Fremover vil patienter, der tryksættes på Rigshospitalet ikke længere skulle en tur i det, der med et glimt i øjet ofte blev kaldt ubåden. Nu foregår behandlingen i et langt mere moderne trykkammerkompleks.
Rigshospitalet har gennemført et markant teknologisk løft ved at udskifte sit ældre trykkammer med et nyt, avanceret dobbelt trykkammer. Et trykkammerkompleks der blandt andet er blevet muligt gennem en stor donation fra Ellab-Fonden.
Skiftet markerer ikke blot en modernisering af udstyret, men også en væsentlig forbedring af kapacitet, fleksibilitet og behandlingsmuligheder inden for hyperbar iltbehandling. En behandling, der fungerer ved, at patienten indånder ilt under forhøjet tryk, hvilket øger iltmængden i blodet og forbedrer kroppens evne til at hele væv.
Og det ikke kun den funktionelle side, der er blevet opgraderet. Hvor de fysiske rammer tidligere ledte tankerne i retning af en ubåd, ligner de nye faciliteter mere noget, man kender fra rumfarten.
- Når man kigger på det udefra, så har det jo ikke længere det her ubådslignende udtryk, som det havde før i tiden, lyder det fra Ole Hyldegaard, der er klinisk professor i hyperbar medicin, overlæge og chef i trykkammeret. Han håber og tror, at de nye, lysere og mere rummelige forhold vil få patienterne til at føle sig endnu mere trygge.
Den gamle 'ubåd' er blevet sendt på pension.
- Det er en meget stor dag, som vi har ventet på i syv år, siden vi fik den første bevilling til at etablere det her trykkammercenter. Det er en milepæl, vi har nået og en stor lettelse at være i mål. Der har været mange udfordringer undervejs – blandt andet bygningsmæssige – men fantastisk endelig at kunne tage det i brug, siger Ole Hyldegaard.
Moderne kompleks
Det tidligere trykkammer på Rigshospitalet blev installeret i 1997 og har i årtier været centralt for behandling af blandt andet dykkersyge, kulilteforgiftning og sår, der ikke vil hele.
Kammeret var en stor ståltank placeret i hospitalets kælder på Blegdamsvej og kunne anvendes til både akutte og planlagte behandlinger. Men med stigende efterspørgsel blev behovet for en opgradering tydeligt.
Det nye trykkammercenter giver større kapacitet og nye muligheder.
Derfor består det nye anlæg af to separate trykkamre, hvilket er en helt afgørende ændring i forhold til det tidligere. At der nu er to kamre, gør det muligt at behandle flere patienter samtidig, adskille forskellige patientgrupper og øge fleksibiliteten i både akutte og planlagte forløb.
Samtidig er kamrene designet med brede døre, så intensivsenge kan køres direkte ind. Det betyder, at også kritisk syge patienter kan behandles uden at blive flyttet over i andre lejer
Nordens største
Det nye trykkammerkompleks er det største i Norden og markerer en betydelig kapacitetsudvidelse.
Med det nye anlæg bliver der bedre muligheder for at behandle flere patienter hurtigere, at håndtere komplekse og kritiske tilfælde og udvide behandlingen til nye patientgrupper. Samtidig styrkes mulighederne for forskning.
Målt på årlige behandlinger har Rigshospitalet i forvejen været et af de mest anvendte trykkamre i Norden, og det nye anlæg er dimensioneret til at imødekomme en fortsat stigende efterspørgsel.