Gå til hovedindhold

​​​​​​​

Fokus på bloddonation til halloween

Rigshospitalets Blodbank pynter op til halloween og sætter samtidig øget fokus på at rekruttere nye plasmadonorer.​


Vent...


Forskellen på en vampyr og en blodbank er, at blodbanken heldigvis kun tager det blod, du frivilligt ønsker at undvære.

Sammenhængen mellem den blodige halloween-højtid og blodbankens funktion er ikke gået ubemærket hen i Rigshospitalets Blodbank, der de seneste år er begyndt at gå mere og mere op i halloween-udsmykningen.

- Vi synes, det er lidt sjovt med den sammenhæng. At give blod kan naturligvis lede tankerne hen på halloween med alt, hvad det indebærer af vampyrer og fokus på bloddryppende uhygge, lyder det fra Karina Elm Rasmussen, der er oversygeplejerske i Rigshospitalets Blodbank.


Blodig halloween

Hun tilføjer, at det ikke vælter ind med nye kunder hvert år, når datoen rammer halloween, men at man alligevel har valgt at markere højtiden med udsmykning af passende uhyggelig karakter.

- Vi begyndte på det for et par år siden, for blod er jo noget, man automatisk forbinder med halloween. Vi oplever dog ikke, at der er markant flere nye donorer, der kommer og melder sig på grund af halloween. Men de er meget velkomne, siger Karina Elm Rasmussen og tilføjer:

- Vi synes bare, det er sjovt med oppyntningen for os og for donorerne, der godt kan se koblingen mellem deres bloddonation og halloween. Og af alle årstider og højtider, kan man i hvert fald konstatere, at det jo netop er halloween, der har mest at gøre med blod.


Fokus på plasma

I øjeblikket er Rigshospitalets blodbank ekstra interesseret i at få nye donorer – blandt andet så man kan komme i mål med ambitionen om, at Danmark skal være selvforsynende med blodplasma.

- I Danmark ønsker vi at være selvforsynende med plasma, og derfor mangler vi faktisk rigtig mange donorer på landsplan, men også især her i Storkøbenhavn. Vi mangler altid donorer. Vi kan altid bruge flere – uanset om der er halloween eller ej. Men jeg vil da mene, det er en rigtig god anledning til at komme forbi os og høre nærmere om, hvordan man bliver donor, slutter Karina Elm Rasmussen.​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden