
Kira Philipsen Prahm fra Obstetrisk Klinik, Juliane Marie Centret på Rigshospitalet: ingen øget risiko for autisme hos børn, hvis mødre har taget paracetamol under graviditeten
Skal kvinder være nervøse for, at deres børn udvikler autisme, hvis man har taget paracetamol under graviditeten?
Svaret er klart: Nej, det skal de ikke:
- Vi finder ikke nogen øget risiko for autisme hos børn, hvis mødre har taget paracetamol under graviditeten, siger speciallæge Kira Philipsen Prahm fra Obstetrisk Klinik, Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.
Hun står bag en ny stor undersøgelse, som netop har været publiceret i det internationale tidsskrift JAMA Pediatrics. Studiet omfatter over 1,5 millioner børn født i Danmark fra 1997 til 2022. Blandt de cirka 31.000 børn, der var eksponeret for paracetamol i fosterlivet, fik 1,8 procent en autismediagnose, sammenlignet med 3,0 procent blandt de ikke-eksponerede.
- Når vi tager højde for en lang række faktorer som sygdom, medicinforbrug og sociale forhold, er der fortsat ingen statistisk signifikant sammenhæng, siger hun og tilføjer:
- Vi har også lavet søskendeanalyser, hvor vi sammenligner børn i samme familie. Heller ikke her ser vi en sammenhæng.
Nyheden har ramt mange amerikanske medier
Nyheden om paracetamol har været vidt omkring i amerikanske og udenlandske medier lige fra CNN, Reuters og The Guardian til abc News og FOX 32 Chicago. Det hænger formentlig også sammen med, at den amerikanske præsident Donald Trump tidligere har været ude at advare gravide mod at bruge paracetamol.
- Vi mener, at vores data er vigtige i lyset af den aktuelle debat – især i USA – hvor den amerikanske præsident og sundhedsminister i september 2025 har været ude og advare gravide mod at bruge paracetamol og fremhæve en mulig sammenhæng med autisme. Man har ligefrem har anbefalet gravide at undgå paracetamol på baggrund af en formodet risiko for autisme, siger Kira Philipsen Prahm.
De udmeldinger fra USA bygger blandt andet på studier, der har fundet statistiske sammenhænge, men uden at kunne påvise en årsagssammenhæng. Alligevel har de ført til forslag om advarsler og ændrede anbefalinger i USA, der stadig advarer mod det på Det Hvide Hus hjemmeside.
- Vores studie er netop vigtigt, fordi vi med meget store og detaljerede data ikke finder nogen øget risiko. Det taler imod, at paracetamol i sig selv er årsag til autisme, siger Kira Philipsen Prahm.
Hun mener, at den type udmeldinger fra USA kan skabe unødig bekymring og potentielt føre til, at gravide undlader nødvendig behandling. Og det kan have konsekvenser:
- Paracetamol er et mildt og velafprøvet lægemiddel og udgør fortsat en vigtig mulighed for behandling af feber og smerter under graviditet, når der er behov, siger Kira Philipsen Prahm og tilføjer:
- Derfor er det afgørende, at rådgivning til gravide bygger på robust evidens – og vores resultater peger på, at paracetamol fortsat er et sikkert førstevalg ved behov.