Hvert femte par kæmper med at blive gravide, og for mange par forbliver årsagen til de udfordringer en gåde. Et nyt forskningsprojekt på Rigshospitalet vil nu undersøge, om lægemidler spiller en rolle, når æg og sædceller skal samarbejde om at skabe nyt liv.
Idéen bag projektet opstod på en lidt usædvanlig måde: Da forskningsleder og læge Anders Rehfeld i 2020 mødte en tidligere studiekammerat, Anders Husby til et bryllup, fik de en snak, som på bare ti minutter blev til en forskningsidé.
Foto Rigshospitalet: Anders Husby (tv) og Anders Rehfeld (th)
I dag arbejder de sammen om at gennemgå data fra over 200.000 kvinder for at se, om der er en sammenhæng mellem deres medicinforbrug og deres evne til at blive gravide. Anders Husby er reservelæge i Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn på Rigshospitalet og i gang med at ansøge uddannelsen til speciallæge i pædiatri.
Skal forbedre rådgivningen og spare enkelte for behandling
Målet er klart: Hvis forskerne finder lægemidler, der hæmmer fertiliteten, kan man fremover rådgive kvinder til at undgå disse, når de prøver at blive gravide. Det kan måske spare mange par for fertilitetsbehandling – og bringe dem tættere på drømmen om børn.