Gå til hovedindhold

​​​​

Kæmpe bevilling til nytænkende sundhedsløsninger

​Med en bevilling på 286 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, samt medfinansiering fra de danske regioner, udvider de danske hospitaler nu deres store fælles satsning på sundhedsinnovation.​


Næste fase af BETA.HEALTH blev officielt lanceret torsdag på Folkemødet på Bornholm i forbindelse med arrangementet 'Kan innovation løfte sundhedsvæsenet?', som Novo Nordisk Fonden stod bag.​ Her var blandt andre Rigshospitalets forskningsdirektør Malene Fischer (yderst til venstre) og Lars Gaardhøj, næstformand for Danske Regioner​ (i midten med skilt) til stede. 

Vurderinger af hudkræft, der er 50 procent hurtigere hos den praktiserende læge.

Udredning af livmoderhalskræft, der går fra tre uger til behandling samme dag. 

7000 narkosekonsultationer, som patienter kan klare hjemmefra i stedet for at møde op på sygehuset. 

Ovenstående er blot tre eksempler på løsninger, BETA.HEALTH har støttet siden 2022 – og som hospitalerne nu bygger videre på i langt større skala.

Med en bevilling på 286 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, samt signifikant medfinansiering fra de danske regioner, udvider de danske hospitaler nu markant den fælles nationale innovationsplatform, BETA.HEALTH, der skal sikre nytænkende sundhedsløsninger hele vejen fra idé til behandling.​


Markant skalering
Frem mod 2031 skal BETA.HEALTH støtte mere end 400 innovationsprojekter fra hospitaler i hele landet med bevillinger og innovationssupport. 

Målet er at hjælpe sundhedsprofessionelle og forskere med at udvikle, og validere nye løsninger, der kan skabe reel værdi for patienter og medarbejdere – og sikre, at flere løsninger faktisk bliver taget i brug i klinikken.

BETA.HEALTH er allerede begyndt at flytte sundhedsvæsenet. Og det er netop de resultater, der nu driver en markant skalering af indsatsen. 

Siden 2022, har 123 innovationsprojekter tiltrukket over 325 mio. kr. i ekstern finansiering, nået mere end 640.000 patienter og ført 12% af løsningerne fra de første syv ansøgningsrunder frem til implementering i klinisk praksis.
 
Det er denne dokumenterede effekt, der ligger til grund for, at Novo Nordisk Fonden sammen med de danske regioner nu øger investeringerne for at accelerere implementeringen af endnu flere kliniske innovationer.


Tobias Todsen og Fatemeh Makouei står bag projektet 3Sonic fra Rigshospitalet, der udvikler teknologi, som kan gøre kræftoperationer mere præcise. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen​​.

Afgørende støtte
For klinikere, der vil drive nye løsninger frem, betyder det adgang til en støtte og et fagmiljø, der gør innovation mulig sideløbende med det kliniske arbejde. 
En stor del af innovationsplatformen bliver målrettet de største udfordringer i sundhedsvæsenet – blandt andet mangel på arbejdskraft, digital behandling og mere behandling i patienternes eget hjem. 

Hospitalerne vil samle innovationsindsatsen omkring konkrete nationale udfordringer, så flere løsninger udvikles med udgangspunkt i de behov, sundhedsvæsenet faktisk står med.​

Samtidig åbner programmet for et nyt nordisk samarbejde med hospitaler i Sverige, Norge, Finland og Island.

Målet er at styrke udvikling og afprøvning af nye løsninger på tværs af landegrænser og gøre Danmark – og ikke mindst Norden – til et endnu stærkere internationalt miljø for sundhedsinnovation.

Ambitionen er, at BETA.HEALTH ved udgangen af bevillingsperioden i 2031 står som en integreret og blivende del af det danske sundhedsvæsen.


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden