
Foto: Oplægsholderne til Grand Round om vågen hjernekirurgi var (set fra venstre): Neuropsykolog Signe Moldrup, sygeplejerske Mette Bruun-Pedersen, overlæge Jane Skjøth-Rasmussen, professor Tiit Mathiesen og cheflæge Torstein Meling.
Det er nu muligt at se videooptagelsen af det seneste Grand Round-foredrag d. 28. november 2024. Emnet var denne gang vågen hjernekirurgi.
Her kan du se PowerPoint-præsentationen og videolinket, som ligger nederst på siden.
Denne foromtale af arrangementet er tidligere blevet publiceret:
Hjernekirurgi er en kontinuerlig balanceakt mellem at operere nok væk og ikke operere for meget, så patienterne risikerer at miste funktioner efterfølgende. For patienter med hjernesvulster, der er opstået i hjernens støttevæv, kan operationer i vågen tilstand være en god måde at balancere de to forskellige hensyn. Det er emnet for næste Grand Round om vågen hjernekirurgi d. 28. november kl. 08.00-08.50.
Her fortæller fagfolk indenfor området om udviklingen i dette særlige kirurgiske indgreb, som gør det muligt at fjerne svulster tæt på vitale områder i hjernen, uden at patienten mister vigtige funktioner som bl.a. sprog, syn eller bevægelse. Ved at holde patienten vågen kan kirurgen vurdere og beskytte disse funktioner undervejs i operationen, hvilket bidrager til at finde en optimal balance mellem at fjerne tumorvævet og bevare livskvalitet.
Oplægsholdere og ordstyrere på dagen er cheflæge Torstein Meling, overlæge Jane Skjøth-Rasmussen, neuropsykolog Signe Moldrup, sygeplejerske Mette Bruun-Pedersen og professor Tiit Mathiesen, alle fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi. De bliver flankeret af den svenske professor Asgeir Jakola fra Sahlgrenska Universitetssjukhuset i Gøteborg. Oplægsholderne repræsenterer et bredt spektrum af fagområder, som alle spiller en vigtig rolle i det komplekse forløb.
Grand Round-arrangementet kan følges live online. Alternativt kan man møde op fysisk i Auditorium 1 og 2 på Rigshospitalet, Blegdamsvej, eller i Auditorium A på Rigshospitalet i Glostrup. BEMÆRK at dørene ind til Auditorie 1 lukkes kl. 07.58 af hensyn til livestreamingen og oplægsholderne.
Torstein Meling introducerer området, før professor Asgeir Jakola præsenterer et paradigmeskifte i hjernekirurgien, hvor det at fjerne svulsterne i hjernen så tidligt og maximalt som muligt kan forbedre langtidsoverlevelsen, uden at patienterne risikerer flere bivirkninger. Ved hjælp af en konkret patienthistorie gennemgår Jane Skjøth-Rasmussen efterfølgende, hvorfor og hvordan en operation i vågen tilstand bedst kan hjælpe patienterne.
En vågen operation er et teamarbejde, hvor patienterne er vågne og skal svare på spørgsmål undervejs, og her spiller neuropsykologerne en særlig rolle i kommunikationen med patienterne før, under og efter operationerne. På dagen fortæller Signe Moldrup mere om neuropsykologernes arbejde og kommer ind på, hvor mange forskellige af en patients funktioner man kan teste i forbindelse med en operation. Herefter slutter Mette Bruun-Pedersen præsentationerne af med at gennemgå det store arbejde, som sygeplejerskerne yder for at støtte patienterne i at genoptage deres liv efter operationen.
Grand Round-arrangementet sluttes af med en paneldiskussion, der modereres af Tiit Mathiesen. Her diskuteres udviklingen i mere individualiserede behandlingsforløb, internationale forskningssamarbejder og herunder hvilke fremtidige behandlingsmuligheder der kan supplere den nuværende behandling.
Program for Grand Round om vågen hjernekirurgi
1. Intro til vågen hjernekirurgi
Cheflæge Torstein Meling fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi giver en introduktion til, hvilken rolle de vågne operationer spiller inden for hjernekirurgien.
2. Fra “wait and see” til avanceret kirurgi
Professor Asgeir Jakola fra Sahlgrenska Universitets Hospital i Gøteborg præsenterer et paradigmeskifte inden for hjernekirurgi, hvor der er evidens for, at en høj grad af tumor-resektion kan forbedre langtidsoverlevelsen, især for lavgradige svulster. I takt med at langtidsoverlevelsen stiger, bliver patienternes funktionsevne efter en operation stadigt vigtigere.
3. Patienthistorie: Ung patient med tilbagevendende hjernesvulst
Overlæge Jane Skjøth-Rasmussen fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet fortæller om en ung patients rejse, hvor svulsten blev diagnosticeret og behandlet i en tidlig alder og senere vendte tilbage. Fokus er på, hvordan vågenkirurgi kan tilbyde et forbedret funktionsniveau efter operationen. Hun vil gennemgå udfordringerne ved en vågen operation, der kræver samarbejde mellem neuropsykologer, anæstesiologer og neurofysiologer samt en fleksibel operationsgang.
4. Neuropsykologiens rolle i vågenkirurgi
Neuropsykolog Signe Moldrup fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet diskuterer de neuropsykologiske aspekter ved vågenkirurgi, hvilke funktioner man kan teste undervejs og hvordan man støtter patienter gennem forløbet fra første møde til tiden efter operationen.
5. Støtte til patientforløb og postoperativ pleje
Sygeplejerske Mette Bruun-Pedersen fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet fortæller om orientering og re-orientering af patienterne, som skal støttes bedst muligt igennem det ofte lange behandlingsforløb.
6. Paneldiskussion
- Moderator: Professor Tiit Mathiesen fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet.
- Paneldeltagere:
• Professor Asgeir Jakola fra Sahlgrenska Universitetssjukhuset i Gøteborg
• Overlæge Benedikte Hasselbalch fra Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet
• Cheflæge Torstein Meling fra Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet.