Gå til hovedindhold

​​​​​

Ny professor går på AI-jagt efter epilepsiens signaler i hjernen

​Den nye kliniske professor Sándor Beniczky vil bruge kunstig intelligens og nye sensorer til at finde og forebygge epileptiske anfald.
Vent...

​​

​Foto:​ Kunstig intelligens giver nye muligheder for at forudsige epileptiske anfald, mener professor Sándor Benczky.


Hvordan​​ fanger man hjernens elektriske signaler i det splitsekund, et epileptisk anfald opstår – og kan kunstig intelligens hjælpe os med at forstå, hvor i hjernen det sker?

Det spørgsmål har drevet overlæge og professor Sándor Beniczky, der pr. 1. november tiltræder et nyt delt professorat i klinisk neurofysiologi ved Københavns Universitet, med klinisk ansættelse mellem Rigshospitalet og Epilepsihospitalet Filadelfia.

Som cheflæge for Filadelfias Neurofysiologiske Klinik og nu klinisk professor på Rigshospitalet arbejder Sándor Beniczky med at udvikle nye diagnostiske metoder, der kan forbedre livet for patienter med epilepsi og andre neurologiske sygdomme. Hans forskning kombinerer matematiske algoritmer, bærbare sensorer og kunstig intelligens for at lokalisere kilden til de elektriske signaler i hjernen, der udløser epileptiske anfald – og fo​​r at opdage anfaldene automatisk, når de opstår.

- Mit mål er at gøre vores diagnostik både mere præcis og mere tilgængelig for patienterne. Når vi kan måle hjernens signaler bedre og hurtigere, kan vi også behandle mere målrettet – og forhåbentlig gøre flere patienter anfaldsfri, siger Sándor Beniczky.

Pioner i digital diagnostisk

Han er internationalt anerkendt som en pioner inden for digital epilepsidiagnostik og blev i 2019 udnævnt til Ambassadør for Epilepsi af den Internationale Liga mod Epilepsi (ILAE) for sin ”fremragende indsats i den internationale kamp mod epilepsi”. Hvert andet år leder han ILAE’s internationale sommerskole i EEG-analyse og en kongres om bærbare teknologier i epilepsibehandling.

- Når vi udvikler teknologi, skal det ske tæt på patienterne og i samarbejde med dem. Vores mål er, at patienterne skal kunne leve tryggere liv – og at lægerne får nye redskaber til at forstå hjernen bedre, fortæller han.

Et centralt fokus i hans forskning er at bringe laboratoriet ud i patientens hverdag. Han har blandt andet været med til at udvikle sensorer, der bæres som et armbånd og automatisk kan registrere anfald, og små elektroder, som måler hjernens aktivitet under huden.

- Vi står midt i et teknologisk skifte, hvor vi går fra at observere til at forudsige. Jeg tror, at kunstig intelligens vil ændre vores forståelse af hjernesygdomme og give os helt nye muligheder for at opdage og forebygge anfald, før de opstår, siger han.

Med professoratet bliver samarbejdet mellem Rigshospitalet, Filadelfia og Københavns Universitet et samlingspunkt for neurofysiologisk forskning og udvikling af næste generation af diagnostiske værktøjer.

- Jeg ser et stort potentiale i at bygge bro mellem klinikken og forskningen. Kun gennem samarbejde kan vi flytte grænserne for, hvad vi forstår om hjernen, og hvad vi kan gøre for patienterne, siger Sándor Beniczky.

Sándor Beniczky har siden 2017 været professor i neurofysiologi ved Aarhus Universitetshospital og Filadelfia. Han er uddannet læge fra University of Szeged i Ungarn og har en ph.d. i klinisk neurofysiologi.

Sándor Beniczky​ var ​i 2023 med til at holde Grand Round om epilepsikirurgi og kan genses her. 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden