Nogle gange skal der blot nogle få ord til at ændre et liv. Ord som; ”du har kræft” rykker fundamentet væk under enhver. Og nogle gange skal der bare tilføjes et enkelt ord mere, før livet igen falder på plads; ”Du har ikke kræft”. Men mellem de to udsagn ligger en hel verden af angst og usikkerhed. Sådan var det også for Sofie, der som syttenårig fik konstateret en dødelig kræftsygdom.
Sofie kæmpede sit livs kamp mod aggressive kræftceller, kemobehandlinger og livsomvæltende operationer – og hun vandt. Og selvom kampen var hendes alene, så følte hun sig ikke ale-ne om den. På Rigshospitalet havde hun nemlig fundet sig en allieret: Mikkel. Mikkel kom til at betyde en del for Sofie. Ja, faktisk mere end en del. Meget mere. Da hun blev student, bad hun ham skrive i sin studenterhue. Det gjorde han, og ordene gjorde en verden til forskel for hende. Mikkel skrev: ”Da du faldt, rejste du dig, løb og galoperede. Livet er dit. Lev det 5000 procent.”. Og det råd har den ellers så tryghedssøgende Sofie taget til sig; ”Det er den eneste måde, jeg kan betale tilbage på – at leve mit liv til fulde.”. Rådet har bragt hende til den anden side af kloden og ud midt på Stillehavet, og hun er slet ikke færdig endnu med at vride al eventyret ud af livet – det hele i fuld galop.
Kursen blev sat mod fjerne kyster
Det er, når livet er allersværest, at hjertet står mest åbent. Derfor har Sofie også taget Mikkel helt ind i hjertekulen, og han har stået hende bi - også længe efter hun var udskrevet fra Rigshospitalets Børnekræftafdeling. Derfor og af alle mulige andre grunde indstillede Sofie Mikkel til Rigets Stjernepris.
Og nu når Sofie havde været optaget af at fiske efter tun i azurblåt vand og læse om Troels Kløvedal under de sydamerikanske himmelstrøg i bunden af en vuggende båd, så har de to ikke set hinanden i lang tid. Faktisk så lang tid, at Sofie var usikker på, om Mikkel kunne gen-kende hende: ”Sidste gang han så mig, var jeg skaldet…”
Og det kunne Mikkel ikke. Ikke kun på grund af Sofies nu fine hårpragt, men også fordi den kvinde, der stod der på morgenkonferencen havde ændret sig. Det var tydeligt for enhver, der lyttede til den smukke tale, hun holdt foran Mikkels kolleger.
Et unikt bånd
Selvom behandlingen på et sygehus ikke nødvendigvis er et sted, hvor det følelsesfulde skal komme for meget til udtryk, så er lægerne og sygeplejerskerne selvfølgelig stadig mennesker med rige følelsesliv. For Mikkel gælder det især, når han ser på den styrke, hans unge patienter mønstrer, og når de trods deres egen svære situation finder lysten til at sige tak.
”De fleste mennesker, jeg ser, er dødeligt syge, så når de samtidig har overskud til at sige tak, rører det mig dybt. De her mennesker går nogle rigtig hårde ting igennem, så deres taknemmelighed er virkelig en drivkraft for mig. Ja, så synes man, at man gør det godt,” siger Mikkel og fortsætter:
”Vi læger og sygeplejesker skal være et håndtag, de kan række ud efter og støtte sig ved gennem hele deres forløb. Det er det, der giver dem tryghed.”
Og sådan opfattede Sofie det også. At Mikkel var hendes støtte gennem tykt og tyndt. En slags skytsengel. For som hun sagde i sin takketale:
”Jeg er meget taknemmelig for, at du stadig er der til at holde hånden over mig, når jeg sidder på den anden side af jorden i gang med at udleve mine drømme. Det havde jeg ikke turde, hvis jeg ikke havde en livline her.”
Læs Sofies indstilling her
”Mikkel skal nomineres til Stjerneprisen fordi han, udover sine lægefaglige egenskaber, ser sine patienter for mere end deres sygdom. Han har set mig gennemgå et hårdt sygdomsforløb og set mig komme ud på den anden side. Mikkel er den type læge, man kan ringe til, når man er taget til Fransk Polynesien, på den anden side af jorden, fordi man har mistet sin medicin. Straks tryller han en fransk recept frem, for det er sådan noget Mikkel kan. Han opmuntrer en til at leve det liv, han selv har været med til at redde og står som den eneste læge indgraveret i min studenterhue. Derfor skal Mikkel Rosendahl have Rigets Stjernepris.” – Sofie, ung patient.