Abemaciclib

Denne information har til formål at give dig information om behandling med abemaciclib.

Denne information har til formål at: 

  • Give dig information om behandling med abemaciclib 
  • Forklare hvordan du skal tage abemaciclib 
  • Hjælpe dig med at håndtere eventuelle bivirkninger ved abemaciclib

Hvorfor anbefales du abemaciclib sammen med anti-hormonbehandling? 

Du har udbredt, hormonfølsom brystkræft, der enten

  • Ikke kan opereres fordi sygdommen har spredt sig udenfor brystområdet eller 
  • Er kommet tilbage med spredning

Formålet med behandlingen er at få din kræftsygdom til at gå i ro og måske endda at forsvinde i en periode. Desuden at opretholde din livskvalitet bedst muligt. 

Sådan virker abemaciclib

Abemaciclib tilhører en ny klasse af lægemidler kaldet CDK-4/6 hæmmer. Medicinen hæmmer nogle proteiner, der kaldes for CDK 4 og 6. Disse proteiner er unormalt aktive i visse former for brystkræft og får kræftcellerne til at vokse ukontrolleret. Kan vi hæmme disse proteiner, kan væksten af kræftceller hæmmes; kræftknuden gøres mindre og kræftens udvikling forsinkes.

Samtidig antihormonbehandling

Abemaciclib virker bedst, hvis den gives sammen med antihormon. Du vil enten få en daglig tabletbehandling med aromatasehæmmer (Letrozol, Anastozol eller Exemestan) eller en indsprøjtning dybt i hver balde hver 4. uge med Fulvestrant. 

Du vil modtage særskilt patientinformation om dette.
Lægen vil anbefale hvilken antihormonbehandling, der er den bedste til dig. 

Sådan tager du abemaciclib

Anbefalet dosis

Tag altid abemaciclib sådan som din læge har anbefalet det.

Den anbefalede dosis er 150 mg abemaciclib to gange dagligt, men dosis kan nedsættes efter lægens skøn.
Abemaciclib tages som tablet behandling 1 tablet morgen og 1 tablet aften.
Tag abemaciclib på omtrent samme tidspunkt morgen og aften. 
Abemaciclib kan tages både med eller uden mad. Slug abemaciclib tabletterne hele med et glas vand (du må ikke tygge, knuse eller åbne dem, inden de sluges). Indtag ikke en tablet, hvis den er brudt, revnet eller på anden måde ikke intakt.

Hvis du kaster op eller glemmer en tablet, skal du ikke tage en yderligere tablet. Tag den næste ordinerede tablet som planlagt. 

Undgå at indtage grapefrugt og grapefrugtjuice, mens du tager abemaciclib, da det kan øge indholdet af abemaciclib i blodet. 
Fortæl din læge, hvis du for nylig har taget, eller måske vil tage andre lægemidler, herunder vitamintilskud eller andet, da abemaciclib kan påvirke visse lægemidlers virkemåde. 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. Sørg for at pakningerne altid er utilgængelige for børn. 

Bivirkninger, som du kan opleve med abemaciclib 

Som alle andre lægemidler kan abemaciclib medføre bivirkninger. Indlægssedlen, som du finder i pakningen, indeholder en liste over de bivirkninger, der kan forekomme, mens du tager abemaciclib. Tal med din læge, hvis du oplever bivirkninger af nogen art, også selvom de ikke er anført i denne vejledning eller på indlægssedlen. Den mest almindelige bivirkning ved abemaciclib er diarré. Andre meget almindelige og almindelige bivirkninger omfatter: 

  • Fald i antallet af hvide blodlegemer (kaldet neutropeni eller leukopeni), røde blodlegemer og blodplader 
  • Fald i de hvide blodlegemer betyder et mindsket beredskab over for infektioner. Oftest giver det sig til kende inden for de første 2 måneder af behandlingen og kan betyde, at du skal holde pause i din behandling med abemaciclib – og at dosis evt. skal nedsættes 
  • Infektioner
  • Blodprop i vene
  • Træthed
  • Nedsat appetit
  • Irritation i mundhule og læber 
  • Mundtørhed og smagsforstyrrelser
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Hudkløe og Udslæt
  • Hårtab/hårudtynding
  • Stigning i lever- og nyretal

Håndtering af mulige bivirkninger ved abemaciclib 

Diarré 

Hvis du oplever diarré eller tiltagende lind afføring, skal du straks begynde med den diarréstandsende medicin, du har fået udleveret, og fortælle det til dit behandlerteam. Følg den udleverede vejledning for behandling af diarré. Følgende tips kan være med til at lindre diarrésymptomer: 

  • Drik rigeligt med klar væske (f.eks. vand, tynd te, æblejuice, bouillon) for at erstatte mistet væske 
  • Spis små hyppige måltider i stedet for 3 store 
  • Undgå fedtholdige fødevarer, fuldkorn, rå frugt og grøntsager, koffein, meget stærk eller krydret mad, mælk eller mælkeprodukter 
  • Spis fødevarer med et højt kaliumindhold 
  • (f.eks. bananer, kartofler, abrikoser) 
  • Når diarré begynder at aftage, skal du forsøge at spise små mængder mad, der er let at fordøje som f.eks. ris, bananer, æblepuré, yoghurt, kartoffelmos, fedtfattig hytteost og ristet brød

Fald i antallet af hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader 

Abemaciclib kan nedsætte antallet af dine hvide og røde blodlegemer og dine blodplader. 

Abemaciclib medfører oftest fald i de hvide blodlegemer. Som regel giver et lavt antal hvide blodlegemer ikke specifikke symptomer og er sjældent forbundet med feber. Hvis dine blodprøveresultater imidlertid viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, kan din læge stoppe din behandling med abemaciclib i en periode eller nedsætte dosis af abemaciclib for at genoprette niveauet af hvide blodlegemer. Kontakt omgående lægen, hvis du får nogen af nedenstående symptomer, der kan være forbundet med et lavt blodtal: 

  • Feber over 38,5
  • Kulderystelser
  • Pludselig ændret almen tilstand 

Kvalme 

Hvis du har kvalme eller kaster op, er det bedst, at du taler med dit behandlerteam. De kan fortælle dig, hvordan du skal håndtere dine symptomer, eller de kan ordinere medicin, som kan hjælpe. Ud over vejledning fra dit behandlerteam kan du få det bedre, hvis du følger disse råd:

  • Spis små, hyppige måltider i stedet for 3 store
  • Forsøg at spise fødevarer med højt kalorieindhold, der er nemmere at spise (desserter, is, yoghurt) flere gange om dagen 
  • Undgå stegt mad, fedtholdige fødevarer eller fødevarer med en stærk lugt
  • Spis neutrale fødevarer som f.eks. ristet brød og kiks
  • Nip til lidt vand i løbet af dagen, da væskemangelkan give kvalme
  • Brug afslapningsteknikker som f.eks. dybe vejrtrækninger
  • Når du oplever kvalme, skal du forsøge at aflede din opmærksomhed ved hjælp af f.eks. 
  • musik, tv eller at være sammen med andre

Hårtab/hårudtyndning 

Tydeligt hårtab med abemaciclib er sjældent, men udtynding af håret kan forekomme. 

Sådan følges din behandling

Du vil blive fulgt med regelmæssige fremmøder med blodprøver og undersøgelser for at sikre, at du kan tåle behandlingen og at den virker. Vi vil også tale med dig om eventuelle bivirkninger. I de første 2 behandlinger, og indtil vi kan se, at dine hvide blodlegemer kan tåle behandlingen, vil du få taget en blodprøve hver 14. dag. Hvis dine blodprøveresultater viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, vil du få besked på at holde pause med abemaciclib og vi vil planlægge yderligere blodprøver. Når dine hvide blodlegemer er normale, vil du få taget blodprøver sammen med scanning ca. hver 3. behandling. I sjældne tilfælde har man set forhøjede levertal efter start på abemaciclib. Vi følger derfor dine levertal i en blodprøve hver 4. uge de første måneder.

Registrering af hvordan du har det med abemaciclib 

Mens du får abemaciclib, er det vigtigt at du lægger mærke til, hvordan du har det. Fortæl altid din læge eller sygeplejerske om eventuelle bivirkninger, som du måtte have. Der findes behandlinger, som kan hjælpe dig med bivirkningerne og vi vil eventuelt nedsætte din dosis af abemaciclib. 

Redaktør