Gå til hovedindhold

​​​​

Klogere på hovedpine: Ny professor vil forbedre behandlingen

​​Det skal være nemmere at leve med en række hovedpinesygdomme. Det mener overlæge Henrik Winther Schytz, der 1. maj tiltræder et nyt professorat, hvor han vil forbedre diagnostikken og behandlingen af hovedpinesygdomme.​


​​​ Henrik Winther Schytz ser frem til  i sit nye professorat at gøre endnu mere for hovedpinepatienter​​

Påvirket koncentration, svimmelhed, hørelse og syn. Det er blot nogle af de invaliderende symptomer, som patienter med hovedpinesygdomme også kan lide af. Men i fremtiden er der måske håb at spore for patienterne. For der forskes mere og mere i sygdommene, og både diagnostik og behandling bliver bedre. Og nu sker der endnu et skridt i den retning.

Fra 1. maj er overlæge Henrik Winther Schytz nemlig ansat som klinisk professor med særlig fokus på hovedpinesygdomme og neurologiske smerter ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet. Samtidig arbejder han som overlæge i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, på Rigshospitalet i Glostrup.

Han ser frem til i sit nye professorat at gøre endnu mere for patienterne:

- Jeg glæder mig til at blive endnu bedre til at få undersøgt patienter med sekundære hovedpinesygdomme. For der er så meget, der kan gøres for dem, siger Henrik Winther Schytz.

Han forsker i neurologiske sygdomme, hvor hovedpine eller ansigtssmerter er et tegn på en underliggende sygdom, som kræver præcis diagnostik og målrettet behandling.

- Særligt arbejder jeg med sygdomme, der skyldes ændringer i trykket inde i kraniet. Det kan f.eks. være de mere sjældne og oversete hovedpinesygdomme spontan intrakraniel hypotension, som også kaldes lavtrykshovedpine, og idiopatisk intrakraniel hypertension, hvor væsketrykket i kraniet er for højt.

Helt konkret forsker han i at kombinere patienternes beskrivelse af deres symptomer med billediagnostisk og andre biomarkører.

-Det betyder blandt andet, at jeg undersøger, hvordan patienternes symptomer hænger sammen med fund på MR-skanninger og andre undersøgelser som f.eks. blodprøver. Vi kan bruge den viden til at stille diagnosen tidligere og mere præcist, siger han og tilføjer:

- Jeg arbejder også med at udvikle og forbedre metoder, som kan hjælpe med at skelne de her sygdomme fra andre tilstande, der kan ligne dem.

Korrekt diagnostik kan ændre patienternes liv

Begge tilstande kan være stærkt invaliderende og er ofte vanskelige at diagnosticere. Udover daglig hovedpine kan de påvirke andre hjernefunktioner. Det kan bl.a. resultere i påvirket koncentration, svimmelhed og påvirket hørelse og syn.

- Sygdommene kan hovedpinemæssigt ligne almindelig migræne eller spændingshovedpine, og det kan føre til forsinket korrekt diagnostik. Men de er vigtige at genkende. For korrekt behandling kan gøre en stor forskel.

Ved korrekt diagnostik f.eks. lavtrykshovedpine kan mange patienter nemlig blive helt symptomfrie og i stand til at leve deres liv som før - uden hovedpine og andre symptomer.

- Ved hjælp af 7 tesla MR-skanninger i samarbejde med MR forskningsenheden på Hvidovre Hospital og en forskningsgruppe i Leiden i Holland undersøger vi aktuelt ændringer i hjernens og rygmarvens væske hos patienter med lavtrykshovedpine før og efter målrettet behandling.

På den måde kan forskergruppen se, hvordan sygdommen påvirker hjernens regulering af væske. Det er vigtigt for mange neurologiske sygdomme, og det kan medvirke til at forklare de mange symptomer hos patienterne.

- Ved at følge dem gennem behandlingen og finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, kan vi sætte ind med en mere præcis behandling.

Henrik Winther Schytz forskningsgruppe har for nylig opgjort data på en stor gruppe af danske patienter med lavtrykshovedpine. De viser, hvor forskelligartet patienternes symptomer er, og hvor godt patienterne reagerer på behandling. Det har ført til ændringer i den nationale behandlingsstrategi for patientgruppen.

- Det giver mening for mig som forsker at opleve, at vores forskning kommer ud og har afgørende betydning for patienterne.

Mere opmærksomhed på oversete hovedpinesygdomme

Hvert år rammes formentlig omkring 250 patienter i Danmark af lavtrykshovedpine. Alligevel får langt fra alle stillet diagnosen, og der er sandsynligvis et skyggetal af patienter, som aldrig når frem til den rette udredning og behandling. Det vil Henrik Winther Schytz gerne være med til at ændre.

Når det gælder idiopatisk intrakraniel hypertension, forkortet IIH, hvor væsketrykket omkring hjernen er for højt, anslås det, at der hvert år kommer omkring 100 nye tilfælde i Danmark.

- Sygdommen ses hyppigst hos kvinder i den fødedygtige alder og er ofte associeret med overvægt. Derfor er det også en patientgruppe, der har været i stigning. For dem ser vi flere af i Danmark og globalt, siger han og tilføjer:

- I mit professorat vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på disse sygdomme - for at få flere diagnosticeret og behandlet korrekt, så patienterne kan få en bedre livskvalitet.​

Bedre diagnostik kan gøre stor forskel

Hans forskningsgrupper arbejder også med andre sekundære hovedpinesygdomme - og  trigeminusneuralgi, som er en alvorlig smertetilstand med jagende smerter i ansigtet.

- Fælles for min forskning er ønsket om at forstå sygdommene bedre og omsætte ny viden til bedre diagnostik og behandling for patienterne. Vi er f.eks. aktuelt i gang med kliniske studier, hvor vi undersøger nye behandlingsmetoder til posttraumatisk hovedpine, altså slag mod hovedet i forbindelse med f.eks. et fald fra hest eller styrt på cykel.

Mere end 5000 mennesker med posttraumatisk hovedpine skønnes hvert år at have behov for lægebehandling.

- Så nye behandlingsmetoder kan potentielt set komme mange patienter til gavn.

Han ser frem til at gøre mere endnu mere for mennesker, der lider af forskellige hovedpinesygdomme, og bruge sit femårige professorat til at blive endnu klogere på sygdommene.

- Det er vigtigt, at vi gør alt for at hjælpe patienterne ved at sætte fokus på mere sjældne og oversete hovedpinesygdomme, hvor nogle patienter kan få markant bedring eller blive symptomfri, hvis sygdommen diagnosticeres korrekt.​​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden