
Det amerikanske magasin Newsweek har de seneste år rangeret verdens bedste hospitaler på en liste, der indeholder de 250, der ifølge deres anvendte metode har gjort sig fortjent til en plads.
Ifølge magasinet findes der på verdensplan op imod 216.000 hospitaler. I den aktuelle opgørelse har man – blandt andet baseret på data fra den globale dataplatform Statista – kigget nærmere på 2.500 hospitaler fordelt på 32 lande.
På Newsweeks endelige liste over de bedste 250 har tre danske hospitaler - Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet – opnået en placering blandt de øverste 100.
Højst placeret er Rigshospitalet, der avancerer fra en 20-plads i 2025 til en aktuel 15.-plads.
Aarhus Universitetshospital opnår en 25-plads, mens Odense Universtitetshospital er nummer 88.
Kommer patienterne til gode
- Placeringen understreger den robusthed og kvalitet, der kendetegner det danske sundhedsvæsen, hvor hospitaler og sundhedspersonale arbejder hver dag for at skabe de bedste forløb for patienterne. Det glæder mig, at vores fælles indsats får international anerkendelse, siger hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang og tilføjer:
- De stærke placeringer styrker Danmarks konkurrenceevne globalt og giver os bedre muligheder for at tiltrække strategiske partnerskaber, forskningsmidler og investeringer, som i sidste ende kommer patienterne til gode.
Karolinska Universitetssygehus i Stockholm er med en 4.-plads det bedst placerede hospital fra Skandinavien. Verdens bedste hospital er ifølge opgørelsen Mayo Clinic i USA.
Hvis man er interesseret i at vide mere om, hvordan Newsweek er nået frem til deres resultater, har de fremlagt et detaljeret dokument, der beskriver deres metode.
Her kan man læse, at de danske data blandt andet stammer fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut og den årlige, Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).