Gå til hovedindhold

Sjældne-prisen 2024 går til ungepædagog fra Rigshospitalet

​​Jakob Højer Larsen blev torsdag den 29. februar hædret med Sjældne-Prisen for sit årelange arbejde i Rigshospitalets ungecafé HR BERG. Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Mary.

​Sjældne-prisen gives til en person, organisation eller institution, der har gjort noget særligt for mennesker med sjældne sygdomme i Danmark. I år går prisen til ungepædagog Jakob Højer Larsen, der dagligt driver Rigshospitalets ungecafé HR BERG.​

Jakob Højer Larsen vidste på forhånd ikke, at H.M. Dronning Mary ville overrække prisen, så overraskelsen var stor. Foto: Liza Larsen.

Det var en glad og stolt ungepædagog, der af H.M. Dronning Mary modtog prisen, som uddeles hvert fjerde år af foreningen Sjældne Diagnoser i forbindelse med Sjældne-dagen den 29. februar: 

- Der er ikke nogen anden pris, jeg hellere vil modtage – den er jo både sjælden og helt unik! Og jeg vil da helt vildt gerne føle mig lidt sjælden og unik. Tak til mine indstillere, der har fundet mig værdig til prisen - jeg er dybt taknemmelig, siger Jakob Højer Larsen og fortsætter:

- Tak til alle de unge, jeg har mødt igennem halvandet årti på Rigshospitalet, som har lært mig mere, end man kan læse sig frem til i nogen bøger. I er verdens bedste unge mennesker. Tak til mine kollegaer i Ungdomsmedicinsk Enhed. Uden jer og det, vi gør i fællesskab, stod jeg ikke her. Og tak til min kone og børn for opbakning og støtte derhjemme.

Ser ikke sygdom og begrænsninger 

I indstillingen til prisen fra to af Sjældne Diagnosers medlemsforeninger hedder det blandt andet, at:

”Jakob ser ikke sygdomme og begrænsninger. Han ser de unge, som skal have det bedste ud af livet. Han er altid fuld af energi og gode ideer til at gøre tiden på hospitalet nemmere at være i. Hos Jakob fylder sygdom mindst og glæde mest.”

”I ungecafeen HR. BERG er Jakob med til at skabe rammerne om hyggeligt unge-fællesskab. Som han selv siger: I HR. BERG forsøger vi at gøre ventetid til fritid.”

F
risted for unge

HR BERG er en café for unge i alderen 12-24 år, som er indlagte eller som kommer som ambulante patienter på Rigshospitalet. Caféen er en del af Ungdomsmedicinsk Enhed som arbejder for at skabe bedre vilkår for unge, der er ramt af sygdom. HR BERG fungerer som et fristed for de unge, hvor de kan få et afbræk fra livet på hospitalsafdelingerne og få tankerne hen på andet end sygdom. 

I HR BERG er det muligt at møde andre unge, der også er på Rigshospitalet, og man kan blive en del af et hyggeligt fællesskab. Her er brætspil, bordfodbold, PlayStation, VR, storskærm med diverse streaming-tjenester og god lyd, og et gamer-rum, hvor man kan spille CSGO, Roblox, Minecraft og Fortnite.

Om eftermiddagen har HR BERG åbent mellem kl. 14:00 og 16:00, hvor der er en ungepædagog til stede. ​​​​

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden