Rigshospitalet og Amager og Hvidovre Hospital har sat et opfølgningsarbejde i gang i forlængelse af, at der den 16. januar blev konstateret en forøget mængde listeria i en frokostsalat med laks, der blev serveret for indlagte patienter den 8. januar på Rigshospitalets matrikler (minus Bodil Eskesen Centret) samt Amager-matriklen.
Prøverne er taget som led i den rutinemæssige fødevarekontrol, og der har været opfølgende dialog med Fødevarestyrelsen. Der er tale om en let forøget forekomst af listeria, som raske mennesker ikke forventes at blive syge af.
Forekomsten kan imidlertid potentielt påvirke personer i særlig risiko for listeriainfektion: Det gælder gravide samt personer i immunsupprimerende behandling. Derfor er der foretaget en række tiltag for at identificere og informere de relevante grupper.
Opsporing af gravide
Der er foregået et opsporingsarbejde med fokus på gravide, der var indlagt på Rigshospitalet den 8. januar, da der er risiko for, at en infektion kan spredes til fosteret. Her er der fundet to gravide patienter, som der har været dialog med. Amager og Hvidovre Hospital har foretaget en tilsvarende opsporing og fandt ikke gravide patienter, som har været indlagt den dag.
Informationsbrev sendt til indlagte patienter
Rigshospitalet og Amager og Hvidovre Hospital har sendt et informationsbrev til patienter, der var indlagt på de matrikler, hvor den pågældende ret blev serveret den 8. januar.
Patienter og pårørende, som måtte have spist af retten, henvises til at kontakte den afdeling, de var på den 8. januar eller egen læge, hvis de oplever symptomer på en listeriainfektion så som feber og diarré. Gravide opfordres til at kontakte den afdeling, som de eller deres pårørende var indlagt på, hvis de har spist af laksesalaten den pågældende dag.
Perioden, fra man er smittet med bakterien, til man viser symptomer (inkubationstiden), er i forhold til listeria typisk 2-3 uger og kan i nogle tilfælde være op til 60 dage. Listeria kan behandles med antibiotika.
Hvad er listeria? Find mere info her.