Gå til hovedindhold

​​​

Oplev en af de helt store profiler inden for genomisk medicin

​Mandag den 4. maj er der en unik mulighed for at opleve et foredrag på Blegdamsvej med en af de mest indflydelsesrige skikkelser inden for genomisk medicin, amerikanske Eric D. Green.


Når det i dag er muligt at kortlægge et menneskes genom på få timer, skyldes det blandt andet bidrag fra Eric D. Green, som har spillet en central rolle i udviklingen af moderne genomforskning og dens anvendelse i klinisk praksis.

Hans arbejde har været med til at bane vejen for genomisk medicin og personlig behandling, hvor diagnostik og terapi i stigende grad tilpasses den enkelte patients molekylære profil.

Resultater og perspektiver

På mandag kan alle interesserede få indblik i hans arbejde, resultater og perspektiver, når han holder foredrag og svarer på spørgsmål i Auditorium 1 på Blegdamsvej.

Foredraget med titlen: 'From the Human Genome Project to the Realization of Genomic Medicine: A Scientific, Medical, and Societal Journey' vil blandt andet komme ind på Greens arbejde som en central del af Human Genome Project, det internationale forskningsinitiativ fra 1990'erne, der havde til formål at kortlægge hele det menneskelige genom.​

Revolutionerende gennembrud

Projektet blev afsluttet i 2003 og gav forskere et detaljeret 'kort' over det menneskelige genom – et gennembrud, der siden har revolutioneret medicinsk forskning.

I arbejdet med projektet bidrog Green især til udviklingen af metoder til at organisere og analysere de enorme datamængder. Det gjorde det muligt ikke blot at kortlægge genomet, men også at anvende det aktivt i forskning og klinisk praksis.

Et scoop

At det med kort varsel er lykkedes at få Eric D. Green til at holde foredrag på Rigshospitalet, er lidt af et scoop.

– Vi er meget heldige at få mulighed for at opleve Eric D. Green her på Rigshospitalet. Han er en af de helt store profiler inden for sit felt, siger overlæge i MDxCore, Afdeling for Klinisk Biokemi, Maria Rossing, og tilføjer:

– Jeg er sikker på, at han formidler sit arbejde på en måde, så alle kan få noget ud af det. Alle er velkomne, og vi håber at se så mange som muligt til det, der uden tvivl bliver en interessant og enestående formiddag for alle med interesse for genomisk medicin.​

Eric D. Green​

Eric D. Green har siden januar 2026 været Chief Medical Officer i Illumina, en førende amerikansk bioteknologivirksomhed, der udvikler systemer til DNA-sekventering og genomisk analyse.

Indtil marts 2025 var han direktør for National Human Genome Research Institute i USA, hvor han arbejdede med at omsætte genomisk viden til klinisk anvendelse.

I dag ses resultaterne tydeligt i sundhedsvæsenet. Genomiske analyser anvendes blandt andet til at identificere sygdomsrisici via blodprøver og til at målrette behandling til den enkelte patient.

En vigtig stemme
Ifølge Green er genomisk sekventering ikke kun effektiv – den kan også være økonomisk fordelagtig, fordi den muliggør mere præcise behandlinger og kan reducere unødvendige eller ineffektive behandlingsforløb.

Under Greens ledelse er genomisk medicin rykket tættere på klinisk praksis. Samtidig har han været en vigtig stemme i debatten om ansvarlig anvendelse af genomiske data, herunder spørgsmål om privatliv og lige adgang til behandling.

Kort sagt har Eric D. Green været med til at bringe genomisk medicin fra forskningsmiljøer og ind i sundhedsvæsenet. Hans arbejde er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor genomiske data i dag spiller en central rolle i moderne medicin.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden