
De kommende måneder vil portrætudstillingen Ta’ Ordet fylde Rigshospitalets forhal med stærke stemmer, nye perspektiver og vigtige fortællinger om ungdom, mod og mangfoldighed.
Projektet kaster lys på, hvordan det er at være ung og leve med et handicap, en funktionsvariation eller en kronisk sygdom og tilstand.
Udstillingen består af portrætter af 12 unge med både synlige og usynlige handicaps. De modige unge har valgt at tage ordet og fortælle deres egne personlige historier med både stolthed, sårbarhed, humor og håb.
Nærvær og ærlighed
Portrætserien er skabt af den anerkendte fotograf Petra Kleis, som er kendt for sin særlige evne til at portrættere mennesker med alle de facetter, nuancer og lag, de rummer.
Hendes blik skaber både nærvær og ærlighed i hver eneste optagelse og giver de unge deltagere den plads, styrke og værdighed, som netop deres historier fortjener.
At udstillingen har fundet vej til netop Rigshospitalet, er ikke nogen tilfældighed. På Rigshospitalet møder personalet nemlig hver dag mennesker, som lever med sygdom, funktionsvariation og langvarige behandlingsforløb.
Rum for fortællinger
- Vi arbejder for, at alle uanset forudsætninger, baggrund eller krop skal mødes med værdighed, ligeværd og nysgerrighed. Derfor er vi særligt stolte af at præsentere denne udstilling, lyder det fra Rigshospitalets Kulturudvalg, der tilføjer:
- Her forenes vores faglige mission med vores menneskelige værdier: at skabe rum for fortællinger, der udvider forståelsen af livet med handicap og kroniske tilstande, og som samtidig styrker dialogen mellem patienter, pårørende og personale.
'Ta’ Ordet' er skabt af Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH), og portrætterne er fotograferet af Petra Kleis.