Forskere på Rigshospitalet sætter gang i et nyt studie, hvor de allerede i første trimester af graviditeten identificerer kvinder, der har øget risiko for svangerskabsforgiftning. Studiet skal undersøge, om lavdosis magnyl kan mindske risikoen for svangerskabsforgiftning hos disse kvinder, og dermed nedsætte antallet af gravide kvinder i Danmark, som oplever denne graviditetskomplikation.
Et nationalt studie der involverer alle fødeafdelinger i Danmark
Svangerskabsforgiftning er en potentiel alvorlig tilstand, der forekommer hos op til 4 pct af gravide kvinder i Danmark. Svangerskabsforgiftning viser sig blandt andet ved forhøjet blodtryk og kan i nogle tilfælde skade organer, som lever og nyrer, hos moderen. Behandling af tilstanden er i mange tilfælde forløsning af barnet, og i nogle tilfælde vil dette være den del før terminen, hvilket kan være forbundet med alvorlige følger for barnet.
Forskerne bag det nye studie håber, at de kan ændre på dette gennem et nyt tiltag, der er nationalt og derved involverer alle gravide kvinder i Danmark
Det fortæller overlæge Charlotte Kvist Ekelund fra Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler på Rigshospitalet. Hun skal sammen med overlæge Line Rode fra Afdeling for Klinisk Biokemi stå i spidsen for det nye studie.
- Med bevillingen starter vi et nationalt studie, hvor alle fødeafdelinger i Danmark vil tilbyde gravide en risikovurdering for svangerskabsforgiftning i første trimester af graviditeten. Denne risikovurdering for tidlig, svær svangerskabsforgiftning baserer sig på en algoritme, der kombinerer oplysninger om den gravide kvindes tidligere sygdomme og graviditeter med måling af blodtryk, flowmåling ved ultralyd samt en blodprøve. Gravide, der ved risikovurderingen viser sig at have en høj risiko for at udvikle tidlig, svær svangerskabsforgiftning, vil få tilbudt behandling med magnyl, som er vist at kunne forebygge mere end halvdelen af tilfældene af denne graviditetskomplikation, forklarer Charlotte Kvist Ekelund.

Overlæge Charlotte Kvist Ekelund (t.v.) fra Afdeling for Gynækologi, Fertilitet og Fødsler og overlæge Line Rode (t.h.) fra Afdeling for Klinisk Biokemi.
Protein sladrer om tidlig svangerskabsforgiftning
Som en del af den nye risikovurdering analyseres den gravides blod for et særligt protein, der er med til at fortælle, om der bør sættes ind med forebyggende behandling. Det er overlæge på Afdeling for Klinisk Biokemi Line Rode, som står i spidsen for den del af studiet.
- Som et led i risikovurderingen vil vi analysere PlGF (Placental Growth Factor) i blodprøver fra de gravide kvinder. PlGF er et protein, der produceres i moderkagen. Proteinet bidrager til at fremme væksten og udviklingen af moderkagen, og det er afgørende for at sikre en velfungerende graviditet og tilstrækkelig blodforsyning til fosteret. Nedsatte niveauer af PlGF kan indikere, at denne proces er forstyrret allerede tidligt i graviditeten. Hvis koncentrationen af PlGF i den gravides blod er lavere end forventet, har kvinden en øget risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning senere i graviditeten. PlGF er allerede i graviditetsuge 10-14 en markør for svangerskabsforgiftning, forklarer Line Rode.
Forventer resultater af stor betydning
Ingen andre lande har indført tilbud om denne risikovurdering i første trimester til alle gravide. I Danmark er der tradition for, at alle får samme tilbud om undersøgelser i graviditeten. Derfor er det vigtigt, at projektet er nationalt, idet det har betydning for alle gravide kvinder, hvis det viser sig, at den nye metode er bedre til at forebygge tidlig svangerskabsforgiftning. Desuden kan projektet potentielt inspirere andre lande til at følge efter, hvis resultaterne bekræfter det, som projektgruppen håber på.
Kan potentielt forebygge 140 for tidlige fødsler hvert år i DK
- Kvinder, der udvikler svangerskabsforgiftning i graviditeten, har på længere sigt også øget risiko for hjertekarsygdom, nyresygdom og psykiske lidelser. Ved at blive bedre til at forebygge svangerskabsforgiftning håber vi på, at vi kan bedre kvinders kardiovaskulære, metaboliske og psykiske sundhed på langt sigt. På kort sigt forventer vi at kunne forebygge 140 for tidlige fødsler hvert år i Danmark med en tilsvarende reduktion i antallet af børn, der har behov for indlæggelse på neonatalafdeling, siger Charlotte Kvist Ekelund.
Planlægningsfasen i studiet er netop begyndt. Forskerne forventer, at de i starten af 2025 kan starte den første afdeling op, som skal tilbyde de gravide kvinder den nye risikovurdering for svangerskabsforgiftning.