
Fremtidens udfordringer for hospitaler går på tværs af landegrænser. Derfor har de fem nordiske universitetshospitaler Karolinska i Stockholm, Oslo Universitetshospital, Helsinki Universitetshospital, Landspitali i Reykjavik og Rigshospitalet besluttet at indgå i en alliance med navnet Nordic University Hospital Alliance.
Region Hovedstadens formand Lars Gaardhøj (S) betegner alliancen som en milepæl:
- I dag markerer en betydningsfuld milepæl i bestræbelserne på at styrke samarbejdet mellem de største nordiske universitetshospitaler. Sammen stræber vi efter at sikre, at hver patient, uanset sjældenheden eller kompleksiteten af deres sygdom, modtager den højeste standard for behandling og pleje, og det mål er vi et skridt nærmere i dag, siger Lars Gaardhøj (S).
Også Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang er begejstret for den nye nordiske alliance og dens perspektiver for at styrke patientbehandlingen og personalets kompetencer på tværs af grænserne:
- Der er et tiltagende behov for videndeling på tværs af Norden til gavn for patienter med sjældne sygdomme. Et nordisk samarbejde sikrer, at vi i Danmark kan tilbyde vores patienter behandling af høj international standard, og at vores sundhedsfaglige eksperter kan blive ved med at styrke deres kompetencer inden for de sjældne behandlinger, vi tilbyder i Danmark.
Stærkere sammen mod fremtidens udfordringer
Patrik Rossi er fungerende administrerende direktør for Karolinska University Hospital i Stockholm, og han ser hospitalsalliancen som et stort aktiv for medlemslandene for at kunne stå stærkere mod fremtidens udfordringer:
- Gennem deling af bedste praksis og ressourcer vil hospitalerne forbedre behandlingsresultaterne og effektiviteten i sundhedsvæsenet. Alliancen vil desuden aktivt engagere sig i nationale, nordiske og EU-politikker, der påvirker sundhed, forskning og innovation. Målet er at bidrage til politikker, der fremmer fremskridt og bæredygtighed i sundhedssystemerne, siger Patrick Rossi, og tilføjer, at håbet er, at flere universitetshospitaler vil blive en del af alliancen i fremtiden.
Sammen har de nordiske lande en befolkning på næsten 30 millioner, der alle behandles af et sundhedsvæsen med mange ligheder på tværs af landegrænser, og det skaber en stor mulighed for benchmarking og gensidig udveksling af idéer, måder at levere pleje på og samarbejde inden for forskning, forklarer Bjørn Atle Lein Bjørnbeth, administrerende direktør for Oslo Universitetshospital i Norge:
- Med alliancen kan vi forbedre samarbejdet om håndtering og brug af sundhedsdata på tværs af de nordiske lande til forskning og kliniske formål, og der er mulighed for at styrke innovation og samarbejde med sundhedsindustrien. Derfor er alliancen ikke kun en fordel for vores patienter, men også en stor fordel på tværs af sektorerne i vores lande.
Som sin kollega i Norge ser også Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang alliancen som en stor fordel på tværs af mange sektorer:
- At de nordiske hospitaler nu rykker endnu tættere sammen, vil både være til gavn for vores patienter, medarbejdere og det samlede, danske sundhedsvæsen. Rigshospitalets ønske om at være til gavn for hele det danske sundhedsvæsen bliver nemmere at realisere med samarbejdet, der er helt nødvendigt for at større globale kommercielle virksomheder, internationale uddannelsesorganisationer og fonde vil investere i Danmark, siger Rasmus Møgelvang.
En af de store udfordringer er mangel på sygeplejersker, og her mener direktør for Landspitali National University Hospital, Runolfur Palsson, at alliancen vil være et stort aktiv:
- Vi vil alle lede efter nye måder at forbedre den kliniske pleje på, herunder reorganisering af tjenester, øget fokus på patientcentreret pleje, standardisering af arbejdsstrømme og kliniske forløb samt digital transformation. Her vil det være en fordel at kunne arbejde sammen om de bedste løsninger, siger Runolfur Palsson.
Om Nordic University Hospital Alliance
Nordic University Hospital Alliance er etableret for at styrke båndene mellem de deltagende hospitaler og i fællesskab tage fat på tidens store sundhedsudfordringer. Alliancens mission er at tilføre værdi til patienter og det samlede sundhedssystem, adressere store sundhedsudfordringer, styrke forskningssamarbejdet og fremme nordiske sundhedsløsninger og diplomati.
Alliancen består af de fem nordiske universitetshospitaler i hovedstæderne:
- Rigshospitalet, København
- Karolinska Universitetssjukhuset, Stockholm
- Oslo Universitetssykehus, Oslo
- Helsinki Universitetssykehus, Helsinki
- Landspítali – Universitetshospitalet, Reykjavik
Baggrund
De nordiske lande er kendt for deres verdensførende og effektive offentlige sundhedssystemer, der sikrer lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Det nordiske sundhedssystem har evnen til at udvikle og implementere innovative løsninger til gavn for patienter og er karakteriseret ved veludviklet samarbejde mellem offentlige og private aktører. Biomedicinsk forskning i de nordiske lande er i verdensklasse med førende data, epidemiologi og personlig medicin.
De nordiske lande har en robust life science-industri, der bidrager til den nordiske region med høj beskæftigelse, produktivitet og eksport. Sundhedsindustrien omfatter forskellige typer virksomheder inden for farmaceutik, biotek, medicinsk udstyr, sundhedsteknologi, digitale løsninger og infrastruktur. Alle disse styrker inden for det nordiske sundhedsøkosystem sætter disse lande i en stærk position til at tilbyde positive løsninger og perspektiver på internationale sundhedsudfordringer.
Mission
Nordic University Hospital Alliance (NUHA) er etableret for at styrke båndene mellem medlemmerne og i fællesskab tage fat på de store sundhedsudfordringer.
Vision
- At tilføre værdi til patienter og det samlede sundhedssystem
- At adressere tidens store sundhedsudfordringer
- At styrke forskningssamarbejdet
- At fremme nordiske sundhedsløsninger og diplomati