
Foto: (Fra højre) Hovedforfatter på studiet læge og ph.d.-studerende Jacob Worm, og seniorforfattere afdelingslæge og seniorforsker Stine Maarbjerg, samt forskningsleder og lektor Thomas Folkmann Hansen.
Den sjældne hovedpinesygdom trigeminusneuralgi giver ikke kun kraftige ansigtssmerter, men også en palette af følgesygdomme, hvoraf nogle er alvorlige. Det viser et stort dansk registerstudie, hvor forskere for første gang har kortlagt, hvilke sygdomme patienter med trigeminusneuralgi oplever før og efter, de får diagnosen.
I studiet fandt forskerne 18 sygdomme, der ofte går forud for trigeminusneuralgi-diagnosen, herunder rygsmerter, sygdomme i bevægeapparatet, lidelser forbundet med de kvindelige kønsorganer, samt multipel sklerose. Data afslørede også en øget risiko for ni sygdomme, der kan opstå efter diagnosen trigeminusneuralgi, som ca. 5.000 danskere lider af. Kortlægningen er ny viden, fortæller Jacob Worm, læge og ph.d.-studerende ved Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet, som er hovedforfatter på den videnskabelige artikel:
- Vi har ikke tidligere forbundet trigeminusneuralgi med for eksempel en 55% øget risiko for blodprop i hjernen, også Alzheimers viste sig at forekomme hyppigere efter diagnosen. Nogle af følgesygdommene kendte vi allerede til, som at multipel sklerose er en risikofaktor for at udvikle trigeminusneuralgi. Vi ved også, at den medicinske behandling af trigeminusneuralgi kan give bivirkninger, siger Jacob Worm.
I studiet kiggede forskerne på anonyme data fra de 7,2 mio. danskere, der er registreret i Landspatientregistret i forbindelse med deres hospitalsbesøg i perioden 1994-2018. Alle data herfra er samlet i værktøjet Danish Disease Trajectory Browser, der kan give et statistisk overblik over sammenhænge mellem sygdomme:
- Danish Disease Trajctory Browseren er et nyttigt værktøj til at forstå sygdomsforløb og multisygdom, og til at se, hvilke sygdomme der hyppigere optræder i forbindelse med for eksempel en diagnose som trigeminusneuralgi. Med det datagrundlag har vi blandt andet kunne dykke ned i, hvilke sygdomme der optræder oftere hos borgere med trigeminusneuralgi sammenlignet med resten af befolkningen – og hvornår de typisk opstår, fortæller Jacob Worm.
Øget risiko for blodprop i hjernen
Fundet af den øgede risiko for blodprop i hjernen førte til yderligere analyser af, om risikoen er forbundet med den medicinske behandling for trigeminusneuralgi eller en medfødt genetisk risiko.
- Vi fandt en markant øget risiko for blodprop i hjernen hos patienter, der blev behandlet med carbamazepin og oxcarbazepin. Begge er medicintyper, der typisk anvendes som førstevalg i behandlingen af trigeminusneuralgi. Vi fandt, at risikoen for blodprop i hjernen var hele 78% højere ved behandling med disse to lægemidler, siger Jacob Worm.
I forlængelse af det blev det også konstateret, at risikoen for blodprop i hjernen kunne reduceres til samme niveau som hos baggrundsbefolkningen indenfor seks måneder, hvis behandlingen med de to præparater blev afbrudt.
Jacob Worm fremhæver samtidig, at carbamazepin og oxcarbazepin fortsat har deres berettigelse i behandlingen af trigeminusneuralgi:
- Vi kender ikke den biologiske sammenhæng mellem de to præparater og den øgede risiko for blodprop i hjernen. Derfor kan vi heller ikke med sikkerhed sige, om det skyldes sygdommen eller behandlingen. Til gengæld er det vigtigt, at vi læger er ekstra opmærksomme, når vi udskriver de to præparater og at man som borger også selv er opmærksom på at få tjekket blodtryk og kolesteroltal, siger Jacob Worm.
Den nærmere analyse af risiko for blodprop i hjernen byggede blandt andet på data fra Lægemiddelstatistikregistret, Det Danske Bloddonorstudie og Copenhagen Hospital Biobank.
Behov for nye behandlinger
Håbet hos Jacob Worm og hans kollegaer er, at studier som dette er med til at understrege behovet for flere og bedre behandlingsmuligheder for trigeminusneuralgi:
- Faktum er, at vi ikke har mange behandlinger at vælge imellem, når det kommer til den her sygdom. Vi håber derfor, at vores fund giver anledning til udvikling af en mere målrettet og sikker behandling af trigeminusneuralgi fremadrettet, fortæller Jacob Worm.
Danske registres kvalitet
At studier som dette kan lade sig gøre, skyldes både de danske registres kvalitet og dygtige fagfolk, fortæller Jacob Worm:
- Studiet er et samarbejde mellem eksperter i medicin, genetik, bioinformatik og epidemiologi, og vi har benyttet en 24-årig observationsperiode til at få et unikt indblik i sygdomsforløbet ved trigeminusneuralgi. Den slags omfattende analyser er kun mulige på grund af de unikke detaljerede danske registerdata og det tværfaglige samarbejde, der har gjort os i stand til at behandle store datamængder, siger Jacob Worm.
Det er vigtigt, at man ikke ændrer på eller stopper med sin behandling, før man har talt med en læge.
Studiet er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Hovedpinecenter ved Afdeling for Hjerne og Nervesygdomme, Rigshospitalet, Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research på Københavns Universitet, Statens Serum Institut og islandske deCODE.
Studiets resultater er just offentliggjort i PAIN, et anerkendt tidsskrift indenfor forskning i smerter
Du kan læse mere om Danish Disease Trajectory Browser på hjemmesiden www.dtb.cpr.ku.dk