1968 var på mange måder et særligt år.
Det var året, hvor Kong Frederik blev født på Rigshospitalet.
Hvor det internationale Melodi Grand Prix for første gang blev vist i farver.
Hvor den første Olsen Banden-film havde premiere.
Og så var 1968 også året, hvor den 22-årige Jan Madsen begyndte som portør på Rigshospitalet.
– Lige i starten var man nervøs for, om man kunne klare det. Men det kunne jeg, fortæller han.
Unge Madsen gik faktisk hen og blev ret glad for jobbet. I dag er han 80 år og har netop haft sin sidste arbejdsdag på hospitalet, hvor han har arbejdet i 58 år.
– Det har altid været spændende, og ikke én dag har været den samme.
Hans afsked blev markeret fredag den 27. februar ved en reception i Afdeling for Klinisk Biokemi.
Et væld af kolleger stod i kø til at kramme Jan Madsen farvel til afskedsreceptionen hos Afdeling for Klinisk Biokemi, hvor han har været tilknyttet siden 1994.En mand med mange navne
Kaffestuen på Klinisk Biokemi er så rummelig, at man på almindelige dage har plads til store armbevægelser. Det var dog ikke tilfældet denne fredag.
Da klokken slog 13.30, og afskedsreceptionen for Madsen gik i gang, måtte de sidstankomne næsten presse sig ind i lokalet, som var fyldt til randen.
Hovedpersonen dukkede op som den sidste til jubel og klapsalver. Det stod hurtigt klart, at Madsen har gjort indtryk på mange. Det afspejlede sig også i de mange kaldenavne, kollegerne har givet ham:
En af hverdagens stille helte, en unik kollega, hjælpsomheden selv, en dinosaur (gammel, stærk og elsker røde bøffer), en kendis på Rigshospitalet, en legende og en ener.
Men selvom Jan har mange navne, er det, de fleste kender ham som, alligevel den korte udgave: Madsen. Det bliver tydeligt, når man bevæger sig rundt på hospitalet med ham, og overalt hører de samme to ord:
Hej, Madsen!
Stemningen i kaffestuen var festlig. Der blev skålet, råbt hurra og serveret kagemænd med “God pension Madsen” på glasuren.
I talerne blev der tegnet et billede af en medarbejder med en arbejdsmoral ud over det sædvanlige. En, der aldrig har sagt nej til en opgave og altid har stået klar til at hjælpe.
– Madsen, du er en af dem, som altid får hverdagen til at fungere, og det har du gjort år efter år i 58 år. Tak for din arbejdsindsats. Den har sat tydelige spor i afdelingen og hos alle os, der har lært dig at kende, lød det i talen fra Dorthe Magaard, der er overbioanalytiker på Klinisk Biokemi.
En sidste tur med trækvognen
På en af sine sidste arbejdsdage viste Madsen sin daglige rundtur på Klinisk Biokemi, hvor alt fra plastre til blodprøveglas og meget andet skulle fyldes op.
I videoen kan man følge ham rundt med hans ikoniske trækvogn, som er bygget specielt til opgaven:
Farvel til kongen af lageret Som rundturen tydeligt viser, kender Madsen alle kroge af Rigshospitalet bedre end de fleste. Det ved hans portørkolleger, som både vil savne hans varme væsen og skarpe system:
– Mens afdelinger er blevet flyttet, systemer opdateret og kaffemaskiner udskiftet, har én ting været konstant: Madsen. Loyal som få. Smilende, også mandag morgen kl. 07.03. Og med styr på alle varer i 3011, som var det hans personlige kongerige, sagde Gerard Benjamin, fællestillidsrepræsentant for portørerne, i sin tale.
Madsen har altid haft fuldstændig styr på sit lager, og kollegerne får derfor en svær opgave, når han ikke længere er der til at holde overblik over kasser, pakker, dims nummer 47b og “den der, du ved nok”, som Madsen på næsten magisk vis altid vidste, hvad var.
– At kalde ham en legende, er næsten en underdrivelse. Han er ikke bare en del af historien, han er en del af fundamentet. Du forlader din stilling, men du forlader aldrig Rigshospitalet. Du vil altid være en del af stedet, og en del af os, afrundede Gerard Benjamin.
De mange taler fik smilet frem hos den 80-årige portør. Her er det overbioanalytiker Dorthe Magaard, der har ordet.
Hvad nu, Madsen?
De mange rosende ord fra kollegerne gjorde indtryk på Jan Madsen, og han er ikke i tvivl om, hvad han vil huske allermest fra sin tid på Rigshospitalet:
– Det er kollegaerne. Tak for godt samarbejde. Mere kan jeg ikke sige.
Nu ser han frem til at have mere tid til frimærkesamlingen og ferier med sin kone. Men han leger også med tanken om et frivilligt job. For selvom han har rundet 80 år, er han måske alligevel ikke helt klar til at stoppe med at arbejde.
Én ting ved han med sikkerhed. Mandag morgen vil ikke være det samme uden de velkendte ansigter og det faste:
Hej, Madsen!
