Gå til hovedindhold

Ny forskning: Højere blodprocent kan gavne patienter med akut hjerneskade

​Et nyt internationalt studie tyder på, at patienter med svær akut hjerneskade kan have gavn af blodtransfusioner ved en højere blodprocent end hidtil antaget. Resultaterne viser, at færre patienter dør eller får alvorlige handikap.
Vent...


Foto: Professor Kirsten Møller er en del af en international forskningsgruppe, som har undersøgt, hvordan man optimere blodtransfusioner til patienter med akut og svær hjerneskade.


Intensivafdelinger verden over skal måske til at gentænke, hvordan de gennemfører blodtransfusioner hos patienter med svær akut hjerneskade som følge af traume eller spontan hjerneblødning. Et nyt internationalt studie, TRAIN-studiet, udført på intensivafdelinger i Europa, Sydamerika og Asien, tyder på, at disse patienter med svær akut hjerneskade muligvis bør have blodtransfusion ved en højere blodprocent end hidtil antaget. Studiet er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA.

Studiet har potentiale til at ændre den nuværende praksis på intensivafdelinger og kan få betydning for behandlingen af danske patienter. Det forklarer en af de danske forskere, der medvirkede i studiet, overlæge og professor Kirsten Møller fra Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

- Vores resultater viser, at patienterne formentlig skal have en højere blodprocent, end det har været praksis til nu, når vi udfører blodtransfusioner. Den højere blodprocent vil ikke betyde, at flere overlever, men at de, der overlever, får mindre svære handikap og dermed bedre chancer for at klare sig selv, siger Kirsten Møller.  

Hun forklarer, at cirka halvdelen af alle patienter med svær akut hjerneskade udvikler blodmangel, men at ikke alle får blodtransfusion. Hidtil har man anbefalet at vente med transfusion, til blodprocenten svarede til den laveste værdi i TRAIN-studiet – som også er den blodprocent, man anbefaler til de fleste andre intensivpatienter. 

Patienter fra 72 afdelinger

Rigshospitalets Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling spillede en vigtig rolle i TRAIN-studiet og bidrog med det tredjehøjeste antal patienter blandt de 72 deltagende afdelinger. I studiet blev 850 intensivpatienter med blodmangel efter akut hjerneskade inddelt i to grupper, hvoraf den ene gruppe allerede modtog blod ved en relativt høj blodprocent, mens den anden først fik blod ved en lavere blodprocent. 

Resultaterne viste, at patienterne, der fik blod ved den lavere blodprocent, havde en 16% højere risiko for et dårligt outcome – defineret som enten at dø eller overleve med svære handikap – sammenlignet med dem, der modtog blod ved den højere blodprocent. Efter seks måneder havde 73% af patienterne i gruppen med den lave blodprocent oplevet et dårligt outcome, mens det gjaldt 63% af patienterne i gruppen med den højere blodprocent. Studiet fandt dog ingen forskel i dødeligheden mellem de to grupper.

Ifølge Kirsten Møller kan den højere blodprocent i nogle tilfælde reducere forekomsten af nye infarkter i hjernen.

- Tidligere studier har rapporteret, at patienter med en lav blodprocent også havde et lavt iltindhold i hjernen, og dette hænger godt sammen med fundet i dette studie af, at færre patienter med høj blodprocent udviklede nye infarkter i hjernen. Så årsagen kunne tænkes at være, at en højere blodprocent giver en bedre ilttilførsel til den skadede hjerne, siger Kirsten Møller. 

Hun understreger, at en eventuel ændring af klinisk praksis i Danmark og resten af verden dog kræver en grundig gennemgang af resultaterne og sammenligning med andre, lignende studier. 



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden