Der var flag på bordet og store smil over hele linjen, da der onsdag eftermiddag blev underskrevet dansk-tysk samarbejdsaftale på Blegdamsvej.I en tid med et forandret trusselsbillede, nye teknologiske muligheder og stigende kompleksitet i sundhedsvæsnet er stærke europæiske samarbejder mere afgørende end nogensinde før.
Derfor har Rigshospitalet, Charité - Universitätsmedizin Berlin og Berlin Institute of Health at Charité (BIH) netop indgået en femårig samarbejdsaftale om forskning, innovation, beredskab og udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.
Aftalen blev markeret med en underskriftsceremoni på Rigshospitalet onsdag eftermiddag, hvor det fælles forståelsespapir blev underskrevet af Rigshospitalets direktør, Rasmus Møgelvang, formand for BIH's bestyrelse, professor Christopher Baum og administrerende direktør for Charité - Universitätsmedizin Berlin, professor Heyo K. Kroemer.
Et særligt ansvar
Administrerende direktør for Charité - Universitätsmedizin Berlin, professor Heyo K. Kroemer pointerer, at universitetshospitalet som Charité og Rigshospitalets deler et særligt ansvar for at levere behandling af høj kvalitet – også under udfordrende forhold – og for at samarbejde og vidensdele på tværs af landegrænser.
- Charité og Rigshospitalet forener stærke kompetencer inden for banebrydende forskning, uddannelse og klinisk behandling. Gennem dette partnerskab ønsker vi at omsætte denne ekspertise til konkrete beredskabsstrategier og mere robuste strukturer i sundhedsvæsenet. Universitetshospitaler har et særligt ansvar for at sikre behandling af høj kvalitet – også under udfordrende forhold, siger direktør for Charité - Universitätsmedizin Berlin, professor Heyo K. Kroemer.
Den underskrevne samarbejdsaftale løber indtil videre i fem år.
Udvidet samarbejde
Hospitalerne samarbejder allerede om at modtage og behandle patienter fra Ukraine og har erfaring med at hjælpe hinanden ved spidsbelastninger.
Det tættere samarbejde skal blandt andet ruste parterne endnu bedre til at håndtere større kriser, hvor der kan blive behov for at dele patienter, personale, medicin, udstyr og specialiserede kompetencer på tværs af grænser.
- Vi står over for nogle komplekse udfordringer i et drastisk forandret trusselsbillede. Derfor er det vigtigt, at vi kan lære af hinanden, planlægge sammen og være i stand til at hjælpe hinanden, hvis vi står i en kritisk situation, siger Rigshospitalets direktør, Rasmus Møgelvang.
Der blev prøvet kræfter med det svære dobbelthåndtryk.
Udveksling af viden
Aftalen åbner samtidig for tættere samarbejde inden for blandt andet sjældne sygdomme, innovation, forskning og avancerede behandlinger.
Sammen kan to stærke, lokalt forankrede universitetshospitaler dele viden og erfaringer og være med til at udvikle et mere robust europæisk sundhedsvæsen.
- Vi har brug for pålidelige alliancer, så Europa fortsat er et attraktivt, stabilt og sundt sted at leve. Det kræver et stærkt samarbejde og en tæt udveksling af viden i levende og produktive økosystemer, siger formand for BIH's bestyrelse, professor Christopher Baum og tilføjer:
- Helt centralt er den tætte integration mellem forskning og klinisk praksis, kombineret med målrettet støtte til innovation og en stærk datadrevet tilgang. Vores nabo Danmark er en ideel partner til at fremme denne fælles mission.
Samarbejdet mellem Rigshospitalet, Charité - Universitätsmedizin Berlin og Berlin Institute of Health at Charité er sat til at vare foreløbigt fem år med mulighed for forlængelse.