
Foto: Oplægsholderne til Grand Round om blødninger var (set fra venstre) Kaspar René Nielsen, Mikkel Gybel-Brask, Jakob Stensballe, Pär I. Johansson , Morten Bundgaard-Nielsen og Randa Zo El-Ghina.
I en lang årrække døde over halvdelen af alle traumepatienter på grund af blodtab, eller hvor blodtab var en medvirkende årsag. Men med udviklingen af The Copenhagen Concept er dødeligheden efter livstruende blødninger reduceret med 30-50 %.
Til næste Grand Round om blødninger fortæller fagfolk om, hvordan konceptet de seneste 20 år har ændret tilgangen til den akutte transfusionsbehandling i Danmark og internationalt, når kroppens kredsløb er i shock, og blodet ikke vil størkne.
Oplægsholderne på dagen er professor Jakob Stensballe og professor Pär I. Johansson, som har udviklet konceptet, først i Blodbanken samt Afdeling for Bedøvelse, Operation og Traumecenter på Rigshospitalet og siden i Region Hovedstaden. På dagen bliver de flankeret af ledende overbioanalytiker Randa Zo El-Ghina og blødningsvagt og afdelingslæge Mikkel Gybel-Brask fra Blodbanken i Region Hovedstaden samt overlæge Morten Bundgaard-Nielsen fra Afdeling for Bedøvelse og Operation (CKO) og overlæge Kaspar Nielsen fra Klinisk Immunologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Region Sjælland.
Find link til livestreaming og optagelser fra alle Grand Round-arrangementer på Rigshospitalets Grand Round-side
De vigtigste elementer i konceptet er akutpakker til at sikre den rette brug af blodprodukter fra bloddonorer og døgndækkende adgang til realtids TEG-analyse af blodstørkningen, så man kan styre transfusionsbehandlingen individuelt. Samtidig tilbydes der adgang til højt specialiseret telefonrådgivning fra blødningsvagter, der kan vejlede læger, når patienter rundt om i regionen har livstruende blødninger. Akutpakkerne med blodprodukter sikrer, at patienten fra start får den helt rigtige balance af blodprodukter. TEG kan afklare årsagen til blødningsproblemet inden for 10-15 minutter, og på den måde kan blødningsvagten sammen med de behandlingsansvarlige læger målstyre behandling efter patientens individuelle behov med blodprodukter og lægemidler, mens den øvrige behandling er i gang.
På dagen giver oplægsholderne en opdateret status på, hvordan det går med den nationale udrulning af konceptet og den videre udvikling af behandlinger af livstruende blødninger. De gennemgår også en case med fokus på, hvordan man organiserer sig, når patienter har brug for store operationer med forventet stor blødning.
Arrangementet rundes af med paneldiskussion af, hvad klinikerne efterspørger fremadrettet for at kunne hjælpe blødende patienter bedst muligt.
Program for Grand Round om blødninger
1. Hvor er vi – status og videnskab:
Professor Jakob Stensballe fra Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter på Rigshospitalet fortæller om udviklingen fra tidligere til i dag, og hvordan det i dag går med patienter, der har store, livstruende blødninger.
2. Stor og kompleks blødning – en case:
Hvordan fungerer The Copenhagen Concept ved en planlagt, stor operation med forventet stor blødning? Tre fagfolk fra Rigshospitalet gennemgår en case fra en stor operation: Ledende overbioanalytiker Randa Zo El-Ghina og blødningsvagt og afdelingslæge Mikkel Gybel-Brask fra Blodbanken i Region Hovedstaden samt overlæge Morten Bundgaard-Nielsen fra Afdeling for Bedøvelse og Operation (CKO).
3. The Copenhagen Concept set i nationalt perspektiv:
Overlæge Kasper Nielsen fra Klinisk Immunologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Region Sjælland fortæller, hvordan konceptet er udviklet fra lokal ide til nationalt implementeret koncept understøttet af nationale vejledninger fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, der er blodbankernes videnskabelige selskab.
4. Fremtidens Copenhagen Concept - forskning og udvikling:
Professor Pär I Johansson fra Blodbankens Transfusionsmedicinske Enhed, Afdeling for Klinisk Immunologi, Rigshospitalet fortæller om, hvordan bedre og mere ressourceeffektiv service fra Blodbanken og blødningsvagten kan yderligere optimere behandlingen og hjælpen til blødende patienter.
5. Paneldebat - Hvad vil klinikere have?
Moderator: Professor Jakob Stensballe
Paneldeltagere:
- Paul S. Krohn fra Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet på Rigshospitalet.
- Peter Kampmann, cheflæge i Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.