsrefleksen bliver aktiv, når barnet sutter, fordi der udskilles et hormon, som får mælkekirtlerne til at trække sig sammen. Dette hormon kan gives som næsespray, hvis det viser sig, at der problemer med at få nedløbsrefleksen til at virke.

Ammeforløbet

Når man har gennemgået en brystformindskende operation, kan man forvente nogle andre udfordringer under ammeforløbet, end hos kvinder som ikke er brystopererede.

Nogle brystopererede kvinder får en delvis amning i gang, det vil sige en amning med tilskud af modermælkserstatning. Nogle kan amme fuldt ud.

Du vil få råd og støttet til ammeetableringen på barselsafsnittet, og du vil blive tilbudt kontakt med Efterfødselsklinik 1002 efter udskrivelsen.

Vi anbefaler:

  • At du får en tid til en ammekonsultation i løbet af graviditeten, hvor du kan tale med en jordemoder med særlig viden om amning og brystformindskelse.
  • Ro og tålmodighed i dagene efter fødslen.
  • At lade barnet ligge hud mod hud så meget som muligt.
  • At barnet får lov til at sutte så længe og så hyppigt, som det har lyst til, minimum 8 gange dagligt, efter det første døgn.
  • At amningen eventuelt suppleres med brug af brystpumpe.
  • At et eventuelt supplement med modermælkserstatning så vidt muligt gives på kop, sprøjte eller ”ammesugerør”, de første dage efter fødslen.
Redaktør