Gå til hovedindhold

​​​

22 nye ungeambassadører klar til at gøre en forskel for unge patienter

​Uddannelsen til ungeambassadør har nået en milepæl med mere end 200 uddannede i hele Danmark
Vent...
​De er diætister, læger, sygeplejersker og socialrådgivere – og nu også ungeambassadører. 

Onsdag d. 15. maj 2024 afsluttede 22 sundhedsfaglige fra ni forskellige hospitaler i Danmark deres uddannelse som ungeambassadør på Rigshospitalet. Dermed er antallet af ungeambassadører i Danmark nu oppe på omkring 200 sundhedsprofessionelle fra hospitaler rundt om i hele Danmark.   

De nyuddannede repræsenterer i år hele ni hospitaler:  Nykøbing Falster, Køge, Roskilde, Holbæk, Odense, Næstved, Slagelse, Rigshospitalet og Steno Diabetes Center.


Foto: De nye ungeambassadører fra hold-2024 på Rigshospitalet. (copyright Rigshospitalet)

Klar til at udvikle praksis og organisationer i en ungevenlig retning

Ungeambassadørmodulet udbydes af Københavns Professionshøjskole (KP) i samarbejde med Ungdomsmedicinsk Enhed på Rigshospitalet. Modulet er målrettet sundhedsprofessionelle, der arbejder med unge med kroniske og alvorlige sygdomme i hele landet. 

Formålet med uddannelsen er at give de sundhedsprofessionelle ekstra kompetencer og viden til at tage sig af unge patienter på en måde, så de føler sig set, hørt og inddraget. Kursisterne får en dyb forståelse for de unges liv og deres familier i det moderne samfund. De lærer at håndtere udfordringerne i mødet med de unge og får redskaber til at udvikle praksis og organisationer i en ungevenlig retning.

Som en del af forløbet skal kursisterne gennemføre et projekt lokalt med fokus på unge. Noget af det, der særligt optog dette års kursister, var bl.a. transitionen fra barn til voksen i sundhedsvæsenet og emner som støtte til unge med type 1 diabetes, udviklingen af sygeplejen til unge, der har gennemgået stamcelletransplantation, støtte til forældre til unge med kroniske sygdomme, og den mentale trivsel hos unge patienter.

Et mønstereksempel på samarbejdet mellem uddannelsesinstitution og hospital 

Afslutningen af modulet blev fejret ved en lille ceremoni på Rigshospitalets Ungdomsmedicinske Enhed, hvor hver kursist skulle fremlægge det projekt, de havde arbejdet med lokalt som et led i uddannelsen. Mange kolleger kom forbi for at høre oplæggene, og Mette Friis, der er vicedirektør i Juliane Marie Centret og formand for Rigshospitalets Kulturudvalg, gav kursisterne følgende ord med på vejen:  

 - I dag er I blevet uddannet som ungeambassadører. Stort tillykke! I har nu fået nogle helt særlige kompetencer og kan være med til at give de unge en stemme og sikre dem nogle gode forhold og oplevelser på hospitalet. Ungeambassadøruddannelsen udvikles og eksisterer i et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole og Rigshospitalet, hvor vi som uddannelsesinstitution og hospital går foran med et eksempel på, hvor frugtbart et samarbejde kan være. 

- Sammen sikrer vi, at I ungeambassadører får en uddannelse, der lever op til lovkrav og regelsæt, sikrer jer de velfortjente ETCS-point og har et fagligt indhold, der udvikles i tråd med behovene på hospitalerne. Dette, sammen med jeres dedikerede indsats, sikrer, at I som ungeambassadører virkelig kan noget på et højt niveau, når I er færdige. Stort tillykke med uddannelsen.

En milepæl

Sygeplejerske Pernille Hertz fra Ungdomsmedicinsk Enhed har stået som tovholder for uddannelsen siden 2011. Hun har via et nationalt netværk jævnligt kontakt til kursisterne, som efter endt uddannelse fire gange om året bliver inviteret til netværksmøde for alle ungeambassadører. 

I 2017 startede Juliane Marie Centeret et samarbejde med Københavns Professionshøjskole om uddannelsen. Derfor bliver Ungeambassadør Modulet nu bliver udbudt som en del af den sundhedsfaglige diplomuddannelse på Københavns Professionshøjskole.

Pernille Hertz er med til at udvikle uddannelsesprogrammet sammen med den modulansvarlige på Københavns Professionshøjskole.  VIA University College i Århus er blevet inspireret af tiltaget og har fra 2024 valgt at udbyde et lignende modul.  

Pernille Hertz giver ungeambassadørmodulet og de nye kursister følgende ord med på vejen:

- At vi nu har omkring 200 ungeambassadører i hele Danmark er en milepæl. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for de unge patienter og deres forældre over hele landet. Det er tydeligt at mærke, at der igennem årene er kommet mere fokus på ungdomsmedicin, så  de kursister, vi uddanner, er nogle rigtig stærke ambassadører for de unge - både i forhold til den direkte kontakt, men også i forhold til at tale de unges sag både lokalt og nationalt. 

9 moduler og et udviklingsprojekt

Uddannelsen består af i alt 60 undervisningstimer fordelt på ca. 9 moduler, hvor kursisterne får viden om både ungdomspsykologi, bio-psyko-social udvikling, body image, kommunikation, forældresamarbejde, mestringsstrategier for unge mv. 

Kursisterne skal som en del af uddannelsen gennemføre et udviklingsprojekt i egen afdeling, som er med til at forbedre de unge patienters forhold i afdelingen. 

Næste gang uddannelsen udbydes er i september 2024 og interesserede kan læse mere og tilmelde sig på Københavns Professionshøjskoles hjemmeside via linket her: https://www.kp.dk/videreuddannelser/boern-og-unge-i-sundhedsvaesenet/

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden