Det har altid været lidt af en udfordring for læger og behandlere helt at vide, hvordan de skulle dosere smertestillende medicin som paracetamol til svært overvægtige børn.
Normalt doserer man paracetamol til børn under 12 år ud fra deres vægt, men gør man det til svært overvægtige børn, risikerer de at få alt for meget paracetamol. Fedtvævet kan ikke absorbere medicinen og derved får organerne alt for meget, fordi medicinen primært fordeler sig i de kilo, der ikke er fedt, dvs. muskler, blod, lever og andre steder. Derfor står den enkelte læge, sygeplejerske og andre fagpersoner ofte i en svær situation, når de skal vurdere, hvor meget smertestillende medicin
de skal give til et svært overvægtigt barn i behandling.
Ny guideline til paracetamol til svært overvægtige børn under 12 år
En ny guideline på området udarbejdet af Videnscenter for Børnesmerter og Videnscenter for Børnefarmakologi skal ændre på dette og sikre at færre svært overvægtige børn risikerer at få paracetamol forgiftning, men samtidig får en relevant smertedækning, når der er behov herfor.
Søren Walther-Larsen fra Videnscenter for Børnesmerter, forklarer:
- Vi har udarbejdet den nye retningslinje, fordi vi har erfaret, at der stort set ikke findes nogle guidelines på området, så hver enkelt læge og sygeplejerske står alene med vurderingen af, hvor meget paracetamol et svært overvægtigt barn skal have.
Videnscenter for Børnesmerter er ofte blevet spurgt af kolleger, om de kunne henvise til en guideline på området, men det har der ikke eksisteret i Danmark eller andre europæiske lande ind til nu. Derfor tog Videnscenter for Børnesmerter kontakt til Videnscenter for Børnefarmakologi med henblik på et samarbejde om udarbejdelse af en guideline på området.
Den nye guideline er udarbejdet på baggrund af grundig research af eksisterende litteratur på området, hvor en australsk publikation som den eneste angav en formel til at udregne mængden af paracetamol til svært overvægtige børn.
Laura Giraldi, som er læge i Videnscenter for Børnefarmakologi og førsteforfatter til den nye guideline forklarer:
- De australske forskere foreslår en beregningsmodel, der tager udgangspunkt i, at de kilo som de svært overvægtige børn har mere sammenlignet med børn med en gennemsnitlig vægt. For ca. 75 % af de ekstra kilo består af fedt, og det skal man justere fra i forhold til at bruge vægten som udgangspunkt for dosering af paracetamol. Denne formel har vi set nærmere på i forhold til at udarbejde en guideline, og det betyder, at vi i tråd med de australske forskere foreslår, at man justerer med 0,35 i forhold til barnets idealvægt i forhold til alderen samt deres aktuelle totalvægt, og så vil man få den dosis, barnets krop bedst kan klare trods de ekstra kilo.
Skal forebygge forgiftning
Søren Walther-Larsen og Laura Giraldi håber samstemmende, at den nye vejledning vil hjælpe sundhedsfaglige med at finde den rette dosis og sikre, både at de svært overvægtige børn får en god smertedækning, når der er behov herfor, og samtidig at færre børn bliver forgiftede:
- Vi håber, at den nye retningslinje vil sikre, at de svært overvægtige børn vil have en nedsat risiko for at blive forgiftet, men stadig opnå en optimal smertelindrende effekt, forklarer Søren Walther-Larsen.
Laura Giraldi supplerer:
- Vi håber meget, at retningslinjen bliver et støtteværktøj til læger og andre sundhedsfaglige, der skal smertedække de svært overvægtige børn, så de føler sig mindre utrygge i vurderingen af dosis.
- Vores håb er samtidig, at man kan få formidlet til de forældre, der sidder med svært overvægtige barn i hjemmet, at de skal ikke skal dosere paracetamol efter den almindelige vægt, men den justerede vægt, forklarer Laura Giraldi.
Ind til videre regner de to samarbejdspartnere ikke med, at det kommer til at betyde en ændring i den vejledning, der står på selve pakningerne med fx Panodil og Paracetamol, men de håber, at viden om dosis til de svært overvægtige børn kommer ud til forældrene gennem de praktiserende læger og andre fagpersoner, som forældrene er i kontakt med, når de har et svært overvægtigt barn.
Den nye nationale vejledning vil blive formidlet bredt ud til alle børnelæger, anæstesilæger og praktiserende læger, så de kan rådgive familier med svært overvægtige børn og selv finde råd og vejledning i de dosisskemaer, der er udarbejdet af Videnscenter for Børnesmerter og Videnscenter for Børnefarmakologi.
Et samarbejde på tværs af sundhedsvæsnet
Både Giftlinjen og Dansk Pædiatrisk Selskab har været involveret i udarbejdelsen af den nye guideline, som nu er er tilgængelig på hjemmesiden for henholdsvis Videnscenter for Børnesmerter og Videnscenter for Børnefarmakologi.
Se og brug den nye guideline