Gå til hovedindhold

​​​​

Paracetamol i graviditeten vækker bekymring blandt forskere

​​Markant mindre æggestokke, færre æg og mindre testikler. Det er nogle af de nye og opsigtsvækkende fund, som forskere har fundet blandt børn, hvis mødre har taget håndkøbsmedicinen paracetamol i graviditeten. 


Gylli Mola​ (tv) står bag drengestudiet om paracetamol i graviditeten, og Casper Hagen (th) er forskningsleder på det generelle studie om paracetamol under graviditet.

Hovedpine og muskelsmerter kan nemt føre til, at man lægger vejen forbi den lokale kiosk eller supermarkedet for at få fat i paracetamol til at dulme smerterne. Men måske skal man tænke sig om en ekstra gang, hvis man er gravid og har lette smerter.

Ny forskning fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet tyder nemlig på, at blot et beskedent forbrug af paracetamol under graviditeten kan føre til store forandringer for såvel drenge som piger. 

I studiet havde piger, hvis mødre havde taget paracetamol i graviditeten, i gennemsnit 41 procent mindre æggestokke, færre æg og en mindre livmoder end piger, hvis mødre ikke har taget håndkøbsmedicinen. Drengenes testikler var i gennemsnit 8 procent mindre.

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi kunne påvise en sammenhæng trods relativt begrænset medicinforbrug – de gravide tog gennemsnitligt hvad der svarer til en til to dages maksimalt anbefalet dosis, siger læge og ph.d. studerende Gylli Mola.

Tre måneder gamle babyer blev undersøgt

Hun står bag den del af forskningen, der handler om drengene. Den er, ligesom pigestudierne en del af COPANA - det første studie på mennesker, der specifikt er designet til at undersøge sammenhængen mellem gravides forbrug af paracetamol og børnenes æggestok- og testikelfunktion.

Studiet har undersøgt 589 mor-barn par med detaljeret information om den gravides forbrug af paracetamol. Mødrene registrerede hver 14. dag deres medicinforbrug under graviditeten.

Desuden blev børnene grundigt undersøgt og fik ultralydscannet æggestokke og testikler, da de var tre måneder gamle - i den periode, som man kalder minipuberteten. På det tidspunkt kan forskerne få et smugkig i, hvordan æggestokke og testikler fungerer, inden de er inaktive i en lang periode frem til puberteten.

Ifølge forskningslæge Margit Bistrup Fischer, der står bag forskningen i pigerne,  der netop er publiceret i det internationale tidsskrift Human Reproduction Open​, er det en udfordring, at der ikke er nogle gode alternativer til medicin mod smerter i graviditeten. Andre former for smertestillende har kendte skadelige virkninger på fosteret.

- Men vores resultater kan alligevel hjælpe gravide til at træffe et mere informeret valg. Paracetamol kan være nødvendigt under graviditet, fx ved høj feber eller stærke smerter. Men i vores studie tog langt de fleste gravide paracetamol af andre grunde, oftest for hovedpine eller muskelsmerter, siger hun og tilføjer:

- Vores resultater gør en forskel – mange af de gravide kan måske klare sig helt uden medicinsk behandling.​​​

Margit Bistrup Fischer​ står bag pigestudiet om paracetamol under graviditeten. Studiet er netop publiceret i det internationale tidsskrift Human Reproduction Open.

Brug for øget opmærksomhed

​Forstyrrelser af fosterets udvikling af æggestokke og testikler kan have langtrækkende konsekvenser for reproduktiv sundhed i voksenlivet: Kvinder kan få påvirket fertilitet og gå tidligt i overgangsalder. Mænd kan få nedsat sædkvalitet og testosteronproduktion og øget risiko for testikelcancer. 

Resultaterne af forskningen bekymrer da også overlæge Casper Hagen fra Afdeling for Vækst og Reproduktion, der er forskningsleder på studiet. Han mener, der er brug for øget opmærksomhed på brugen af paracetamol, som de fleste i dag betragter som uskadelig håndkøbsmedicin.

​- Det er bekymrende, at gravides brug af paracetamol ser ud til at forstyrre fosterets udvikling så grundlæggende, at det kan registreres lang tid efter fødslen. Vi taler om medicin, som de fleste – også læger – betragter som uskadelig for fosteret, hvis man holder sig indenfor de anbefalede doser. Derfor kan medicinen også købes i håndkøb, siger Casper Hagen. 

Halvdelen af alle gravide tager paracetamol i løbet af graviditeten - hyppigst for hovedpine eller muskel- og ledsmerter. 

- Det handler ikke kun om den enkelte gravides valg. Vi mener, at der er behov for, at vi som samfund og sundhedsfaglige ser på, hvordan vi informerer om et lægemiddel, der kan købes i alle dagligvarebutikker, siger han. 

Resultater er forenelige med dyrestudier 

Forskerne understreger, at deres studie er et observationsstudie. Derfor kan man ikke med sikkerhed fastslå, at paracetamol direkte er årsagen til de sammenhænge, forskerne har fundet. Desuden har de kun undersøgt børnene tidligt i livet. Det er derfor endnu ikke afklaret, om de biologiske forandringer, de observerer, får konsekvenser for fertilitet og reproduktiv sundhed senere i livet. 

Men forskernes resultater stemmer overens med fund fra flere uafhængige dyrestudier, som har vist, at paracetamol kan påvirke fosterets udvikling af æggestokke og testikler. 

- Det styrker mistanken om, at det er selve paracetamoleksponeringen, og ikke blot den bagvedliggende årsag til, at medicinen blev taget, som kan være med til at påvirke reproduktionsorganernes udvikling, siger Gylli Mola. 

I studiet ser pigerne ud til at være mere påvirkede end drengene. Det passer godt med den biologiske viden om, at pigers livslange beholdning af æg anlægges allerede i fosterlivet og derfor kan være særlig sårbar over for påvirkninger i graviditeten. Den observation er også i overensstemmelse med resultater fra flere dyremodeller. 

- Selvom de observerede effekter hos drengene umiddelbart var mindre udtalte, giver enhver påvirkning af fosterets testikeludvikling anledning til bekymring. Forstyrrelse af testiklernes udvikling i fosterlivet kan have betydning for reproduktiv sundhed senere i livet, siger Gylli Mola. 

Forskerne understreger, at der er behov for opfølgende studier, der følger børnene ind i voksenalderen, for endelig at afklare, om gravides brug af paracetamol påvirker den næste generations sædkvalitet, hormonproduktion, fertilitet og tidspunkt for overgangsalder.​​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden